Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Af det som glæder mig mest, hvor jeg oftest møder undren og kedsomhed fra bekendte, er beskæftigelsen med græsk mytologi. Jeg har et stærkt ønske om at finde fænomener og materiale, der har til formål at opildne og indgyde styrke i en verden, som er fyldt med modstand. Når jeg i Illiaden læser: ’Zeus den Olympiske Lyner, delte med tordenild himlen i to’, får jeg lyst til at arbejde, til at lave aftaler og komme ud at se og opleve.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Min tipoldefar Johann Georg Mönckeberg var borgmester i Hamborg i Bismarcks tid i slutningen af 1800-tallet. Jeg har set et dagsbogsnotat hos min morfar, hvori der står skrevet: ’Fürst Bismarck zum Lunch, Hr. Brahms zum Abendessen.’ I 1890erne fik han snedkereret et skrivebord i den fineste ornamenterede stil til min tipoldemor, sin borgmesterfrue. Det er et massivt bord i mørkt træ med ni skuffer og nøglehuller i messing med rigtige eventyrnøgler til. På siden af bordet er der våbenskjolde mønstret ind i træet.
At bordet nu er 130 år gammelt kan fornemmes ikke blot ved det håndværk, som afslører bordets oprindelsesår, men også ved det slid, det efter mange flytninger efterhånden har opnået. Min oldemor overtog bordet fra sin mor og flygtede med det til Sverige, da nazisterne tog magten i Tyskland. Min oldefar havde jødiske aner.
Hun skrev mange breve om sine sorger om tidens hændelser. Brevene lagde hun i bordets skuffer uden at sende dem af frygt for, at de skulle blive opsnappet og få konsekvenser for familien. Sådan vogtede bordets tunge skuffer over hendes bekymringer og ønsker for fremtiden. Brevene overlevede krigen. Med denne historie i baghovedet har jeg skrevet flere linjer i 'Fremad' ved bordet.
Jeg er taknemmelig over, at bordet er en del af min verden, fordi historien træder aktivt ind i mit liv, og jeg holder af at tænke på de mange generationer, som har arbejdet ved det, og som forhåbentlig kommer til at arbejde ved det i fremtiden.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Et dobbeltradet mørkegråt jakkesæt. Jeg går ind for uniformering, og jeg tror i høj grad, at det fremmer den faglige stolthed. Jeg nyder at se murere i deres skjorter, postbudene da de havde deres røde uniformer, tjenere i hvidt med sorte forklæder. Visse uniformer antager næsten absurde træk som for eksempel Schweizergardens i Vatikanet med de orange og blå dragter og deres hellebarder, men de indgyder historisk bevidsthed, og det er en stor værdi.
Det samme gør sig gældende for Den Kongelige Livgarde. At bruge en uniform er en systematisk og konkret handling, som samler koncentrationen, og som fordrer produktivitet og arbejdsomhed. Uniformen har ofte praktiske hensyn, som udvikler sig til et design, hvor funktionalitet og udtryk arbejder sammen.
Cykelryttere er ofte næsten besat af deres udstyr og deres tøj. Det bunder i et ønske om at minimere tilfældets magt, at kunne sige til sig selv – nu er alt på plads, jeg er klar til at gøre mit.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Min morfar har et hus i Puglia, som jeg vender tilbage til så ofte, jeg kan. I byen, hvor huset befinder sig, ligger en café, hvor min ven Massimiliano arbejder. Han er en mand i 30’erne, og han arbejder meget hårdt, meget slidsomt og uden fridage på sin kones forældres cafe. Når jeg ankommer til byen, går jeg til ham, og han bliver altid begejstret for at se mig. Han arrangerer med det samme kaffe og en likør og vigtigst: La Gazzetta dello Sport – slået op og foldet på siderne om cykelsport. Så fortæller han mig om sine tanker om cykelsæsonen siden sidst, om de unge italienske ryttere.
Vi diskuterede blandt andet tilbage i 2016 Filippo Ganna, som nu er dobbelt verdensmester i enkeltstart og en af Italiens største stjerner. Han havde endda klippet en avisartikel ud med Gannas testresultater fra banen, som jeg har gemt og sat ind på en af de midterste og bedste sider i min scrapbog. Jeg har gemt mange hundrede udklip fra La Gazzetta dello Sport. Jeg samler på dem og at samle giver ro og system i tilværelsen.”
Hvad skal vi gøre oprør mod?
”Et fænomen, jeg betragter som en fjende, er Extreme Weather Protocol i cykling. Denne protokol gør det muligt for den internationale cykelunion at aflyse etaper og løb i tilfælde af, at særligt udfordrende vejrforhold gør sig gældende. Således foregår en blødgørelse af cykelsporten. Men hvis vi skal finde varig mening med sporten, er det vigtigt, at den fastholder sin undersøgelse af yderlighederne.
I dårligt vejr træder de mest hårdføre helte frem. Her kommer de idealer til syne, som gør sporten nødvendig: at mobilisere vilje til at forvandle modstand til fremdrift. Jeg kommer til at tænke på den berømte belgiske cykellæge Yvan Vanmol, som sagde til mig: ’Led ikke efter skønheden i midten af cirklen. Søg efter den i tilværelsens udkanter’.”
Ovenstående interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
