Jonathan Franzen
Foto: Nina Buth Olsen Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen besøgte Heartland Festival, hvor han deltog i en talk med Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik.

Jonathan Franzen: ”Vi bør tænke realistisk på klimaforandringer hele tiden"

Den verdensberømte amerikanske forfatter besøgte den midtfynske festival Heartland med et budskab om, at vi må til at tænke anderledes på de store emner, der presser sig på. Det værste, man kan gøre, er at vende ryggen til, mener han.

”Det minder jo om en flygtningebolig, det her!” udbryder Jonathan Franzen, da han ser barakken, hvor vi har tid til en snak.

Den amerikanske forfatter har lige afholdt en såkaldt ”talk” på festivalen Heartland ved Egeskov Slot på Fyn. Mudderet fra Kristi Himmelfartsdagsregnen dansede stadig om publikums gummistøvler, mens Franzen talte om alt fra den romanforfattergerning, der har frembragt milepæle i litteraturhistorien som ’Korrektioner’ og ’Frihed’, til glæden ved fuglestemmer.

For tiden er han aktuel på dansk med sin fjerde oversatte essaysamling ’Ved enden af verdens ende’. Her giver han alt fra katte, der jager fugle, til sociale medier, der fordummer folk i uhørt grad, én med krabasken. Men alligevel gennemsyres samlingen også af et rejsende menneske, som ikke selv ved, hvilket ben han skal stå på, når vi taler om klodens problemer med klimaforandringer.

For findes der overhovedet mennesker i den moderne verden, som ikke er bare en anelse hykleriske?

”Vi ville slet ikke have et samfund, hvis der ikke var hykleri. Så var vi faldet sammen for længst,” siger Franzen og dumper ned i en lædersofa indenfor i barakken.

”Hykleriet er jo overalt. Jeg taler og skriver meget om, hvordan vi bør redde naturen, mens vi kan, men så skriver folk til mig, at jeg ikke burde flyve verden rundt på grund af de klimaaftryk, jeg sætter. Og de har jo ret. Så er jeg en hykler? Nej, jeg er bare ikke ung længere. Unge mennesker er meget idealistiske. De tror, at vi kan ændre og måske ligefrem redde verden, hvis de bare lader være med at begå de fejl, som folk før dem har begået.”

Jonathan Franzen4.jpg

Pludselig griner amerikaneren. En befriende latter, der lyder af kaffe og tungt jetlag.

”Sådan var jeg også selv, indtil jeg kom i 30’erne. Men så blev jeg skilt, og du kan ikke gå igennem en skilsmisse og stadig tro, du er ren og kan redde alting. Jeg tror, den konklusion rammer alle på et tidspunkt. Lad os håbe, at når vi ikke beskylder andre for at være hyklere, så kan vi heller ikke selv være det. Det ville da være en god tanke, ville det ikke?”

Jonathan Franzen er en rockstjerne i international litteratur. At han er kommet til Heartland er i sig selv en lille dansk sidehistorie i fortællingen om én af det nye årtusindes mest feterede skribenter. Gennembruddet kom i 2001 med ’Korrektioner’ om en Midtvesten-familie, der så dysfunktionel, at læsningen gør ondt. Den roman indbragte forfatteren den prestigiøse National Book Award.

I 2010 cementerede Franzen så sin status med ’Frihed’, der sendte ham helt om på forsiden af Time Magazine. Få forfattere har prydet denne.

Selv er han dog mere interesseret i, hvordan vi taler og skriver til hinanden. Hans romaner og essaysamlinger handler om, hvordan vi finder en fælles klang. Eller måske rettere, hvordan vi aldrig finder en egentlig samklang.

”Vi må se på Jordens forandring i en mindre skala,” siger Franzen her i barakken og læner sig tilbage i lædersofaen.

”Jeg skriver og taler meget om klima og natur, fordi jeg mener, vi er i problemer. Vi kan simpelthen ikke tale ordentligt om klima. Det er for abstrakt for os, for det enkelte menneske er så lille en del af det, at det er svært at fatte. I stedet er den menneskelige natur, at vi bare vænner os til det varmere vejr og de mere ekstreme forhold. For alternativet er jo ikke til at holde ud.”

