Ny bog om de første frømænd i Danmark
Foto: Filip Nielsen © Langelandsfort

Ny bog om de første frømænd i Danmark

Filip Nielsen fra Frømandskorpsets første dusin: ”Jeg forestillede mig palmer og strande, men mødte et helvede”

I en ny billedfortælling skildrer koldkrigshistorikeren Peer Henrik Hansen dannelsen af Frømandskorpset i 1957, hvor Filip Nielsen var blandt de første ni frømænd, der sled sig igennem de hårde prøvelser.

Det var en fuldstændig mørk sommernat i 1957 på Bornholm. Filip Nielsen og fire andre frømænd skulle svømme ind og sætte en radarstation ud af drift på en øvelse. Det regnede, og det regnede. Da de kom på land, skulle de igennem flere elektriske indhegninger, hvor bøndernes køer gik. Problemet var bare, at de intet kunne se, og at de var våde fra top til tå.

De vidste, at de alle på et tidspunkt ville ramme ind i stødhegnet og blive grillet. Dog ikke hvornår.

”Første mand i rækken tog turen, og så stod det op med flammer i vedkommende. Når han var futtet igennem, kom han bagerst i rækken, og en ny mand måtte tage det næste stød, når vi nåede endnu et elektrisk hegn igen. Vi kom alle igennem turen to-tre gange, og det gjorde forbandet ondt, fordi stødet gik i hele kroppen. Vi så ud som fakler,” siger 80-årige Filip Nielsen og tilføjer:

”Det var en ubehagelig opgave, og jeg tror ikke, at der ville være mange værnepligtige, som havde fortsat turen, men vi havde ikke noget valg. Vi skulle bare frem. Det lå så stærkt indgroet i os.”

Filip Nielsen og de andre frømænd under uddannelsen blev udsat for lidt af hvert det halve år. De var Frømandskorpsets prøvekaniner. 240 unge mænd søgte ind på den nye og ukendte eliteenhed i sommeren 1957. 13 startede, og ni gennemførte. Heriblandt Filip Nielsen.

Filip Nielsen © Langelandsfort

60 år senere sidder han nu i en af udstillingshallerne på Koldkrigsmuseumet Langelandsfort og bladrer i den billedfortælling, som koldkrigshistorikeren Peer Henrik Hansen har udgivet på People’sPress. ’Frømænd – det første dusin’ hedder den. Mange af billederne i bogen er Filip Nielsens egne. Han fik lov til at dokumentere hverdagen på Marinestation Kongsøre ved Isefjorden, hvilket er unikt, mener Peer Henrik Hansen.

”Det har overrasket mig, at ingen skred ind for de billeder dengang. Filip kalder dem selv for lidt ferieagtige, men i dag ville de have været utænkelige, fordi sikkerhedsniveauet er et andet sted, hvor det er forbudt for dem at tage billeder af hverdagen på Frømandskorpset,” siger historikeren.

Filip Nielsen © Langelandsfort

Begge kender hinanden fra Koldkrigsmuseum Langelandsfort, hvor Peer Henrik Hansen er leder, og Filip Nielsen arbejder som frivillig. En dag overraskede den tidligere frømand historikeren med en cd fyldt med gamle billeder fra sin tid i Frømandskorpset.

”Jeg har længe gået op og ned af Filip her på museet uden at ane, at han var blandt de allerførste frømænd i Danmark. Hvis jeg mødte ham på gaden, ville jeg bare tænke, at han var en rar og venlig morfar, men han er altså trænet til at slå ihjel. Da jeg fandt ud af det, blev jeg med det samme meget interesseret i at høre mere, fordi han er uddannet, mens den kolde krig for alvor var kold,” siger Henrik Hansen og fortsætter:

”Frømandskorpset er kold krig, når det basker. Det bliver skabt på grund af den kolde krig, men jeg vidste også, at kilderne til at fortælle den historie var næsten ikke eksisterende.”

Fjenden fra Øst havde atomvåben, og Sovjetunionen var klar til at rykke vestpå med dem. 

Alle forberedte sig på det værste og var nødt til at have nogle modtræk, hvis den kolde krig brød ud. Frømandskorpset var en lille prik af mange i det danske forsvar. Frømændene skulle være i stand til at blive sluset ud af torpedorøret et eller andet sted og gå ind i en havn og placere en sprængladning på et skib og væk igen uden at blive opdaget. De skulle også være havets spioner.

”Vi skulle om bag fjendens linjer eller gå i land i Østblokken og så være der i to-tre dage og spionere dem,” forklarer Nielsen.

Om de nogensinde har spioneret russerne, eller hvad de har lavet af andre opgaver, vil Nielsen og de andre frømænd ikke ud med. De lukker i med det samme, når samtalen kommer ind på det. Sådan er det bare. Kun ganske få kender til deres missioner.

Men Nielsen vil gerne fortælle om, hvordan de blev uddannet.

Han var 19 år, da han søgte ind på Frømandskorpset. I to år havde han været en del af Stevnsfortet på kystbefæstningen. Her kedede han sig bravt, så da han hørte om den nye specialuddannelse, tilmeldte han sig straks uden at ane, hvad den gik ud på.

”Jeg kunne godt lide vand og tænkte, at det kunne være sjovt at lære at dykke. Jeg forestillede mig palmer og flotte sandstrande oppe i hovedet, men det viste sig hurtigt at blive til et helvede. Det sjove forsvandt i hvert fald ret hurtigt. Der var ingen af os, der troede, at vi skulle uddannes til elitesoldater.”

Men det blev de.

