På et tidspunkt midt under den unge astrofysikerkomet Albert Sneppens talk på Heartland Festival med radioværten Iben Maria Zeuthen sker der noget bemærkelsesværdigt.

Inde i det store, røde Salon-telt, som er fyldt til randen med publikummer, måske over 500, måske nærmere 7-800 mennesker, er der varmt, ja, faktisk steghedt. Udenfor, på et grønt stykke mark, hvor der er sat en storskærm op, bliver talken mellem Sneppen og Zeuthen live-transmitteret denne fredag eftermiddag.

Foran skærmen har omkring 250 yderligere festivalgæster taget plads på græsset. De fik ikke plads inde i selve Salon-teltet, så nu sidder de her, mange af dem i skrædderstilling, og nikker insisterende op mod skærmen.

heartland talk-14.jpg

Pludselig, mens Albert Sneppen er i gang med at forklare noget om galaksernes udvikling, om sorte huller og om rum og tid, skriver han en formel ned, som så bliver kolporteret op, så alle kan læse den. Sneppen siger noget i retning af, at Einstein engang lavede en ligning, der viser, at al masse i universet er konverterbart til hinanden, og forklarer så noget i retning af, at der driver lys rundt om et sort hul med tyngdekraft, og at i og med at simple ligninger gælder på svære systemer, så gælder de på alt.

Iben Maria Zeuthen ser relativt uforstående ud, jeg selv ser også relativt uforstående ud, men blandt de hundredtallige publikummer på græsset på marken går det åbenbart rent ind. Flere rejser sig og op og uddeler en stående ovation til den 25-årige astrofysiker. De klapper slet og ret i takt.

Og nu skal jeg nok komme til det, som er bemærkelsesværdigt ved situationen. Publikummet her befinder sig udenfor Salon-teltet og ikke inde i teltet, hvor Sneppen og Zeuthen sidder og taler. Publikum klapper op mod storskærmen, som om de befinder sig i samme rum på samme tid som Sneppen og Zeuthen.

Og jeg tænker: ’Hvorfor klapper de, når Sneppen jo slet ikke kan høre eller opfatte, at de klapper?  Men så slår det mig, at det her slet ikke handler om Sneppen og Zeuthen og de kloge ting, der bliver sagt oppe på scenen – inde i teltet – om sorte huller og tyngdekraft. Det handler om fællesskabet. Og om at være sammen om at opleve noget.

Lad os få en ting på det rene med det samme. Hovedattraktionen på Heartland, der har kørt de sidste tre dage ved Egeskov Slot på Midtfyn, er ikke musikken. Det er ikke Rick Astley eller Nile Rodgers eller Lauryn Hill eller Artigeardit og Lamin eller Anne, Sanne og Lis.

Det er heller ikke de mange kunstinstallationer eller den østrigske naturvin, Meyers flæskestegs-sandwich, petanquebanen, skaldyrsbaren, gin-baren, gyros-boden, den vietnamesiske streetfood-bod, RedBull-baren, 1664-baren, labyrinten af buske, der minder om noget fra ’Ondskabens hotel’ eller tatar-tallerkenen fra Bouillon. Det er ej heller det lukkede banquet-område, hvor Falsled Kro holder til, og hvor der bliver drukket rigtig meget rødvin og er installeret en udendørs pejs.

Nej, alt dette er staffage, tilbehør, til det, det hele egentlig handler om. Nemlig de utallige talks, debatter og samtaler, som udfolder sig for fulde huse på de fire-fem talks-scener, både indendørs og udendørs, og hvor de medvirkende bliver hyldet som rockstjerner og modtager flere minutter lange bifald efter hver endt snak.

heartland talk-23.jpg

Som fx da Casper Christensen og Svend Brinkmann talte om mdma-terapi og svære livsvalg. Da Emma Holten og Mathilde Walter Clark talte om at gøre op med systemet og modtage trusler på daglig vis. Da Caspar Eric, Luka Holmegaard og Elias Sadaq talte om køn og kroppe. Da Peter Kreiner fra Noma og multimennesket Jonas Hartz talte om teambuilding-ture til Japan og om de internationale berømtheder, som er ’venner af Noma’, såsom Jeremy Strong og Lily Collins, mens de tronede på en scene, hvor der foran dem lå bundter af kålrabi, asparges og radiser.

Og da Jørgen Leth og Christina Hagen udvekslede erfaringer om et levet liv og fik publikum så meget op at køre, at Jørgen Leth rent faktisk blev rørt over, at folk nede på træbænkene på Podium-scenen åbnede deres hjerter og bare tog imod, mens han udøsede sin livsvisdom over dem og fx sagde: ”Det er hårdt at leve. Der er mange benspænd hele tiden. Det handler om at overleve. Og det håber jeg, at jeg gør lidt endnu.”

