Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

De bedste serier i 2019 – indtil nu

De bedste serier i 2019 – indtil nu

Her er vores liste over de bedste serier, du kan streame lige nu på de store sites som Netflix, DR, HBO og Viaplay. Listen bliver løbende opdateret.

Vi lever I en velsignet tv-alder, hvor de store streamingsites pumper millarder af kroner i at lave originalt indhold for at kapre os seeres flygtige opmærksomhed. Og året er kommet fint fra start. Der er comeback til tidligere stærke serier som True Detective, og spændende nykommere som Russian Doll, hvor hovedkarakteren dør igen og igen.

Her kan du se vores foreløbige liste, som vi opdaterer løbende.

Mindhunter – sæson 2

Denne serie er det bedste Netflix kan byde på i øjeblikket. Måske er den ovenikøbet årets bedste serie overhovedet.

Vi følger de to FBI-agenter og en psykolog i deres arbejde med at interviewe de værste seriemordere, der sidder på fængselsgangene rundt om i USA. For som de siger: Hvis vi skal bekæmpe det skøre, er vi nødt til at forstå det skøre.

I anden sæson har de fået ny chef og dermed flere ressourcer, men de bliver også involveret mere direkte i nuværende sager, hvilket tager tid fra deres interviews og research med tilfangetagne seriemordere. De får dog besøgt en veloplagt Charles Manson, og det er fascinerende, hvor godt serien rammer de rigtige personer.

Hvor man i første sæson primært koncentrerede sig om Holden Ford, der med sin skarpe intuition og nærmest identificering med morderne var den primære drivkræft i arbejdet, kommer hans makker Bill Tench mere med i billedet nu. Det sker dog på en uhyggelig baggrund, der er med til at skrue den generelle stemning af ubehag et niveau op. Også psykologen Wendy Carr får vi et dybere indblik i.

David Fincher (Seven, Zodiac, Fight Club) er manden bag serien og har instrueret de tre første afsnit. På filmfronten har han virkelig haft nogle skuffende misere, men det ser ud til, at han har fundet sin kreative mojo i Netflix’ mere frie univers.

Serien er fængslende som de bedste True Crime-serier og ekstremt velspillet. Samtidigt forfalder den aldrig til de billige tricks og unødvendigt splat. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så grebet af en serie.

Billions - sæson 4

Det er efterhånden lang tid siden, vi har fået en stor drama-serie som Mad Men eller Sopranos. I øjeblikket kommer der en masse fine, skæve nicheprægede serier, men det store svulstige drama, hvor der kæmpes om liv og død (eller milliarder af dollars) er der efterhånden et stykke tid imellem.

I den genre har Billions fra start været i sin egen liga, og den har fortjent at blive nævnt i sammenhæng med de helt store. Den er først og fremmest båret af stærke skuespilspræstationer i Paul Giamatti og Damian Lewis, og så har den et intelligent replikskifte, der ikke er set bedre siden West Wing. 

Det kan ofte være et problem for en serie, når den oprindelige konflikt eller spænding er udløst, men Billions formår stadig at virke veloplagt, og man kan kun glædes til de kommende afsnit, hvor de to gamle fjender kommer til at lave endnu flere løjer sammen. Det er to geniale hjerner, der virkelig kan udrette noget. Om det så er til det gode eller onde, vil sæsonen vise. 

Se den på HBO

Easy – sæson 3

De små skæve hverdagsdramaer er efterhånden blevet en genre i sig selv. Her på listen anbefaler vi ’High Maintenance’ og den danske ’Yes No Maybe’, hvoraf sidstnævnte, ligsom ’Easy’ drejer sig om det moderne datingliv.

Med Tinder er kærlighed (og især sex) altid lige ved hånden, men forholdene og følelserne er stadig, hvis ikke mere, komplicerede. I 'Easy' følger man i små kapitler enkelte menneskers søgning i det virvar af uanede muligheder, som ofte ender i ghosting, eller det, der er værre.

Den formår at fortælle det alment menneskelige på en måde, så det aldrig bliver forudsigeligt eller kliche-fyldt. Især historien om ægteparret, der prøver et åbent forhold, er fremragende. Her er replikkerne skåret helt skarpt op, og det er hjerteskærende at se, hvordan de tumler rundt og støder ind i hinandens følelser.

Det er tredje og sidste sæson af 'Easy', da den desværre ikke er blevet forlænget. Det er en stor skam, da den for alvor har fundet sin form og eksistensberettigelse. Den fortjener et stort publikum, og så må vi leve med, at serien (som lykken og livet og kærligheden) er kort.

