Mindhunter – sæson 2

Denne serie er måske det bedste Netflix kan byde på i øjeblikket. Måske er den ovenikøbet årets bedste serie overhovedet.

Vi følger de to FBI-agenter og en psykolog i deres arbejde med at interviewe de værste seriemordere, der sidder på fængselsgangene rundt om i USA. For som de siger: 'Hvis vi skal bekæmpe det skøre, er vi nødt til at forstå det skøre'.

I anden sæson har de fået ny chef og dermed flere ressourcer, men de bliver også involveret mere direkte i nuværende sager, hvilket tager tid fra deres interviews og research. De får dog besøgt en veloplagt Charles Manson, og det er fascinerende, hvor præcist serien rammer virkeligheden.

Hvor man i første sæson primært koncentrerede sig om agenten Holden Ford, der med sin skarpe intuition og nærmest identificering med morderne var den primære drivkræft, kommer hans makker Bill Tench mere med i billedet nu. Det sker dog på en uhyggelig baggrund, der er med til at skrue den generelle stemning af ubehag et niveau op. Også psykologen Wendy Carr får vi et dybere indblik i.

David Fincher (Seven, Zodiac, Fight Club) er manden bag serien, og han har instrueret de tre første afsnit. På filmfronten har han virkelig haft nogle skuffende misere, men det ser ud til, at han har fundet sin kreative mojo i Netflix’ mere frie univers.

Serien er fængslende som de bedste True Crime-serier og ekstremt velspillet. Samtidigt forfalder den aldrig til de billige tricks og unødvendigt splat. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så grebet af en serie.

Se den på Netflix

Succession - sæson 2

Jeg må indrømme, at da den først kom ud, var jeg skuffet. Den blev lanceret med en masse store skuespillere, og Will Ferrell var executive producer (hvad den titel så egentlig reelt indeholder?). Derfor skrev jeg også en lidt lunken anmeldelse og sev videre efter et par afsnit.

Men en række forstandige mennesker blev ved med at hævde, at den var fremragende, og da jeg i en periode var imellem serier, gav jeg anden sæson chancen. Og jeg forstår den nu. Den er stadig fyldt med ekstremt usympatiske mennesker, der laver masser af usympatiske handlinger. Men det er netop pointen. Dets konstante strøm af ydmygelser og grundlæggende karriereangst findes formentlig på de fleste kontorgange, så selv om de ultrariges livsstil kan virke som en fjern feberdrøm, er usikkerheden den samme i alle samfundslag.

Omdrejningspunktet er en aldrende milliardær mediemogul, der spiller sine ødelagte voksne børn ud mod hinanden i et konstant ugennemsigtigt magtspil. Det er både sjovt og en smule skræmmende. Som en slags Billions (HBO), men med Tourettes.

Se den på HBO.

Fleabag sæson 2

Nogle gange kommer der en komedie, der er så vellykket, at den bliver definerende for hele genren. Sidste gang briterne gjorde det for alvor, var det med ’The Office’, og nu sker det igen med ’Fleabag’.

Bag serien står Phoebe Waller-Bridge, og hun har selv skrevet og spiller hovedrollen i fortællingen om en sjov, men skadet ung kvinde i 30’erne. Hun kæmper med at komme sig oven på tabet af sin bedste veninde, samtidigt med at hun slås med en ond stedmor og en snerpet søster - og alle andre aspekter af den moderne tilværelses ulidelige lethed.

Det kan måske lyde som et remix over flere romcoms ala ’Bridget Jones dagbog’, men der er anderledes bid og vid i denne serie, der først og fremmest er overrumplende i sin originalitet. Hvis serie-verdenen i visse dele af kontinentet oplever en vis kreativ tørke, har den med Phoebe Waller-Bridge fået frisk ny næring, og du kan heldigvis forvente meget mere fra hendes hånd i 2020. Blandt andet har hun været med til at skrive den nye James Bond-film.

Det skal være hende vel undt at sprede sit store talent ud, så længe hun holder fast i ’Fleabag’, for hele komediegenren har brug for den og hende.

Se den på Amazon

Billions - sæson 4

Det er efterhånden lang tid siden, vi har fået en stor drama-serie som 'Mad Men' eller 'Sopranos'. I øjeblikket kommer der en masse fine, skæve nicheprægede serier, men det store svulstige drama, hvor der kæmpes om liv og død (eller milliarder af dollars) er der efterhånden et stykke tid imellem.