Men, kan man spørge sig selv, kommer der så i bund og grund noget ud af alle de debatter og al den snak? Forandrer det noget? Eller er det hele bare hygge-nygge-dialog og rygklapperi og en fælles hyldest af nationale ikoner?

Det taler jeg med min fotograf om, mens vi spadserer rundt blandt de 18.000 gæster, hvoraf størstedelen er iklædt fleecetrøjer, vindjakker og komfortable vandrestøvler og drikker direkte af hvidvinsflaskerne.

”Det her er et elitereservat,” siger fotografen. ”Vi befinder os midt i en kulturradikal boble for dem, der har kulturel kapital. En komfortzone for akademikere, der taler akademikersprog.

Der er jo ikke nogen her, som ikke læser Weekendavisen eller Information. Alle er enige og får bekræftet de synspunkter, de allerede har. Men hvad med de virkelige problemer ude i verden? Hvor er elektrikeren fra udkantsdanmark i alle de her debatter? Hvor er tømrerlærlingen fra Amager. Hvor er underklassen? Hvorfor taler man ikke om det, der er galt i samfundet? Og det, vi burde løse?”

Vi går lidt videre gennem festivalpladsen, forbi Tasteland-området, hvor der hænger salathoveder og dingler oppe under hvælvingen i et telt. Vi bevæger os op ad en bakke og er lige ved at støde ind i en gruppe aarhusianske reklamemænd med hurtigkneppersko og en ’Rytteriet’-agtig fremtoning. De er i strålende humør allesammen og deler rør med lakridsshots.

Jeg tænker, at det er valide holdninger, min fotograf kommer med, bestemt. Men man kunne også antage et anden synspunkt, og fx sige, at det i den tid, vi lever i, kan være virkelig sundt at komme ned i gear og sætte sig på en græsmærk for at høre folk tale om enten neutronstjerner og kilonova-eksplosioner eller om kønsforhold og landbrugsstøtte, eller om alt muligt andet, der er nogenlunde inden for spektret.

Det når jeg lige at fundere lidt over, før jeg bliver afbrudt af, at en større flok unge mennesker klædt helt i rødt og med rød farve malet i ansigterne styrter gennem festivalpladsen. De stopper pludselig og stiller sig i en formation, hvor de danser lydløst ind og ud af hinanden. Nogle går i spagat, andre kryber hen ad jorden. Og så sprinter de videre.

Da jeg en af morgenerne, hvor vi besøgte Heartland, traskede søvndøsigt ud af teltet på camping-arealet, var det første, jeg blev mødt af, synet af måske hundrede mennesker, som hoppede rundt i en rundkreds i en art Zumba-dans til lyden af tung bas. Og det har var altså klokken 9 om morgenen, i gråvejr.

Dagen før havde jeg været til en anden talk i Salon-teltet, som også havde sat sig i mig. Her, omgivet af et par enorme, kunstige potteplanter, talte Maj My Humaidan og Imran Rashid om at mange af os har mistet forbindelsen til os selv.

heartland talk-17.jpg

Det lød næsten som noget, den tyske sociolog Hartmut Rosa kunne have sagt. Han har blandt andet formuleret, at det senmoderne samfunds accelerationsprocesser og præstationspres kan medføre, at individet føler sig fremmedgjort. Eller, som han har sagt det på en anden måde: ”Moderniteten er som at løbe op ad en nedadkørende rulletrappe.”

Vi halser med andre ord afsted, hele tiden. For Hartmut Rosa er ’kuren’, at vi fra tid til anden bør vende os væk fra tidspresset og sørge for, at vi også dyrker nærværet og det formålsløse fx gennem musik, natur og samtaler.

Under talken i Salon-teltet var Maj My Humaidan inde på noget lignende. Hun fortalte om baggrunden for sin bog, ’Ærø Manifestet’, da hun og hendes partner i 2015 valgte at flytte fra storbyen og ud midt i ingenting for at gøre oprør mod hamsterhjulet.

”Jeg gik konstant inde i byen og sammenlignede mig med alle andre. Jeg havde tre små børn, et boliglån, et fuldtidsjob og et parforhold, der måske, måske ikke, ville holde. Og så besluttede vi os for at udfordre, hvordan vi lever. Jeg satte mig for at fjerne mig fra kulturen for at give min egen natur plads,” sagde Maj My Humaidan og tilføjede: ”Og for at gøre det behøver man altså ikke at flytte ud på en ø, skal det lige siges. Man kan også bare flytte ud på en mark.”