Se den på Netflix

Black Earth Rising

Denne serie fortjener en ekstra stjene fra start ved at tage et så tungt og svært emne som folkemordet i Rwanda til behandling. Blandt Marvel-helte og oprydningsflip skiller den sig ud i Netflix’ udvalg, men den behøver nu ikke positiv særbehandling. Den er elementært spændende, og den formår at formidle de frygtelige begivenheder på en måde, så man bliver klogere på storpolitik og de frygtelige sider af den menneskelige natur.

Hovedrollen spilles af Michaela Coel, der for alvor slog igennem i den sjove britiske serie, Chewing Gum. Hendes komiske talent får faktisk også lov til udfolde sig flere steder i ’Black Earth Rising’, og hun er i det hele taget et virkelig lovende navn på vej. Som en af de få overlevende bliver hendes karakter reddet og adopteret af anklageren ved Krigsforbryderdomstolen i Haag, og hun kommer selv til at gøre karriere ved selv samme det.

Her skal hun finde svar på, hvordan det kunne lade sig gøre at dræbe op mod en million mennesker med macheter på lidt mere end tre måneder, hvilket fører hende til bund og top i Europa. John Goodman er også med og er som altid fremragende.

Se den på Netflix

State of The Union

I denne miniserie, hvor hvert afsnit kun er omkring 10 minutter, følger vi ægteparret Louise og Tom, hvis ægteskab hænger i tovene på grund af arbejdsløshed, utroskab og årenes generelle slitage.

Det er ingen ringere end Nick Hornby, der er kendt for de humoristiske romaner (og film) ’High Fidelity’ og ’Fodboldfeber’, som har skrevet den, og dialogen her er et skoleeksempel på, hvor rammende og vittigt sådan noget kan gøres. 

Man får associationer til en anden glimrende terapi-serie, der hedder 'In Treatment' med Gabrielle Byrne. Her er hvert afsnit en terapi-session med fem klienter, der går på skift. Men her er tonen anderledes alvorlig, hvilket gør, at man i længden godt selv kunne bruge et skud lykkepiller.  I State of The Union er tonen (og problemerne) anderledes lette uden dog at tippe over i det fjollede.

Det er en fin lille serie, og man kan næsten kun håbe på, at det ellers søde par får nogle flere problemer, så vi får en sæson mere. 

Se den på HBO

Chernobyl

Det burde være kommercielt selvmord at behandle noget så dystert og helt igennem desillusionerende som Sovjetunionens katastrofale håndtering af verdens værste atomkatastrofe. Men noget af det smukke ved denne serie-guldalder er, at der er plads (og penge) til at tage historier op, som kommercielt flow-tv aldrig ville røre selv med beskyttelsesdragt på.

Lad det være sagt med det samme: Serien er hård kost. Når man ser børn lege med støv direkte fra den radioaktive kerne, er det værre end en gyserfilm. Det løber koldt ned ad ryggen på en. Men man kan ikke lade være at blive ved med at se videre, for den er uafrystelig i sine fantastiske beskrivelser af hverdagens helte og skurke, der træder helt frem i katastrofens skær.

De sovjetiske myndigheder fremstår ikke i et så godt lys, hvilket også har medført, at russisk stats-tv nu vil lave deres egen version, som tager udgangspunkt, at det var en CIA-agent, der var skyld i eksplosionen. Det kan være, at den kan medføre nogle (ufrivillige) grin oven på alle de gys og tårer, der er fældet over denne fremragende serie.

Se den på HBO

The Loudest Voice

Roger Ailes er en stor mand, som de næsten kun bygges i USA. Han er en uomtvistelig tv-troldmand, der har ændret mediebilledet markant, han er massivt overvægtig, og han har haft en afgørende politisk hånd i skabelsen af fænomenet Donald Trump. At han ovenikøbet er en led satan med en række sex-skandaler i slipstrømmen gør ikke historien mindre arketypisk, når man skal forklare mediebranchen og patriarkens storhed og fald.

Det er ingen mindre end Russell Crowe, der har fået 100 kilo ekstra puder på den tidligere gladiator-krop, og han er som altid svært magnetisk at se på. Det er både seriens styrke og svaghed. Vi følger primært Roger Ailes kamp fra fra fyrede tv-producer på NBC til en af de vigtigste mediemoguler i hele USA, hvor han på genial (og djævelsk?) vis begynder at segmentere nyhederne til at ramme præcist den store utilfredse del af den hvide del af den amerikanske befolkning.

