Historien om succesen og faldet, den har jeg fortalt mange gange. Og den er ret fristende, for jeg kan fortælle meget malerisk om den. Men jeg har ikke lyst. Det er ikke engang fordi, det er specielt tabuiseret for mig, jeg har bare ikke lyst. Jeg er kommet videre. Jeg er blevet 40. Det er på tide at skrive et nyt kapitel.
Jeg faldt, og jeg rejste mig.
Efter ’Festen’ spurgte Ingmar Bergman mig, hvad jeg nu skulle lave. Jeg sagde, at jeg havde den og den og den mulighed. ”Det är skit,” sagde han. ”Hvorfor det?” Så forklarede han, at der kan ske to ting, når man laver en film. Enten får man fiasko, og så prøver man at redde skårene bagefter, eller der kan ske noget endnu værre: Du får succes og forsøger at opretholde den og holder dine bolde i luften, og det er ad helvede til. ”Hvad skal jeg så gøre?” spurgte jeg. ”Du skal altid vælge dit næste projekt, før du har haft premiere. Før du ved, om du er købt eller solgt. Så vælger du med venstre hånd og fra hjertet og ikke fra hjernen.” Det er det, jeg har lært. Man skal bare gøre det. Kaste sig ud i det. Det valg, du tager, mens du er optaget af noget andet, er ofte mere præcist og ikke påvirket af tvivl og bevidsthed om alt muligt. Det er det, Bergman har gjort. Han har lavet så mange film og har sikkert været bange for at stoppe det flow og pludselig blive for bevidst om sig selv. Husk på, vi taler om en mand, der sad og sked på sit udendørs lokum og rodede med sin fod i nogle aviser, da han opdagede en skuespiller, han kendte, og læste artiklen og fandt ud af, at han havde vundet de gyldne palmer. Så ligeglad var han. Så uoptaget var han af alt det forkerte.
Per Fly sagde engang til mig, at ligegyldigt, om det går os godt eller skidt, gælder det om at være så ligeglad som muligt. Vi må koncentrere os om vores arbejde. Jeg tror aldrig, jeg har været bedre til det end nu.
* * *
Min daværende producer ringede og sagde, hun havde en bog (’Submarino’ af Jonas T. Bengtsson, red.), jeg skulle læse. Da jeg var nået halvvejs, kylede jeg en gennem lokalet og ringede til hende: ”Hvad fanden tænker du på? Han er jo virkelig usympatisk, ham hovedpersonen.” Da jeg så læste anden halvdel, hang det sammen for mig. Det ramte hovedet på sømmet, da jeg læste scenen, hvor en far glemmer sin dreng foran fjernsynet, mens han tager heroin og besvimer ude på toilettet, slave af sine egne behov. Jeg havde det, som om jeg havde oplevet et stykke virkelighed.
Bogen handler om forældres manglende evne til at slå til. Emnet var meget nærværende for mig. Jeg var blevet skilt, min økonomi var brudt sammen, og for første gang i mit liv var jeg alene med mine børn. Jeg havde et alvorligt behov for at slå til over for mine børn. Du behøver ikke være skilt eller bo i Nordvest for at have det sådan. Det er universelt for forældre, at man har en angst for ikke at slå til.
Det var en del af finansieringen af filmen, at jeg skulle bruge debutanter. Vi havde søgt om støtte uden om Filminstituttet for at undgå en lang sagsbehandling. TV 2 spyttede penge i filmen under forudsætning af, at vi holdt budgettet på 12 mio. kroner, og at så og så mange medvirkende på holdet var debutanter. Jeg har brugt skuespillere, som ikke har lavet så meget, en ny manuskriptforfatter og en fotograf, der lavede sin første spillefilm. Det var gode spilleregler for mig. Men der lå også en risiko i det, fordi historien er så barsk, som den er. Vi havde den helt rene, naive kampgejst på holdet, som jeg og min omgangskreds havde for 10-15 år siden. Det var en skøn følelse af at starte forfra. Det har givet mig lysten til at lave film tilbage.
Vi havde ikke råd til at tømme Istedgade for mennesker og fylde den med skuespillere, så vi måtte bruge livet på gaden og blande vores egne folk ind. De er sminket, så de ligner narkomaner. Der er en scene, hvor Peter Plaugborg, der spiller narkomanfaren, står ved Hovedbanegården og sælger stoffer. På et tidspunkt ankommer politiet og begynder at arrestere. Peter forklarede, hvad vi lavede, og at der var et kamera lige derovre. ”Ja, den er fin med dig,” sagde politimanden. ”Hvor mange her er med i en eller anden film?” ”Det er jeg kraftedeme også,” lød det fra en af narkomanerne, og så var de alle sammen lige pludselig med i en film. Politiet opgav og gik igen.
Vores mål var hele tiden at være ydmyge og nedbryde grænsen mellem os og dem. Vi måtte fralægge os vores fordomme. Vi var gæster i et andet miljø. Jeg sendte skuespillerne ud i deres kostume for at komme tæt på. Vi gav ham, der spiller Ivan, to plasticposer og sendte ham ud og samle flasker i Nordvest en hel dag. Da han havde samlet flasker nok, gik han ind på en shawarmabar for at få noget frokost. De gav ham en gratis shawarma. De troede på ham. Det var en kæmpe sejr for ham. Han var blevet en del af det.
Vi har en scene i Vestre Fængsel, hvor Jakob Cedergren er på gårdtur og får øje på sin bror, spillet af Peter Plaugborg. Da vi skulle optage scenen, begyndte de indsatte at råbe efter Jakob Cedergren. ”Skrid ud af min gårdtur.” ”Vi slår dig ihjel. Vi finder dig, når vi kommer ud.” Bare lyden af deres råb. ”Uuaaarrrrggggg!!!” Det kom fra et virkelig mørkt sted. Da vi kom tilbage næste gang, var deres ret til at åbne vinduerne taget fra dem en uge.
Langs vinduerne i gården lå der små, hvide plasticposer med lort. De smider poserne ud i en form for protest, en hævn over fangevogterne, hvis de har ventet for længe på at komme på toilettet. De ved, at fangevogterne skal gå og samle dem op. Fangevogterne lader dem ligge for at hævne sig tilbage, så når de kommer på gårdtur, ligger der poser med lort. Det er en underverden af nedtur.
Jeg fik engang at vide af en fyr, der sad inde for bankrøveri, at man havde en særlig behandling til børnepillere. Man gav dem en tur bagi med lokumsbørsten, så der går betændelse i hele lortet. Jeg havde altid tænkt, at det passer sgu nok ikke. Efter Vestre Fængsel havde jeg en følelse af, o.k., der er nok noget om snakken.
Vi optog på et herberg i Nordvest. Jeg spurgte, om jeg måtte sove der en uge. For fanden, jeg er vokset op i et kollektiv i Hellerup. What do I know? Jeg havde en fordom om, at plejepersonalet var sådan nogle fra ’Gøgereden’, men de viste sig at være kristne mennesker, som synes, det er o.k., at der er junkier og hunde, og hvis de får en flad af en af beboerne, siger de: ”Det må du ikke, Emil.” De smider ham ikke ud, for han har det jo dårligt. Man fatter ikke det overskud, der er. De sagde, at de gerne ville give mig et værelse, hvis min samvittighed kunne holde til, at de måtte smide en anden mand på gaden. Så droppede jeg det, hvilket måske også var ret belejligt for mig.
En af medarbejderne, som viste mig rundt, forklarede, at de ikke var så meget for låse, fordi herberget skulle være et åbent sted, hvor man kunne komme og gå, men de var nødt til det visse steder af hensyn til dobbeltdiagnoserne. ”Hvad betyder det?” spurgte jeg. ”Det betyder, at de er både stofmisbrugere og psykotiske og straffede.” Med andre ord psykotiske mordere på stoffer. Da vi kom ind på gangen, mødte vi en to meter høj nigerianer i vandrestøvler og badekåbe. ”Hej Swahil, det her er Thomas Vinterberg. Han er interesseret i at lave en film. Han har lavet mange fine film. Må han se dit værelse?” ”Nej!” ”Nå, o.k., helt i orden.” Og så var det jo ligesom sådan. Jeg siger dig, det er hverdagens helte, der arbejder der.
Der sad nogle junkier i fællesstuen. De var meget hjælpsomme. Junkier har et eller andet med at være på. Måske fordi de så kan hustle sig til et eller andet. En af dem sagde: ”Laver I film, mand? Så vil jeg kraftedeme spille Iben Hjejle.”
Jeg så en større venlighed i Nordvest end i filmbranchen.