Derfor mener amerikaneren også, at vi som mennesker skal være mere konkrete og ligefremme, når vi taler om klima. Ellers er det nemlig umuligt at redde noget som helst.

Jonathan Franzen5.jpg

”Teoretisk set kan vi gøre noget ved klimaforandringerne, men hvis man ser på det realpolitiske, så kan vi ikke. Vi har kendt til de her forandringer på vores klode i over 30 år, og vores svar har været at pumpe endnu mere kulstof ud i verden. Derfor er det er svært at forestille, hvordan vi skal nå at rette op på det, men jeg tror til gengæld, at vi kan gøre rigtig meget for at ændre naturen og holde fast i de mange dyrearter, der er ved at uddø. Hvis vi beskytter grønne områder, gør vi da en smule.”

Franzen korrigerer kort på hornbrillerne, som er faldet ned på næsen. Han rammer en tanke, der tydeligvis tager ham langt væk fra både barak og fynsk smat. Så siger han:

”Jeg tror, vi skal være mere konkrete som mennesker. Vi må spørge os selv, hvad vi holder af og forsøge at bevare eller måske ligefrem forbedre det. Jeg holder af at kigge på fugle. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at de ikke uddør. Blandt andet ved at skrive om dem.”

Fuglene er et tilbagevendende tema hos Jonathan Franzen. Han er så vild med dem, at han fra sit hjem i Californien gerne starter hybridbilen op og kører ud i terrænet, hvis rygterne går om en sjælden art, der er drejet forkert ved Sibirien og er endt i USA. Og det er lige præcis denne tilgang, forfatteren anser for afgørende. Vi mennesker må hylde naturen, men også tale ærligt om dens eksistensgrundlag.

”Når vi læser om klimaforandringer, må vi ikke vende os væk, men tværtimod forstå, at de er i gang. Det betyder ikke, at vi ikke længere er de samme mennesker, som vi var før. Det betyder bare, at vi skal acceptere forandringerne og reagere på dem. Som romanforfatter er det jo mit stof, vi taler om her. Mennesker er mennesker, men vi fungerer kun, hvis vi kan komme til erkendelser og ikke bare lever uden dybere tanker.”

Det er berøringsangsten, den er gal med, ifølge Franzen. Han læner sig en anelse frem her i sofaen og konstaterer tørt, at moderne mennesker bruger tiden på at sniksnakke på de sociale medier og er bange at tale om store ting. Lige fra døden til klimaforandringerne.

”Vi bør tænke realistisk på klimaforandringer hele tiden, ligesom vi bør tænke på døden. Jeg har en teori om, at gode mennesker sommetider tænker på døden, mens fjolser aldrig tænker på den,” siger han og lader blikket glide hen over brillernes stel med et skævt smil. Så tørrer han det væk i en sammentrukken mimik.

”Det er vigtigt, at vi tænker over disse ting, for ellers bliver de ikke naturlige. Det er en menneskelig reaktion at lade være, men det går ikke. Hvis du aldrig har været på et hospital i længere tid, så har du en idé om, at det er et ubehageligt sted. Men hvis du har siddet på et hospital og set en af dine forældre dø, så kommer du ud på den anden side på en bedre måde. Det farlige er væk, og du lever ikke med frygten længere. Du er trist, men det er også en langt bedre følelse, end frygt er. Langt bedre … og mere håndgribelig!”

- Men hvordan finder man så mening i en verden, hvor det eneste, man kan redde, er naturen for en stund, men ikke klimaet på længere sigt?

”Åh, det er svært at koge ned, men okay, jeg skal forsøge. Jeg elsker mine brødre, og jeg ved, at de kommer til at dø, og eftersom de er ældre end mig, dør de sandsynligvis før, jeg gør,” siger forfatteren og lægger en knyttet næve under hagen.

”Men hvis jeg ikke skulle tænke over det, så skulle jeg jo egentlig sige, at jeg er ligeglad med mine brødre. Der er reelt ingen forskel på det og på at vende ryggen til klimaforandringer, men når jeg stiller det op som fortællingen om brødre, så lyder det jo helt grotesk, ikke sandt? Jorden bliver mindre og mindre familiær i de kommende årtier, men det får mig ikke til at elske den mindre. Det giver mig tværtimod en lyst til at tage mig mere af den.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Heartland