Har man nogen som helst interesse i politik og medier, bør man unde sig selv at se denne serie, men der er dog visse mangler, der gør, at den ikke er blandt de aller bedste. Først og fremmest bærer Russell Crowe hele historien på sine godt nok store skuldre. De fleste af birollerne er netop blot bifigurer, og det er først i slutningen af serien, at flere af dem træder i karakter.

Egentlig kunne man have foldet Roger Ailes over endnu længere tid, og man bliver nysgerrig på hans tid som rådgiver for blandt andre Nixon. I forhold til andre store serier som ’Billions’ er replikkerne også temmelig gumpetunge i dens ihærdige forsøg på at tegne billedet af en højreorienterede frontkæmpe, der ikke skyr nogen midler for at fremme sin dagsorden. Flere nuancer ville have understreget pointen bedre.

Når det er sagt, er man glimrende underholdt, og man får smag på at vide endnu mere om Fox, Roger Ailes og Trumps vej til magten.

Se den på HBO

After Life

Depression er svært at skildre. Og det er uhyre svært at skildre sjovt. Lidelsen er som bekendt ofte kendetegnet ved passivitet, indelukkethed og tristhed, og det er der som regel ikke meget drama i. Men det lykkes faktisk glimrende i Ricky Gervais nyeste komedie, hvor han endnu engang vender tilbage til de grå engelske rækkehuse, hvor humoren og livet sker med små armbevægelser.

Siden ’The Office’, der er en ubestridt genistreg, har Ricky Gervais på serieplan har flere sympatiske indløb som fx Derek og Extras, uden dog helt at finde melodien fra fortiden. Men After Life er klart det tætteste, vi kommer på en rigtig efterfølger. Den er dejlig politisk ukorrekt, og så er den faktisk sjov.
Ricky Gervais skriver nok ikke nye dybder til emnet depression, men han letter lidt på de tunge skyer på sin helt egen facon.

Se den på Netflix

Game of Thrones – sæson 8

Det blev nok aldrig det brag af en sæson, vi alle havde håbet. Faktisk har de seneste sæsoner gjort, at man er blevet helt i tvivl om, hvor god Game of Thrones egentlig var. Man kommer nemt til at glemme de mange store oplevelser som sublime afsnit med Hodor eller slaget ved muren, og i stedet er det de halvslappe handlingsforløb og replikker fra de seneste afsnit, hvor klichéerne og skuffelserne står i kø. 

Væk er det uforudsigelige og kontroversielle som gjorde den så elskede. Når alt det er sagt, er det stadig god underholdning, og den har også i denne sidste sæson sat nye standarder for, hvor flot og stort, man kan producere en tv-serie. En lille skuffelse, men den har stadig fortjent at komme med på listen over årets bedste. 

Se den på HBO.

High Maintenance sæson 3

Noget af det bedste ved tv-seriens gyldne periode er, at vi har fået lov til at se en helt masse nye karakterer, som der ellers aldrig var plads til på prime time. De skøre, sjove og skæve. Det er især sidstnævnte gruppe, der er omdrejningspunktet i denne lille fine serie, hvor man følger hash-cykelbuddet, der kører rundt til klienterne med sit stof.

Han er bindeleddet mellem de mange små historier om kundernes helt almindelige liv, og det er både fint og rørende fortalt. Det er ikke en lovprisning af hash. Det er blot anledningen til at fortælle om disse mange skæbner, der vikler sig ind og ud af hinandens liv i den moderne metropol.

Se den på HBO

Warrior

Vi er i slutningen af 1800-tallet i San Fransisco, hvor en stor voksende gruppe kinesiske indvandrere skaber utilfredshed hos den arbejdende klasse (lyder det bekendt?). Her ankommer Ah Sahm med båden for at finde sin søster, der har været tvunget til at tage turen før ham. Hurtigt bliver Ah Sahm indrullet ind i den førende Tong, der er den kinesiske pendant til den italienske mafia.

Hans kampsportsevner bringer ham hurtigt til tops i hierarkiet, men da han endelig finder sin søster, er det kun for at opdage, at hun er dybt involveret i den konkurrerende bande. Sideløbende følger man en særligt nedsat Chinatown-patrulje, der bliver sat ind for at dæmme op for den voksende konflikt.
Serien bygger på skriverier af Bruce Lee, men den er færdigudviklet af Justin Lin og Jonathan Tropper, der også har skabt den succesrige serie ’Banshee’.

