Thomas Korsgaard

De bedste bøger i 2019 – indtil nu

Utroskab, storslået kunst og den præcise dødsdato. Der er masser at hente i årets bedste bøger. Se vores liste, som vi opdaterer løbende gennem hele året.

Bogen har i mange omgange været erklæret i krise, og selv om konkurrencen fra Instagram, Tinder og dragerne i Westeros i disse år er hård, kommer der konstant gode bøger ud. Fortællinger, der ofte kan mere og nå dybere og længere end selv det bedste, skærmen kan tilbyde.

Jeg kan selvsagt ikke nå dem alle. Men her er nogle af de bedste bøger, jeg har læst i år, og jeg vil løbende opdatere listen.

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Han er en mønster-mand af en vellykket andengenerationsindvandrer, der tager forlænget barsel, støtter op om konens karriere og sørger for sin far, når han hver halve år vender hjem fra udlandet. Han afsøger nettet efter den bedste brugte bil, den rette autostol og den mest sikre barnevogn. Men han finder intet svar på, hvad hans eget kald er. Han forsøger alle mulige hobbyer og erhverv – blandt andet en helt miserabel standup-optræden.

far.jpg

Det er fint indblik i de mange gode hensigter og spildte bedrifter, det kræves at være både en blød og succesfuld mand på samme tid. Og først og fremmest er den virkelig sjov. Bogen skifter synsvinkel for hvert kapitel, og ved hver stemme får man sympati (og meget sjov) ud af de mange genkendelige hverdagssituationer. Et lysende talent på den nordiske litteraturhimmel.

Elizabeth Strout: Alt er muligt

Blandet de mange fremragende bøger i år (og der har virkelig været mange) er dette min foreløbige favorit. Sidste år udkom hendes ligeledes formidable ’Mit navn er Lucy Barton’, og denne nye novellesamling er en naturlig forlængelse heraf.

alt er muligt.jpg

Det er en række uafhængige små historier, der dog på flere måder er vinklet ind i hinanden, men den fremstår som en helstøbt roman, og hvor de enkelte dele giver mening til ét stort hele. Det er små hverdagsamerikanske fortællinger langt fra den brølende mainstreamvej, vi normalt får af USA, og det er rørende, sjovt og ganske enkelt smukt skrevet.

Tara Westover: Oplyst

I den selvbiografiske roman vokser hovedpersonen op i en mormonsk familie, hvor faren graver brændstof og syltet frugt ned i beskyttelsesrum i forventning og frygt for den snarlige dommedag. De stoler ikke på skolen, staten eller sundhedsvæsenet.

oplyst.jpg

Men Tara formår at komme væk, og man følger hendes vej fra det paranoide mørke frem mod en lys fremtid. Det er en helt ren, mesterlig historie, som også fortjent har været et stort hit i hjemlandet.

Thomas Korsgaard: Tyverier

Han er blot 24 år, men Thomas Korsgaard har allerede formået at skabe et navn for sig selv på den danske litterære scene. Det har han gjort med en fin underfundig humor, der giver associationer til fx den norske forfatter Erlend Loe, men hvor Korsgaards norske kollega ironiserer over samfundet og dets slagne helte med et mildt overdrev, skræller Thomas Korsgaard alle lag af og lader alt det grimme, groteske og kiksede stå tilbage.

tyverier-omslag.jpg

Korsgaards to tidligere selvbiografiske romaner tog udgangspunkt i hans jyske ophav og barndom, men i denne nye novellesamling er det snarere en montage over en dagligdag nu og her - men stadig med samfundets udkants-skikkelser som det flimrende omdrejningspunkt.

Der er ikke mange som ham, der kan beskrive miljøer og mennesker i de nedre sociale klasser så præcist (og stadig med en vis medfølelse), som han gør. Det er sjovt, let og en smule smertefuldt at følge de danskere, der bevæger sig uskarpt gennem gaderne, og som næsten ingen lægger mærke til. Men det gør Thomas Korsgaard.

Édouard Louis: Hvem slog min far ihjel?

Der er noget utroligt over så meget, man kan fortælle i en lille, kort bog. Hver sætning flyder umiddelbart og ubesværet efter den næste, og alligevel har man følelsen af, at hver eneste ord er afgørende. Der er simpelthen ikke et overflødigt gram.

slog min.jpg

Det er den selvbiografiske fortælling om forfatteren, der vokser op med en far, der forsøger at kaste sig fri af underklassen og egen voldelige opvækst. Og som alt andet i farens liv mislykkedes han næsten totalt. En dyb personlig skildring med et fantastisk blik for absurde og rørende scener. I den sidste halvdel forvandler den sig til et præcist og velplaceret spark mod de franske politikere, der med lethed forringer vilkårene for hans far, der med knust ryg må feje gaderne til stadig lavere sociale ydelser.