I den genre har 'Billions' fra start været i sin egen liga, og den har fortjent at blive nævnt i sammenhæng med de helt store. Den er først og fremmest båret af stærke skuespilspræstationer i Paul Giamatti og Damian Lewis, og så har den et intelligent replikskifte, der ikke er set bedre siden 'West Wing'. 

Det kan ofte være et problem for en serie, når den oprindelige konflikt eller spænding er udløst, men 'Billions' formår stadig at virke veloplagt, og man kan kun glædes til de kommende afsnit, hvor de to gamle fjender kommer til at lave endnu flere løjer sammen. Det er to geniale hjerner, der virkelig kan udrette noget. 

Se den på HBO

Easy – sæson 3

De små skæve hverdagsdramaer er efterhånden blevet en genre i sig selv. Her på listen anbefaler vi ’High Maintenance’ og den danske ’Yes No Maybe’, hvoraf sidstnævnte, ligsom ’Easy’ drejer sig om det moderne datingliv.

Med Tinder er kærlighed (og især sex) altid lige ved hånden, men forholdene og følelserne er stadig, hvis ikke mere, komplicerede. I 'Easy' følger man i små kapitler enkelte menneskers søgning i det virvar af uanede muligheder, som ofte ender i ghosting, eller det, der er værre.

Den formår at fortælle det alment menneskelige på en måde, så det aldrig bliver forudsigeligt eller kliche-fyldt. Især historien om ægteparret, der prøver et åbent forhold, er fremragende. Her er replikkerne skåret helt skarpt op, og det er hjerteskærende at se, hvordan de tumler rundt og støder ind i hinandens følelser.

Det er tredje og sidste sæson af 'Easy', da den desværre ikke er blevet forlænget. Det er en stor skam, da den for alvor har fundet sin form og eksistensberettigelse. Den fortjener et stort publikum, og så må vi leve med, at serien (som lykken og livet og kærligheden) er kort.

Se den på Netflix

Peaky Blinders sæson 5

Der er få serier, der formår at holde sig vitale og vedrørende over mange sæsoner. Faktisk må flere og flere serier bukke under i disse år, trods streamingtjenesterne holder hånd under dem længere, end man gjorde i tidligere tv-tider.

Peaky Blinders er stadig på toppen, og faktisk er denne nye sæson endnu mere skarpt skåret end længe. Man er helt kommet sig oven på den svage tredje sæson, hvor man kunne få sin tvivl om dens levedygtighed, men den lærte af sine fejl og rejste sig formidabel i den fjerde. Den gode tendens fortsætter her i femeren.

Tommy Shelby er trådt ind på de bonede gulve i det britiske underhus, men da børsen krakker i 1929, må familien igen vende tilbage til den gode gamle gambling-forretning (og andre indbringende lyssky foretagender).

Samtidigt smuldrer familiesammenholdet. Tommy mistænker Pollys søn og øjesten, Michael, for forræderi, mens Arthurs hustru skubber på for, at han får mere magt end den flotte, men reelt tomme titel som bestyrelsesmand, som han har.

Peaky Blinders er ikke for alle. Og der er nogle, der vil studse over seriens insisteren på sin coolness med  indie rock og gangstere i super slow, men vi er mange, der ikke kan få nok, og som i vores stille sind, trods Tommy Shelbys åbenlyse mangler som far og menneske, i vores stille sind håber det lykkes ham at erobre verden.

Se den nye sæson på CMore. De første fire kan findes på Netflix.

Silicon Valley sæson 6

Der er en grundlæggende ’It’s funny, cause it’s true’-følelse over denne serie. Mike Judge (manden bag Beavis & Butthead) formår at skildre tech-verdenen, der er spundet ud af kontrol. Blot ved at skildre den nogenlunde realistisk, bliver det til stor, sort humor.

Det er den sidste sæson, hvilket egentlig er en skam, for den har slet ikke mistet tempo (eller relevans). Den er stadig helt præcis, når den viser app-alpha-mændenes lattervækkende bullshit bingo. Et velgørende spark til den verden, der er kommet til at fylde en så stor rolle i vores liv. Det vil blive savnet, når den er væk.  

