Jon Nørgaard går viralt i hele verden lige nu: ”Det er noget af det mest uventede, jeg nogensinde har oplevet”

Dog ikke så meget i Danmark …

Jon Nørgaard går viralt i hele verden lige nu: ”Det er noget af det mest uventede, jeg nogensinde har oplevet”
Offentliggjort

Jon Nørgaard, som i 2002 vandt TV 2-talentprogrammet 'Popstars', kan i disse uger se sig selv gøre et opsigtsvækkende comeback på den internationale musikscene. Det gamle hit ’Turn the Lights Off’, som han i 2010 udgav i samarbejde med Kato, er nemlig på mærkværdig vis gået viralt i store dele af verden, hvor det er braget ind på radioplaylister og sociale medier med tsunamistyrke.

Det hele er sat i gang af en ny indspilning af sangen med streameren Jaxstyle og den litauiske DJ Justé, der har sørget for vind i sejlene til begge versioner. Den nye er gået ind som nummer ét på den kinesiske streamingplatform Kugou Music, mens sangen også ligger i top 10 i Polen og kører i høj rotation på Hollands største dance-radio, SLAM!, hvor den er ugens 'Grand Slam', svarende til P3’s Uundgåelige.

På Shazam er originalen gået ind som nummer fire, og samme placering har den på Instagram, der med sine tre milliarder brugere har sangen som en af de mest populære baggrundslyde lige nu.

”Det her er noget af det mest uventede, jeg nogensinde har oplevet i min ellers vilde karriere. Det har bekræftet mig i, at hårdt arbejde betaler sig. For 15 år siden arbejdede vi i døgndrift for at få musikken ud at flyve – og det her var aldrig sket uden den indsats. Det giver mig troen på, at når man knokler og gør sig umage, kan musik få et evigt liv, man aldrig havde turdet forestille sig. At se både en ny generation danse til vores nye udgivelse og dem, der voksede op med den originale, tage sangen til sig på ny – det er et øjeblik, jeg ikke havde på mit bingokort for 2025,” udtaler Jon Nørgaard i en pressemeddelelse.

Men det er altså mest uden for Danmarks grænser, at tingene tager fart for den 40-årige popsanger, der på den danske Spotify Top 50 endnu ikke kan skimte sit eget navn. Men hvorfor også bekymre sig om det, hvis man kan gå nummer ét i Kina?

Siden sin karriere som sanger i 00’erne har Jon Nørgaard skabt sig et navn bag kulisserne i musikbranchen. Her har han stået bag allround-musikselskabet II, der – udover ejeren selv – har navne som Martin Jensen og Hedegaard i folden.