Hvem var Leif?

”Leif var en ven til mig, og vi boede tæt ved hinanden i Stockholm. Jeg kendte både ham og hans kone godt.”

Hvordan var hans liv?

”Det var vel ganske roligt. Han brugte det meste af sin tid på at skrive derhjemme. Han skrev meget om sin historie og de problemer, som han havde haft i løbet af sit liv. Man kan sige, at han forsøgte at komme med hans version af de fejl, som han havde begået. Han skrev om sin opvækst, ungdom og sit voksenliv, som havde været meget hårdt. F.eks. blev han sent diagnoseret med ADHD - først som 60-årig. Man kendte slet ikke til ADHD, da han var lille, og det gav ham nogle problemer og udfordringer.”

Hvordan var jeres venskab?

”Jeg flyttede til Stockholm i 2010 og kom til at kende Leif og hans kone stort set med det samme. Ellers havde jeg kun min bror i byen og ikke så mange andre, fordi jeg havde lagt mit gamle liv bag mig. Leif og Reidun var to personer, som så på mig uden min forhistorie, og jeg så på dem på samme måde. Det gjorde det til et fint og specielt venskab. Vi hang ofte ud, selvom han var 40 år ældre end mig. Vi drak kaffe, og jeg hjalp ham med hans tekster, og han hjalp mig med fotografierne.”

Hvordan døde han?

”Man kan sige, at han havde kontrol over sit liv helt indtil slutningen på det. Han holdt helt op med at spise sin medicin, og kort tid efter blev han fundet af Reidun. Han efterlog sig en lille seddel i det samme rum, hvor jeg også har fotograferet ham, men ingen kom til at læse den. Reidun ville ikke, og senere forsvandt sedlen, da huset skulle flyttes af myndighederne på grund af en presserende ombygning af byen.”

Hvorfor tog du dette portræt af ham?

”Jeg er fotograf og tager ofte billeder af mennesker, som står mig nær, men det var første gang, at jeg tog et rigtigt portræt af ham. Vi var længe sammen i rummet kun ham og jeg for at finde det rigtige moment. Jeg vil ikke have, at der er en form for maske ved et portræt, hvilket kræver, at processen er meget intim og lang. Et portræt skal have et nærvær og føles ægte.”

Hvad er historien bag trærammen til portrættet?

”Jeg var længe i tvivl om, hvad jeg skulle gøre af billedet. Jeg syntes godt om det, men vidste ikke, hvilken plads i verden det skulle have. Men efter Leif og Reidun gik bort, tog jeg ofte hen til deres hus og fotograferede de tomme rum. Det var vel en form for bearbejdning, jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Senere blev huset flyttet af myndighederne ud til en nærliggende eng, fordi der skulle laves en vej til indkøbscentret Mall of Scandinavia. Dørene blev låst, og vinduerne blev aflukket med plader af plywood. Huset havde ikke godt af at stå på en eng, fordi der var meget fugtigt, det begyndte at lugte grimt og gik i forfald. Jeg oplevede, at selve huset blev en form for krop, og jeg blev meget besat af det.

For to år siden kom jeg ind i huset igen, og der var en ubehagelig stemning derinde. Huset blev brugt af hjemløse nu, og jeg fandt en ung mand, der lå død med en sprøjte i benet. Altså, endnu en krop. En stor del af dette projekt for mig har været, at jeg ligesom har stået på sidelinjen og betragtet, hvor uretfærdigt livet kan være, og hvordan livet kan udvikle sig. Denne døde mand var yngre end mig. Herefter besluttede jeg mig for at fjerne pladerne fra vinduerne for at bruge dem som ramme til billedet, så lyset igen kom ind i huset, og jeg fik sat Leif et minde. Jeg er helt overbevist om, at Leif ville have kunnet lide ideen.”