Se den på HBO

Black Earth Rising

Denne serie fortjener en ekstra stjene fra start ved at tage et så tungt og svært emne som folkemordet i Rwanda til behandling. Blandt Marvel-helte og oprydningsflip skiller den sig ud i Netflix’ udvalg, men den behøver nu ikke positiv særbehandling. Den er elementært spændende, og den formår at formidle de frygtelige begivenheder på en måde, så man bliver klogere på storpolitik og de frygtelige sider af den menneskelige natur.

Hovedrollen spilles af Michaela Coel, der for alvor slog igennem i den sjove britiske serie, Chewing Gum. Hendes komiske talent får faktisk også lov til udfolde sig flere steder i ’Black Earth Rising’, og hun er i det hele taget et virkelig lovende navn på vej. Som en af de få overlevende bliver hendes karakter reddet og adopteret af anklageren ved Krigsforbryderdomstolen i Haag, og hun kommer selv til at gøre karriere ved selv samme ret.

Her skal hun finde svar på, hvordan det kunne lade sig gøre at dræbe op mod en million mennesker med macheter på lidt mere end tre måneder, hvilket fører hende til bund og top i Europa. John Goodman er også med og er som altid fremragende.

Se den på Netflix

State of The Union

I denne miniserie, hvor hvert afsnit kun er omkring 10 minutter, følger vi ægteparret Louise og Tom, hvis ægteskab hænger i tovene på grund af arbejdsløshed, utroskab og årenes generelle slitage.

Det er ingen ringere end Nick Hornby, der er kendt for de humoristiske romaner (og film) ’High Fidelity’ og ’Fodboldfeber’, som har skrevet den, og dialogen her er et skoleeksempel på, hvor rammende og vittigt sådan noget kan gøres. 

Man får associationer til en anden glimrende terapi-serie, der hedder 'In Treatment' med Gabrielle Byrne. Her er hvert afsnit en terapi-session med fem klienter, der går på skift. Men her er tonen anderledes alvorlig, hvilket gør, at man i længden godt selv kunne bruge et skud lykkepiller.  I State of The Union er tonen (og problemerne) anderledes lette uden dog at tippe over i det fjollede.

Det er en fin lille serie, og man kan næsten kun håbe på, at det ellers søde par får nogle flere problemer, så vi får en sæson mere. 

Se den på HBO

Chernobyl

Det burde være kommercielt selvmord at behandle noget så dystert og helt igennem desillusionerende som Sovjetunionens katastrofale håndtering af verdens værste atomkatastrofe. Men noget af det smukke ved denne serie-guldalder er, at der er plads (og penge) til at tage historier op, som kommercielt flow-tv aldrig ville røre selv med beskyttelsesdragt på.

Lad det være sagt med det samme: Serien er hård kost. Når man ser børn lege med støv direkte fra den radioaktive kerne, er det værre end en gyserfilm. Det løber koldt ned ad ryggen på en. Men man kan ikke lade være at blive ved med at se videre, for den er uafrystelig i sine fantastiske beskrivelser af hverdagens helte og skurke, der træder helt frem i katastrofens skær.

De sovjetiske myndigheder fremstår ikke i et så godt lys, hvilket også har medført, at russisk stats-tv nu vil lave deres egen version, som tager udgangspunkt, at det var en CIA-agent, der var skyld i eksplosionen. Det kan være, at den kan medføre nogle (ufrivillige) grin oven på alle de gys og tårer, der er fældet over denne fremragende serie.

Se den på HBO

The Loudest Voice

Roger Ailes er en stor mand, som de næsten kun bygges i USA. Han er en uomtvistelig tv-troldmand, der har ændret mediebilledet markant, han er massivt overvægtig, og han har haft en afgørende politisk hånd i skabelsen af fænomenet Donald Trump. At han ovenikøbet er en led satan med en række sex-skandaler i slipstrømmen gør ikke historien mindre arketypisk, når man skal forklare mediebranchen og patriarkens storhed og fald.

Det er ingen mindre end Russell Crowe, der har fået 100 kilo ekstra puder på den tidligere gladiator-krop, og han er som altid svært magnetisk at se på. Det er både seriens styrke og svaghed. Vi følger primært Roger Ailes kamp fra fra fyrede tv-producer på NBC til en af de vigtigste mediemoguler i hele USA, hvor han på genial (og djævelsk?) vis begynder at segmentere nyhederne til at ramme præcist den store utilfredse del af den hvide del af den amerikanske befolkning.

