Guide: Det skal du opleve på BogForum

Guide: 8 gode arrangementer på BogForum

Guide: Det skal du opleve på BogForum
Offentliggjort

Der sker omkring en million ting, når BogForum indtager Bella Center i weekenden. At navigere på BogForum kan være lige så komplekst som at komme igennem en Dostojevski-roman. Vi har fundet otte arrangementer på programmet, du ikke må gå glip af.

FREDAG 8. NOVEMBER

Mød fodboldkommentatorerne Carsten Werge og Per Frimann til en snak om deres bog ’Verdens 100 bedste fodboldspillere’, hvor de to herrer har rangeret de bedste fodboldspillere i øjeblikket fra 1 til 100. Hvad skal der til for at blive nr. 1? Spørg, og du skal få svar.

Kl. 13.30-14 på Lindhardt & Ringhofs stand.

FC Barcelona vs. Real Madrid. Den evige kamp mellem de to hold bliver diskuteret af tidligere fodboldspiller og nuværende fodboldkommentator Morten Bruun, sportsjournalist Luna Christofi og journalist Tonny Vorm.

Kl. 15-16 på Aarhus Universitets Forlags stand.

Bliv klogere, når bl.a. Erling Jepsen, Anna Grue, Knud Romer og Ane Cortzen dyster i DR-vært Adrian Hughes’ hjernevridende litteraturquiz.

Kl. 16-17 på Scenen.

Overlægen Steffen Jacobsen slog for alvor igennem som forfatter med sin spændingsroman ’Trofæ’, der blev udgivet i februar. Lyt med, når han bliver interviewet af journalisten Mette Vibe Utzon.

Kl. 18 i BogCaféen.

LØRDAG 9. NOVEMBER

Hvorfor hedder det 'Tiøren er faldet', ’Man skal ikke købe katten i sækken’ og ’Alle veje fører til Rom’. Kig forbi Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs stand og få ordbogsredaktørernes svar på finurlighederne i det danske sprog og de danske talemåder.

Kl. 10.45 og tre timer frem på Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs stand.

DR Romanklubben har indfanget to af de nominerede forfattere til DR Romanprisen 2014. Hassan Preisler vil fortælle om sin meget omtalte debut ’Brun mands byrde’, der er en god blanding af selvfiktion og samfundssatire. Erling Jepsen fortæller om ’Den sønderjyske farm’, der er den tredje bog om drengen Allan og hans familie i Sønderjylland i tresserne. Første bog var ’Kunsten at græde i kor’.

14.45-15.45 på DR Scenen.

18-årige Yahya Hassan er uden tvivl en af de mest omdiskuterede digtere i Danmark i øjeblikket. Hør ham læse op fra sin nye digtsamling, der handler om hans hårde opvækst i indvandrermiljøet. Digtsamlingen er allerede trykt i 25.000 eksemplarer.

16.30 på SPOTscenen.

SØNDAG 10. NOVEMBER

Den norske forfatter Erlend Loe er kendt for sine humoristiske hverdagsportrætter. Senest med romanen ’Fvonk’, som udkom i år. Journalisten Rune Skyum-Nielsen spørger ind til bogen og dens temaer.

Kl. 16 i BogCaféen.