Her er årets bedste portrætfoto: ”Jeg var længe i tvivl om, hvad jeg skulle gøre af billedet"
Foto: Erik Viklund

Her er årets bedste portrætfoto: ”Jeg var længe i tvivl om, hvad jeg skulle gøre af billedet"

Svenske Erik Viklund modtog 1. præmien ved portrætkonkurrencen 'Portræt Nu' på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i sidste uge. Bag vinderportrættet ’Leif’ gemmer sig en tragisk historie. Kort tid efter, Viklund tog billedet af sin gode ven, begik Leif selvmord i det selvsamme rum, hvor fotograferingen havde fundet sted. Her fortæller fotografen om sit meget personlige portræt.

Hvem var Leif?

”Leif var en ven til mig, og vi boede tæt ved hinanden i Stockholm. Jeg kendte både ham og hans kone godt.”

Hvordan var hans liv?

”Det var vel ganske roligt. Han brugte det meste af sin tid på at skrive derhjemme. Han skrev meget om sin historie og de problemer, som han havde haft i løbet af sit liv. Man kan sige, at han forsøgte at komme med hans version af de fejl, som han havde begået. Han skrev om sin opvækst, ungdom og sit voksenliv, som havde været meget hårdt. F.eks. blev han sent diagnoseret med ADHD - først som 60-årig. Man kendte slet ikke til ADHD, da han var lille, og det gav ham nogle problemer og udfordringer.”

Hvordan var jeres venskab?

”Jeg flyttede til Stockholm i 2010 og kom til at kende Leif og hans kone stort set med det samme. Ellers havde jeg kun min bror i byen og ikke så mange andre, fordi jeg havde lagt mit gamle liv bag mig. Leif og Reidun var to personer, som så på mig uden min forhistorie, og jeg så på dem på samme måde. Det gjorde det til et fint og specielt venskab. Vi hang ofte ud, selvom han var 40 år ældre end mig. Vi drak kaffe, og jeg hjalp ham med hans tekster, og han hjalp mig med fotografierne.”

Hvordan døde han?

”Man kan sige, at han havde kontrol over sit liv helt indtil slutningen på det. Han holdt helt op med at spise sin medicin, og kort tid efter blev han fundet af Reidun. Han efterlog sig en lille seddel i det samme rum, hvor jeg også har fotograferet ham, men ingen kom til at læse den. Reidun ville ikke, og senere forsvandt sedlen, da huset skulle flyttes af myndighederne på grund af en presserende ombygning af byen.”

Erik-Viklund-Untitled-719x900.jpg

Hvorfor tog du dette portræt af ham?

”Jeg er fotograf og tager ofte billeder af mennesker, som står mig nær, men det var første gang, at jeg tog et rigtigt portræt af ham. Vi var længe sammen i rummet kun ham og jeg for at finde det rigtige moment. Jeg vil ikke have, at der er en form for maske ved et portræt, hvilket kræver, at processen er meget intim og lang. Et portræt skal have et nærvær og føles ægte.”

Hvad er historien bag trærammen til portrættet?

”Jeg var længe i tvivl om, hvad jeg skulle gøre af billedet. Jeg syntes godt om det, men vidste ikke, hvilken plads i verden det skulle have. Men efter Leif og Reidun gik bort, tog jeg ofte hen til deres hus og fotograferede de tomme rum. Det var vel en form for bearbejdning, jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Senere blev huset flyttet af myndighederne ud til en nærliggende eng, fordi der skulle laves en vej til indkøbscentret Mall of Scandinavia. Dørene blev låst, og vinduerne blev aflukket med plader af plywood. Huset havde ikke godt af at stå på en eng, fordi der var meget fugtigt, det begyndte at lugte grimt og gik i forfald. Jeg oplevede, at selve huset blev en form for krop, og jeg blev meget besat af det.

For to år siden kom jeg ind i huset igen, og der var en ubehagelig stemning derinde. Huset blev brugt af hjemløse nu, og jeg fandt en ung mand, der lå død med en sprøjte i benet. Altså, endnu en krop. En stor del af dette projekt for mig har været, at jeg ligesom har stået på sidelinjen og betragtet, hvor uretfærdigt livet kan være, og hvordan livet kan udvikle sig. Denne døde mand var yngre end mig. Herefter besluttede jeg mig for at fjerne pladerne fra vinduerne for at bruge dem som ramme til billedet, så lyset igen kom ind i huset, og jeg fik sat Leif et minde. Jeg er helt overbevist om, at Leif ville have kunnet lide ideen.”

’Portræt Nu!’

Carlsbergfondets portrætpris er en konkurrence for nordiske kunstnere, der afholdes på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot hvert år siden oprettelsen i 2007. I år er vinderne fundet ud af et felt på 1.641 værker, hvoraf 100 er blevet udvalgt til selve udstillingen på slottet. Med 1. prisen følger 85.000 kroner.

De tre hovedpriser:

1. prisen på 85.000 kroner gik til Erik Viklund (SE) for værket ‘Leif’ (foto)
2. prisen på 35.000 kroner gik til André Nordström (SE) for værket ‘Actress Singing Karaoke’ (grafit og pastelblyant)
3. prisen på 15.000 kroner gik til Martina Müntzing (SE) for værket ‘Elsa’ (oliemaleri)

Hvad tænker du på, når du kigger på billedet?

”Jeg læste engang, og jeg er enig i det, at fotografiet er den bedste kunstform til at mingle med døden. Alle billeder viser noget, der er forbi. Det tænker jeg på, når jeg ser på billedet. Men jeg tænker også, at jeg kan lide billedet, fordi Leif er meget levende og nærværende på det. Og så ser han på mig og ikke direkte ind i kameraet.”

Hvorfor blev du fotograf?

”Jeg var vel 26-27 år, da jeg begyndte at fotografere og interessere mig for det, men, præcis om hvorfor, det er svært at svare på. Det er helt enkelt en del af mig. Det er dét, jeg gør.”

Hvad kommer prisen ved 'Portræt Nu' til at betyde for dig?

”At jeg kan fortsætte med at fotografere.”

Erik Viklund

Født i 1982 i Luleå i Sverige. Uddannet i fotografi ved Akademin Valand i Göteborg fra 2015. Har udgivet tre fotobøger; 'Om han var' (2018), 'Sönder' (2014) og 'Stilla Hastighet' (2012). Vinderportrættet 'Leif' er en del af et større bogprojekt, som han arbejder på i øjeblikket. Bosat i Stockholm.

Se, hvad vi ellers skriver om: Foto og Interview