Programmet begyndte hver dag klokken seks-syv om morgenen, hvor den stod på løbetræning, inden de senere blev undervist i alt fra dykning, sabotage og brug af våben. I vandet tilbragte de især mange timer. Mellem tre til fire om dagen. Uanset årstiden.

”Det trætter at ligge i vand, og du bliver træt af vand både fysisk og psykisk. Du gider simpelthen ikke ligge mere i det til sidst,” siger Nielsen.

Arbejdsdagen var typisk først omme omkring aften, men kunne også fortsætte til langt ud på natten. De kunne komme hjem fra en natøvelse klokken 06.30 og så begynde på den næste dag klokken 07.00.

”Det hårdeste var klart, at vi sov for lidt.”

Ingen kendte til at uddanne en frømand, så skruen blev strammet det ekstra for at være på den sikre side.

”Vores næstkommanderende indrømmede selv på et senere tidspunkt, at de nok havde sat kravene lidt for højt oppe, end de egentlig behøvede. Han følte, at hvis ikke han drev det helt ud i det ekstreme, så kunne det være, at det ikke var godt nok, og han blev bebrejdet for det.”

Filip Nielsen © Langelandsfort

En gammel rødmalet spejderhytte var deres hjem. Kakkelovnen i midten af rummet var eneste varmekilde, og den var ikke nok. Frømændene frøs, når de endelig fik chancen for at sove.

Tanken om at give op strejfede dog aldrig Nielsen. Men flere faldt fra undervejs. De fleste gjorde det i starten af uddannelsen på grund af den psykiske udfordring.

Især nattesvømningen knækkede flere.

Alt var sort, når de dykkede på disse sene tidspunkter. Det gjorde ingen forskel, om de åbnede eller lukkede øjnene. Eneste ledestjerne var kompasretningen mod den havn, de skulle angribe.

”Du kan ikke se noget, før du støder hovedet ind i bolværket.”

Det gjorde så ondt, at mange havde lyst til at søge mod overfladen. Men det måtte de ikke, for så ville fjenden opdage dem.

”Så lader du dig falde ned mod bunden af havnen i stedet for.”

Og de danske havbunde var lossepladser. Fyldt med gamle bildæk og døde torsk. Her sad Nielsen selv engang fast i en motorcykel.

”Den var altså tung, men det handlede om ikke at gå i panik og i stedet roligt prøve at komme fri. Det hjalp ikke at begynde at slås rundt med den, men der var nogle, der ikke havde nerverne til sådanne oplevelser.”

Det var også en del af uddannelsen, at frømændene skulle lære at dræbe deres egen kammerat, hvis han var såret og ikke kunne komme med hjem. Ingen var interesseret i at falde i fjendens hænder. Kniven skulle ind i siden, forklarer Nielsen.

 ”Jeg havde bestemt ikke lyst til det i dag, men dengang, hvor vi var i det, var vi alle i stand til det.” 

Efter frømandsuddannelsen boede han det næste halve år på Kongsøre som underviser for de nye elever, inden han blev sendt på Langelandsfortet. Et par år senere trådte han ud af militæret og blev selvstændig, hvor han underviste i professionel dykning.

Tilbage i udstillingshallerne på Koldkrigsmuseum Langelandsfort beder vi Filip Nielsen her til sidst om at forholde sig til et par enkelte billeder fra bogen og foreklare, hvad der foregår:

Filip Nielsen © Langelandsfort

”Det er mig, der sidder og smiler, imens vi hamrer vores hænder ned i en bjælke. Det var for at styrke vores håndkant. Der blev spredt sand på bjælken, og så klaskede vi ellers hænderne på skift ned i den for at få hård hud på siden. Hænderne var vores våben, og vi skulle lave håndkantsslag, hvis vi skulle snige os ind på en vagtpost eller kom i håndgemæng med fjenden. Du slår hurtigere strubehovedet i stykker med den hårde kant. Du kan se på billedet, at vi havde det sjovt i lejren, selvom vi var pressede.”

 Filip Nielsen © Langelandsfort

”Vi fejrer her, at vi er færdige med uddannelsen og brænder Maren – den forbandede bjælke. Maren er stadig en del af Frømandskorpset i dag, men det er selvfølgelig ikke den oprindelige fra 1957, som vi satte ild til. Maren vejer 300 kilo, og vi skulle bære rundt på den overalt. Også i vandet. Og den blev tungere, jo længere vi nåede hen i uddannelsen, fordi vi blev færre til at løfte den.  Officererne var taget til møde i København, og vi hadede den her bjælke så inderligt, så du ikke drømmer om det. Vi betragtede det som et torturinstrument. Jeg havde sågar mareridt om natten om Maren."

"Vi blev enige om, at nu brændte vi det lort der. Det kan måske virke lidt underligt at hævne sig på en egetræsbjælke, men det havde vi altså lyst til. Officererne blev bestemt ikke glade, da de fandt ud af det. Det må være det dyreste stykke træ, der er blevet solgt i Danmark, og vi blev alle trukket i løn.”

 Filip Nielsen © Langelandsfort

”Holger ”Marokko” Pedersen var hjælpelærer, men måtte udgå på grund af en plet på lungen. Han var berygtet for sine evner inden for guerillataktik. Han kunne snige sig ind på dig i en skov, uden at du hørte ham. Han knækkede ikke én eneste gren undervejs. Prøv selv at forestil dig, hvor svært det er.” 

LÆS OGSÅ: Se hvad det kræver at bestå Frømandskorpsets fysiske test

LÆS OGSÅ:Long Read: Mit liv som Mads Holger

LÆS OGSÅ: Kuglepenne, joints og bamser: Det boomer med gaver ved Dan Turells og Natasjas gravpladser
 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Krig og Foto