På helt enkel vis har Édouard Louis lavet en begavet knytnæve af en samfundskritisk roman, du har læst på et par timer, men som bliver hos dig længe i al sin sorg og indignation.

Per Petterson: Mænd i min situation

En af nordens bedste forfattere, Per Petterson, har på sin egen stilfærdige facon skabt sig et suverænt forfatterskab. En af hovedfigurerne er hans alter ego, Arvid Jensen, der i denne fine fortælling netop er blevet skilt og skal til at samle et nyt liv sammen.

per.jpg

Som i hans kollegas Geir Gulliksens ’Se på os nu’ får vi igennem en helt personlig historie, der fortæller noget alment om det at være moderne middelklasse mand i en brydningstid. Hvor Geirs roman hælder mod det humoristiske, skriver Per Petterson i mere blå toner. Men han gør det med en musikalitet, der er imponerende, og på sin stille facon udvikler romanen sig til et hovedværk i hans karriere og nordisk litteratur.

Tom Rachmann: Den italienske mester

Hvordan er det at vokse op med en far, som er et geni? Sådan er det for lille Pinch, hvis far er verdenskendt kunstner, der er i direkte konkurrence med Picasso og Pollock. Som man kan forestille sig, er det ikke nemt, særligt, hvis man ikke selv er noget særligt, og ens dominerende far (selvfølgelig) er dybt egocentrisk.

Det er Tom Rachmans tredje roman efter gennembruddet med ’De ufuldkomne’, der handlede om avisbranchens sørgelige fald. Denne nye roman er mindst lige så god og etablerer Tom Rachmann som en særdeles træfsikker forfatter, der ikke selv står i skyggen af nogen.
Her kan du se forfatteren selv fortælle om bogen:

Chloe Benjamin: De udødelige

Fire børn hører om en spåkone, der kan forudsige folks dødsdag. De fire New Yorker-unger sparer sammen for hver især at blive kaldt ind og få den barske besked, og for dem alle kommer det til at have en afgørende indflydelse på deres tilværelse.

I bogen følger man hver enkelt søskende, efter hvem der skal dø først, og selvom det kan lyde makabert, fungerer det faktisk fremragende som fortællingens motor.

udødelige.jpg

Bogen kradser i bevidstheden om, hvad det betyder for mennesker at vide, at de skal dø? (En viden, vi alle har, selvom vi ikke kender datoen). Det er der kommet en fin skæbne- og familiesaga ud af, som især amerikanske forfattere har et så godt blik for.

Geir Gulliksen: Se på os nu

I vores kultur i disse år er der næsten ikke noget mere latterligt end en midaldrende mand. Med slapt maveskind, en lunken karriere og en forvirret kønsidentitet er han et oplagt mobbeoffer i alt fra reklamer til litteratur.

se os.jpg

Således er han det også i Geir Gulliksens roman, hvor hovedpersonen Hans kaster sig ud i en affære med nybagt mor, der er 20 år yngre end ham. Heldigvis er der i romanen plads til forståelse og nuancer, hvilket gør historien troværdig og faktisk også sjovere. Især bogens første halvdel er veloplagt, og der er næppe et par, der har været sammen i mere end 10 år, som ikke vil kunne genkende (og grine) af denne historie.

Michel Houellebecq: Serotonin

Endnu en historie om en frustreret mand i sin bedste alder, der kun hænger sammen ved høje doser antidepressiver, som titlen også hentyder til. Det er et kulsort univers Michel Houellebecq beskriver, hvor hovedpersonen er så fremmedgjort, at han end ikke bliver chokeret, da han finder ud af, at hans kæreste har dyrket gruppesex i hans hjem og lavet pornofilm med dyr.

serotonin-4236789.jpg

Det kan lyde alt for grovkornet til manges smag, men hvis har blikket for den gennemstrømmende humor, er det faktisk fabelagtigt sjovt. Jeg morede mig i hvert fald fint (hvilket måske er lidt bekymrende).

Elif Batuman: idioten

Det er en fornem bedrift at blive nomineret til Pullitzer-prisen for sin roman-debut, men det er også en ganske fin lille, humoristisk fortælling. Vi følger den overintelligente og overspændte Selins første år på college, og den beskriver hende, så man forstår, at her er både en utrolig klog og utrolig ung pige.

idioten.jpg

Den er skrevet i en bevidste naivistisk stil, og man skal hele tiden selv fange humoren og meta-lagene i den, hvilket til tider godt kan være lidt anstrengende. Men det overskygger ikke for, at den er et sødt, sjovt og dejligt nostalgisk blik på den nyfigne ungdom, der sætter så dybe spor senere i livet.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger