Guidet tur i Assistens Kirkegården
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Guidet tur i Assistens Kirkegården

Derfor er der kuglepenne, joints og bamser ved Dan Turèlls og Natasjas gravpladser

Kom med på en rundtur blandt berømthedernes grave på Assistens Kirkegården. Her er det blevet en ting at lægge gaver ved især Hans Scherfig, Dan Turèll og Natasja.

Kirkegårdsvejleder Stine Helweg tager i mod os ved Assistens Kirkegårdens hovedindgang på Nørrebro i København. Hun har tasken på ryggen og er klar til at give os en rundtur gennem kirkegården.

Aftalen er, at hun skal vise os de gravpladser, hvor der bliver lagt flest gaver og genstande til afdøde kendte mennesker. Det er nemlig blevet en ting for fans og turister at lægge gaver og hilsener ved flere af kirkegårdens berømtheder.

Sammenlignet med Jim Morrisons grav på Père Lachaise-kirkegården i Paris, hvor det flyder med pladeomslag, portrættegninger, roser og tomme flasker, er det selvfølgelig ingenting. I Paris blev myndighederne efter lidt for mange eskapader med stjålne gravsten og hashrygning omkring gravstedet nødt til at sætte en afspærring op om graven for at lægge en dæmper på løjerne.

Men efter danske standarder oplever især forfatteren Dan Turèll og musikeren Natasja samme gaveboom fra fans. Der skulle efter sigende være fyldt med kuglepenne, lightere og joints.

Stine Helweg viser os ind på kirkegårdens ældste område, som blev taget i brug i 1760 og har bevarelsesstatus. Her må der ikke blive begravet flere. Vi svinger til venstre under det store bøgetræ på hjørnet og stopper op ved digteren Peter Fabers grav. Han levede fra 7.10.1810-25.4.1877.

”Nu starter vi med at se, hvordan man giver gaver på den gammeldags måde,” siger Helweg.

Hun peger ned på den krans med en rød-hvid sløjfe omkring, som står placeret foran den store gravsten, der har en buste af Peter Faber øverst. Det er foreningen De danske forsvarsbrødre, som kommer på kirkegården engang imellem og sætter den krans.

”Faber skrev jo en sang, der hedder ’Dengang jeg drog af sted’ i anledning af treårskrigen og bidrog til det patriotiske opbyggelige i en krisestund for nationen, og derfor føler foreningen, at det skylder de ham.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

Foreningen kommer nogle gange om året. Og der er endda sat en kranseholder op til formålet. Mængden af gaver må dog siges at være noget minimal, og det er meget stringent holdt. Som Helweg siger:

”Det er ikke her, der bliver lagt joints som ved Dan Turèll og Natasja.”

Næste stop er hos forfatteren Hans Scherfig, hvor det især er vuggestuer, der giver gaver. Men før vi når derhen, støder vi på gartneren Jan-Erik Sandberg på 68 år. Han fejrer efterårsbladene væk ved filosoffen Søren Kirkegaards grav.

Da vi hører ham, om der nogensinde bliver lagt gaver som for eksempel kuglepenne eller bøger ved Kirkegaards grav, udbryder han straks:

”Nej heldigvis, og hvis der gør, kan I tro, at jeg fjerner det med det samme.”

Hvordan kan det være?

Sandberg stiller riven fra sig, løfter på sin jagtgrønne sixpence og kigger med alvorlige øjne:

”Fordi han er mesteren. Det skal være klassisk rent ved Kirkegaards grav, fordi han valgte selv, at gravstedet skulle se ud, som det gør med græs og fire tyrkiske roser. Meget enkelt. Det er ikke til diskussion.”

Jan-Erik Sandberg har arbejdet på Assistens Kirkegård siden 1987. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Sandbergs klare holdning er på grund af den historiske værdi, forklarer han.

Hvad de pårørende sætter af gaver på kirkegårdens andre områder, blander han sig ikke i.

”Man skal selvfølgelig lade folk sørge på den måde, som de har lyst til. Og hvis man begyndte at lave regler om, hvad der måtte ligge der, ville vi bare gøre de pårørende kede af det,” bløder han op.

Sandberg må i gang med riven igen, og vi går videre til Hans Scherfigs grav. Den ligger uafgrænset uden hæk omkring, men ved et stort grantræ bagved. Scherfig er begravet under en sten uden navn. Stenen er en skildpaddeskulptur, som plejede at stå i forfatterens have.

”Skildpadden bliver fodret af vuggestuebørn, og det kan man jo godt kalde for en slags gave. De kommer og lægger grankogler, grannåle og blade ned foran den, så skildpadden altid har noget at spise,” siger Helweg.

Skildpadden er lavet af billedhugger Carl Otto Johansen i 1975. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

”Det er nok ikke på grund af Hans Scherfig, at børnene lægger disse gaver til skildpadden,” tilføjer hun.

Men lige bagved Scherfigs grav boomer det med ting og sager. Det er nemlig her, at Dan Turèll ligger.

Stenen er omgrænset med de første 100 kuglepenne og over den afdødes navn er der lagt seks joints.

”Det er lidt af et orgie,” starter Helweg med at sige, da vi når hen til graven.

”Dan Turèll er klart ham, der får allerflest ting på kirkegården.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

Gavernes referencer er åbenlyse. Turèll var digter og bruger af hash. Der bliver ikke bare lagt noget tilfældigt, forklarer Helweg. Folk vælger gaver, der har en affinitet til, hvad de forbinder den afdøde med. Tidligere blev der også lagt neglelak, Anders And-blade, men gaverne er blevet mere monokulturelle, efter gravstedet blev lagt om for et par år siden. Før var det aflangt, og nu er det rundt, hvilket er meget atypisk. 

Bagved gravstenen er der plantet et stort æbletræ, hvilket var et ønske, som Turèll skrev om i sit digt 'Begravelses-Blues': 'Begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen,' lyder det.

På YouTube kan man se videoer, hvor mænd ryger bong fra Turèlls grav. Men kirkegården vil ikke fjerne hashen fra gravpladsen.

”Der foregår mange ting på Assistens Kirkegård, der ikke er lovligt. Der er hjemløse, der overnatter her, og gartnerne tager sig ikke af den slags, de har nok at se til med at passe kirkegården.”

”Selvfølgelig er der nogle kommunale instrukser til, hvad der er lovligt på kirkegården, men jeg går ud fra, at hvis man sidder og ryger bong på Dan Turells grav, så gør man det nok, når gartneren er gået hjem. Det er nemt at snyde sig uden om, for de møder tidligt og går også tidligt hjem igen.”

Der er ikke noget, som I ikke vil have læggende?

”Altså, vi er ret large i København og nok mere large, end hvad man er andre steder i landet. De store byer er nødt til at finde sig i mere, og jeg synes også, at man skal lade gaverne være. For det er ikke for gartnernes skyld, at der bliver drevet kirkegårde. Men hvis der nu var nogle, der skrev ’dø svensker’ ved en grav, så ville vi selvfølgelig fjerne det omgående. Alt der overskrider racismeparagraffen er ikke tilladt.”

Dan Turèll døde af kræft den 15. oktober 1993. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

Ifølge Helweg har det altid været populært at stille ting ved Dan Turèll, men der har aldrig været så mange kuglepenne, som der er nu. Hun tror, at synet af kuglepennene har en selvforstærkende effekt hos turisterne.

”Der går mode i det, når folk ser, at der står 100 kuglepenne ved Dan Turèlls grav, så sætter man selvfølgelig nummer 101, fordi det er sjovt. Det er det samme med kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård.”

Derfor kan tendensen også sagtens begynde at gå den anden vej igen. Det er Turèlls kollega, digteren Michael Strunge, et godt eksempel på. Engang lå der mange af de samme gaver ved hans grav, men Helweg har ikke set nogen der i flere år nu.

”Strunge var nok meget forankret i en generation, hvor Dan Turèll på eller anden måde er blevet mere folkelig. Strunge hørte 80’erne til, og hans jævnalderen er jo 55 år i dag, og så er de holdt om at lægge gaver. Det er lidt et ungdomsfænomen, når det handler om at sætte noget ved berømte mennesker.”

To mødre kommer gående med deres børn og får straks øje på Dan Turèlls grav.

”Se alle de kuglepenne, mor,” siger drengen.

”Ja, han var digter,” svarer moren Anne Holm.

Hun har inviteret Vibeke Vinderslev og familien over på besøg fra Jylland i efterårsferien. De ser det som en skattejagt for børnene at gå rundt på Assistens Kirkegården og finde kendte gravsten. Og har svært ved at forestille sig, at et lignende fænomen med gaveregn ville forekomme på en kirkegård i Jylland.

”Der ligger ikke så mange kendte afdøde som herover,” lyder det fra Vibeke Vinderslev.

Anne Holm og Vibeke Vinderslev betragter de mange gaver ved Dan Turèlls grav. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

De har ikke taget nogen kuglepen med, fordi de ikke vidste, at det var en ting, man gjorde.

”Vi havde nok lagt en, hvis vi vidste det. Han var en speciel forfatter, men vi havde gjort det, fordi alle andre gør det,” fortæller Holm.

Nu skal vi hen til fysikerens Niels Bohrs grav. Her er der sommetider lagt to terninger, hvilket referer til den berømte kvanteteoretiske diskussion om, hvorvidt gud spiller med terninger eller ej mellem Bohr og Albert Einstein.

Helweg viser os først vej gennem lokalkirkegården, der er den midterste del af kirkegården, og hvor alle kan blive begravet. Fænomenet med personlige gaver er nemlig blevet mere udbredt. Det startede hos de kendte, men er nu rykket ind til den almindelige gravstenskultur.

Er det et fænomen, der er eskaleret indenfor de sidste par år?

”Ja, det er det uden tvivl. For 15-20 år siden var det kun hos Dan Turell og Michael Strunge, hvor der blev lagt genstande af fremmede. Vi kan se, at det er blevet mere almindeligt at tage nips med hjemmefra. Hvis du spørger folk om, hvorfor de gør det, svarer de typisk, at det er for at hygge om den afdøde og gøre det lidt mere personligt. Men typisk er det jo de samme fem-seks genstande, som folk slæber med for at personliggøre gravstedet. Perleplader, vejrhaner og små bamser.”

Vi går blandt andet forbi en grav, hvor der ligger en guitar, mens Helweg fortæller, at hun engang er stødt på en grav, som var udsmykket med skumfiduser, hvor der stod: ’Mor, vi savner dig!’.

Der ligger dog ingen terninger ved Niels Bohr i dag. Men vi finder en enkelt terning ved H.C. Andersens grav i stedet for, hvilket kirkegårdsvejlederen ikke lige har en forklaring på.

”Stjæl den og tag den med over til Niels Bohr,” joker hun.

Ved H.C Andersen er det typisk tegninger og breve fra folkeskoleklasser, der bliver lagt. Nogle gange også hatte.

Sidste stop på ruten er hos rapperen og sangerinden Natasja, der omkom i en ulykke på Jamaica i 2007. Mængden af gaver hos hende nærmer sig Dan Turèlls.

Der er også joints, flere symboler til Staden, en chiliplante, bamser, hjemmelavet halskæder og perleplader. I grenene hænger der også julekugler.

”Natasja dør meget ung og er lige blevet Danmarksberømt, hvilket nok har sat gang i en bevægelse. Det er meget unge mennesker, som kommer forbi hendes grav. Det er ikke folk på min alder, der laver perleplader til hende.”

Da prisuddelingen Danish Music Awards blev afholdt året efter sangerindens død, vandt Natasja Saad prisen for årets album og årets urban udgivelse, årets kvindelige kunstner og årets sangskriver. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann 

Rundvisningen er forbi, og Stine Helweg tager afsked med os ved udgangen.

Måske skal du forbi og lægge en ting snart?

LÆS OGSÅ: Glem alt om havet: Nu kan du få spredt din aske i rummet

LÆS OGSÅ: Gartneren på Assistens Kirkegård: "De topløse studiner er fortid"