Det er ikke blot slag, spark og machospækkede replikker. Det er en troværdig fortælling og et interessant tidsbillede, som ikke så ofte tidligere har været beskrevet. Der findes nemlig en stor gruppe (formentlig mest mænd), som elsker spektakulære kampscener (som regel med knive og små rappe økser) tilsat lidtsex, lidt dur og lidt mol, og mere behøver vi sådan set ikke.

Se den på HBO

Russian Doll

Du kender formentlig den fremragende ’Groundhog Day’ (En ny dag truer), hvor Bill Murray konstant vågner op til den samme elendige dag. Det er en så elegant og sjov film, at det kræver mod at forsøge at nærme sig det koncept.

Det er ikke desto mindre stort set det samme plot i den nye Netflix-serie ’Russian Doll’. Men den har en mere mørk tilgang og humor, og der er samtidigt flere twists undervejs, der gør, at den ikke bare kan afskrives som en billig kopi.

Udgangspunktet er en fødselsdagsfest for Nadia spillet af Natasha Lyonne (kendt fra Orange Is the New Black). I løbet af eller lige efter denne fest bliver Nadia dræbt igen og igen. Hun falder ned af trappen, bliver kørt over og kvæles i et kyllingeben.

Ved en tilfældighed, da hun er ved at dø i en faldende elevator, finder hun af, at hun ikke er den eneste, der befinder sig et limbo. Og det er her serien virkelig finder sin egen form. For pludselig bliver det en fælles jagt på sandheden mellem to meget forskellige mennesker, og den veksler fint mellem det dystre og det sjove.

Se den på Netflix

True Detective sæson 3

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke har set de første sæsoner af True Detective (en fejl, jeg ved det godt). Men nu har jeg givet den chancen fra denne nye tredje sæson, og nu forstår jeg hypen. Det, at jeg ikke har set de foregående, kan nogle gange være en ulempe, men den lever i hvert fald fint i sin egen form.

Mahershala Ali er et fund af en skuespiller, og han fylder hver scene med sin nærmest magnetiske karisma. I det hele taget er castet fremragende.

Man skipper elegant mellem tre forskellige tidsperioder med Mahershala Ali og mordmysteriet som omdrejningspunkt, hvilket ekstra raffineres af, at den gamle udgave af Mahershala har hukommelsesproblemer, og derfor har en tendens til at blande fortid og nutid.

Vi er i USA’s forsømte del, hvor den almindelige amerikaner har begrænset ressourcer og mudrede fremtidsudsigter. Der ulmer en konstant stemning af ubehag, som jeg kan forstå fra andre af seriens fans, er seriens varemærke, og det er med en bævende følelse, at sagens om to forsvundne børns skæbne rulles ud i al sin forfærdelighed.

Efter en, efter sigende, svag anden sæson har denne tredje udgave formentlig været make-it-or-break-it, og den test klarer den fremragende. Jeg synes i hvert fald, den er fortræffelig, og jeg vil snart kaste mig over fortidens sæsoner (og uhyrligheder).

Se den på HBO

Yes no maybe sæson 2

Det er altid dejligt at kunne tilføje en dansk serie til listen. Og hvilken en. ’Yes no maybe’ er godt nok i sin anden sæson, men den er så vellykket, at den alligevel må siges at være en af årets positive overraskelser allerede.

Serien bygger på instruktør Mads Rosenkrantz Grages egne erfaringer, som han tidligere har fortalt i interviews. Mere end 250 Tinder-dates har han været på, hvilket er med til at øge troværdigheden omkring hele baggrunden for de ofte vilde og uforudsigelige dates, som serien handler om.

I den første sæson var hvert afsnit en ofte ekstremt akavet date, hvor man fulgte hovedpersonen Mads swiper rundt i det københavnske kødmarked. Det kom der en rimeligt underholdende første sæson ud af uden dog helt at overbevise. Men i anden sæson er der kommet et gennemgående plot gennem det hele, mens de enkelte situationer og replikker også er blevet skarpere og sjovere.

’Yes No Maybe’ er et generationsportræt, som nogle gange snubler i sin iver for at vise, at den er netop det, men det hele bliver opvejet at et ægte fortællertalent og et fremragende blik for det latterlige og lattervækkende i Mads’ sengekantseventyr. Fremragende. Og godt for dansk tv, at vi får nogle nye lysende talenter.

Se den på DR

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming, Netflix, HBO, Danske serier og Game of Thrones