Har man nogen som helst interesse i politik og medier, bør man unde sig selv at se denne serie, men der er dog visse mangler, der gør, at den ikke er blandt de aller bedste. Først og fremmest bærer Russell Crowe hele historien på sine godt nok store skuldre. De fleste af birollerne er netop blot bifigurer, og det er først i slutningen af serien, at flere af dem træder i karakter.

Egentlig kunne man have foldet Roger Ailes ud over endnu længere tid, og man bliver nysgerrig på hans tid som rådgiver for blandt andre Nixon. I forhold til andre store serier som ’Billions’ er replikkerne også temmelig gumpetunge i dens ihærdige forsøg på at tegne billedet af en højreorienterede frontkæmpe, der ikke skyr nogen midler for at fremme sin dagsorden. Flere nuancer ville have understreget pointen bedre.

Når det er sagt, er man glimrende underholdt, og man får smag på at vide endnu mere om Fox, Roger Ailes og Trumps vej til magten.

Se den på HBO

After Life

Depression er svært at skildre. Og det er uhyre svært at skildre sjovt. Lidelsen er som bekendt ofte kendetegnet ved passivitet, indelukkethed og tristhed, og det er der som regel ikke meget drama i. Men det lykkes faktisk glimrende i Ricky Gervais nyeste komedie, hvor han endnu engang vender tilbage til de grå engelske rækkehuse, hvor humoren og livet sker med små armbevægelser.

Siden ’The Office’, der er en ubestridt genistreg, har Ricky Gervais på serieplan har flere sympatiske indløb som fx Derek og Extras, uden dog helt at finde melodien fra fortiden. Men After Life er klart det tætteste, vi kommer på en rigtig efterfølger. Den er dejlig politisk ukorrekt, og så er den faktisk sjov.
Ricky Gervais skriver nok ikke nye dybder til emnet depression, men han letter lidt på de tunge skyer på sin helt egen facon.

Se den på Netflix

Game of Thrones – sæson 8

Det blev nok aldrig det brag af en sæson, vi alle havde håbet. Faktisk har de seneste sæsoner gjort, at man er blevet helt i tvivl om, hvor god Game of Thrones egentlig var. Man kommer nemt til at glemme de mange store oplevelser som sublime afsnit med Hodor eller slaget ved muren, og i stedet er det de halvslappe handlingsforløb og replikker fra de seneste afsnit, hvor klichéerne og skuffelserne står i kø. 

Væk er det uforudsigelige og kontroversielle som gjorde den så elskede. Når alt det er sagt, er det stadig god underholdning, og den har også i denne sidste sæson sat nye standarder for, hvor flot og stort, man kan producere en tv-serie. En lille skuffelse, men den har stadig fortjent at komme med på listen over årets bedste. 

Se den på HBO.

High Maintenance sæson 3

Noget af det bedste ved tv-seriens gyldne periode er, at vi har fået lov til at se en helt masse nye karakterer, som der ellers aldrig var plads til på prime time. De skøre, sjove og skæve. Det er især sidstnævnte gruppe, der er omdrejningspunktet i denne lille fine serie, hvor man følger hash-cykelbuddet, der kører rundt til klienterne med sit stof.

Han er bindeleddet mellem de mange små historier om kundernes helt almindelige liv, og det er både fint og rørende fortalt. Det er ikke en lovprisning af hash. Det er blot anledningen til at fortælle om disse mange skæbner, der vikler sig ind og ud af hinandens liv i den moderne metropol.

Se den på HBO

Helved

Det er drengene fra TurboModul, Lars T. Therkildsen og Charter McCloskey, der henholdsvis instruerer og spiller i denne mørke/muntre serie. Det er deres første forsøg ud i at lave længere fiktion, og det er samtidigt Amazons første skud på det danske streamingmarked.

Plottet er en kopi af den elskelige og geniale komedie ’En ny dag truer’, som Bill Murray gjorde til en klassiker i starten af 90’erne. Her vågner den gnavne tv-vært op til den samme dårlige dag - igen og igen og igen.

Den samme forbandelse rammer her karakteren Albert (spillet af Charter), da han vender hjem til den fædrene gård som en mislykket skuespiller, der desperat forsøger at sælge landstedet for at sparke nyt liv i tilværelsen. Men som Bill Murray fejler han konstant. For blot at vågne op til en ny fiasko.

