Man siger ofte om os danskere, at vi afskyr konfrontationen og den svære snak. At vi kun vil hygge, og at vi ikke kan rumme det ubehagelige. Det kan der muligvis være noget om, men i filmens verden passer det ingenlunde. Her er vi mestre i at dykke ned i det skøre, det skæve og det skrøbelige, og Niels Arden Oplevs ’Rose’ passer som hånd i handske i den stolte, socialrealistiske filmtradition, vi kender så godt.

Arden Oplevs nye film udspiller sig i en sensommeruge i 1997, hvor en busfuld glade nordjyder drager mod Paris, og hvad de tror skal være en klassisk ferietur til byernes by. Med på turen er Inger (spillet af Sofie Gråbøl), der, 10 minutter efter bussen har sat kursen mod den franske hovedstad, informerer resten af selskabet om, at hun har skizofreni. Det udfordrer med det samme de ligusterhæksliderlige medpassagerer, og særligt den retskafne og snæversynede tysklærer Skelbæk (Søren Malling) kan slet ikke forlige sig med den anomali, Inger udgør i gruppens sociale dynamikker. Men Inger er meget mere end sin sindstilstand.