Selv om den har lånt dramaturgien fra ’En ny dag truer’ har den umiskendeligt sin egen tone og humor, og især Charter McCloskeys ’funny bones’ skaber flere sjove scener. Vi er stadig i TurboModul-land, hvor det hele er grimt, grumt og i brune nuancer. Og det er altid et sjovt sted at besøge, selv om det hedder og ligner Helved.

Se den på Amazon

Russian Doll

Du kender formentlig den fremragende ’Groundhog Day’ (En ny dag truer), hvor Bill Murray konstant vågner op til den samme elendige dag. Det er en så elegant og sjov film, at det kræver mod at forsøge at nærme sig det koncept.

Det er ikke desto mindre stort set det samme plot i den nye Netflix-serie ’Russian Doll’. Men den har en mere mørk tilgang og humor, og der er samtidigt flere twists undervejs, der gør, at den ikke bare kan afskrives som en billig kopi.

Udgangspunktet er en fødselsdagsfest for Nadia spillet af Natasha Lyonne (kendt fra Orange Is the New Black). I løbet af eller lige efter denne fest bliver Nadia dræbt igen og igen. Hun falder ned af trappen, bliver kørt over og kvæles i et kyllingeben.

Ved en tilfældighed, da hun er ved at dø i en faldende elevator, finder hun af, at hun ikke er den eneste, der befinder sig et limbo. Og det er her serien virkelig finder sin egen form. For pludselig bliver det en fælles jagt på sandheden mellem to meget forskellige mennesker, og den veksler fint mellem det dystre og det sjove.

Se den på Netflix

True Detective sæson 3

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke har set de første sæsoner af True Detective (en fejl, jeg ved det godt). Men nu har jeg givet den chancen fra denne nye tredje sæson, og nu forstår jeg hypen. Det, at jeg ikke har set de foregående, kan nogle gange være en ulempe, men den lever i hvert fald fint i sin egen form.

Mahershala Ali er et fund af en skuespiller, og han fylder hver scene med sin nærmest magnetiske karisma. I det hele taget er castet fremragende.

Man skipper elegant mellem tre forskellige tidsperioder med Mahershala Ali og mordmysteriet som omdrejningspunkt, hvilket ekstra raffineres af, at den gamle udgave af Mahershala har hukommelsesproblemer, og derfor har en tendens til at blande fortid og nutid.

Vi er i USA’s forsømte del, hvor den almindelige amerikaner har begrænset ressourcer og mudrede fremtidsudsigter. Der ulmer en konstant stemning af ubehag, som jeg kan forstå fra andre af seriens fans, er seriens varemærke, og det er med en bævende følelse, at sagens om to forsvundne børns skæbne rulles ud i al sin forfærdelighed.

Efter en, efter sigende, svag anden sæson har denne tredje udgave formentlig været make-it-or-break-it, og den test klarer den fremragende. Jeg synes i hvert fald, den er fortræffelig, og jeg vil snart kaste mig over fortidens sæsoner (og uhyrligheder).

Se den på HBO

Yes no maybe sæson 2

Det er altid dejligt at kunne tilføje en dansk serie til listen. Og hvilken en. ’Yes no maybe’ er godt nok i sin anden sæson, men den er så vellykket, at den alligevel må siges at være en af årets positive overraskelser allerede.

Serien bygger på instruktør Mads Rosenkrantz Grages egne erfaringer, som han tidligere har fortalt i interviews. Mere end 250 Tinder-dates har han været på, hvilket er med til at øge troværdigheden omkring hele baggrunden for de ofte vilde og uforudsigelige dates, som serien handler om.

I den første sæson var hvert afsnit en ofte ekstremt akavet date, hvor man fulgte hovedpersonen Mads swiper rundt i det københavnske kødmarked. Det kom der en rimeligt underholdende første sæson ud af uden dog helt at overbevise. Men i anden sæson er der kommet et gennemgående plot gennem det hele, mens de enkelte situationer og replikker også er blevet skarpere og sjovere.

’Yes No Maybe’ er et generationsportræt, som nogle gange snubler i sin iver for at vise, at den er netop det, men det hele bliver opvejet at et ægte fortællertalent og et fremragende blik for det latterlige og lattervækkende i Mads’ sengekantseventyr. Fremragende. Og godt for dansk tv, at vi får nogle nye lysende talenter.

Se den på DR