Læs resten af interviewet på næste side.Der er religiøse toner i ’Submarino’. Døden, kirken, meningsløsheden. Stort set alle mine film har handlet om afsked. Det undrer mig sindssygt, at vi er til, og så pludselig ophører det, nogle gange ved et tilfælde. Det giver slet ingen mening for mig. Det handler filmen også om. De to brødre rækker ud efter hinanden i en hel film, og lige der, hvor de har muligheden for at hjælpe hinanden, er de i fængselbegge to. På en eller anden måde kommer mine film altid derhen, hvor mennesket står over for en kæmpe tomhed.
Uanset hvor mange film jeg laver om det spørgsmål, får jeg intet svar. Jeg kalder ud, og der kommer ikke noget tilbage.
Min far har givet mig mange gode råd. Et af den lyder: ”Min søn, der er mindre mellem himmel og jord, end du tror.” Det sagde hans far til ham. Det er sagt lidt i sjov, men det var sådan, man tænkte i kollektivet, som jeg er vokset op i. Det hed sig jo, at religion er opium for folket. Der var aldrig nogen tvivl om, at de var ateister.
Den kæmper jeg lidt med nu. Jeg ser jo en mening i at være religiøs. Men jeg tror, det tager det meste af et liv at lære at tro på, at Jesus var Guds søn. Jeg er bange for, det er for sent for mig.
* * *
Jeg har boet i Nordvest engang. Jeg boede der med en ven, efter jeg flyttede hjemmefra. Jeg var ved at male lejligheden og stod med mit malergrej, da jeg fik brev fra Filmskolen om, at jeg var kommet ind. Jeg skulle tisse, men jeg kunne ikke vente med at åbne brevet, så det endte med, at jeg pissede på mine fingre og på brevet.
Da jeg var helt lille, tænkte jeg, at hvis jeg blev berømt, ville det hjælpe på min generthed. Når jeg kom ind i et rum, ville folk vide, hvem jeg var. Der ville være respekt. Jeg ville være lidt foran.
Lige efter Filmskolen var jeg indimellem ude på festivaler og andet af den slags, og mine venner var sådan, ja, ja, slap nu lidt af. Jeg var meget ung. Jeg fik at vide, at jeg havde vundet en pris, som ville blive overrakt i New York. Jeg ringede til alle vennerne: ”Nu skal vi eddermame til New York.” De fleste af dem var musikere, så vi skulle lige have samlet penge sammen til billetten. Da vi ankom til Manhattan, var det snevejr. Vi fandt adressen og tog ned til Alphabet City, som dengang var ret trashet, på samme måde som Vesterbro, før Vesterbro var smart. Der var transvestitter, ludere, puertoricanere. Stedet for prisoverrækkelsen viste sig at være en skole, der var lukket. Efter en halv time kom en mand ud med en flamingokasse med nogle dåseøl. Det var så ham, der havde arrangeret det. Han åbnede døren, tændte lyset, og så kom der en kat. Miauw! Indenfor sad en mand med slips og en stor check, sådan en, man vinder fra Kodak. Han sad og tænkte: ”Hvad fanden laver jeg her?” Der var ingen andre. Vi var mig og mine venner, en kat, en mand med en check og så ham, der havde arrangeret det og lavet noget lækkert brevpapir. Hvad kan man lære af det? Man skal ikke prale. Da vi havde set min film, som mine venner selv havde været med til at lave og set otte gange før, gik jeg op og modtog checken. Den var på 10.000 kroner. Det var helt o.k., jeg kunne godt give drinks.
Min allerbedste ven forlod Danmark for 13 år siden og flyttede til New York. Det gør lidt ondt i mig, når jeg tænker på det. Når jeg går ned ad de samme veje i Hellerup, hvor vi gik som teenagere, bliver jeg mindet om, at han er rejst, og jeg er her stadigvæk, her i vores lille provins, meget langt væk. Jo flere år, der går, jo mere er jeg ham, der kører rundt med en mælkekasse bag på knallerten i en lille vindblæst fiskerby. Den følelse kan jeg ikke undslå mig. Men som Mogens Rukov, min medforfatter til flere af mine ting, sagde: ”Jamen, Thomas, verden er vel så stor, som man gør den til, lige der, hvor man er.”
Jeg elsker Danmark. Her har jeg mine børn, min kæreste og min familie, min identitet. Danmark er verdens centrum. Det er en beslutning, jeg har taget. Slut.
* * *
Det er en del af mandens identitet at performe professionelt. Det har noget at gøre med retten til at være til. Sådan har jeg haft det, og sådan vil jeg sikkert altid have det. Men jeg forsøger at beherske det, så jeg fx kan være til stede ved en premiere.
Manden sidder hjemme med sin familie og tænker på alt det arbejde, han ikke får lavet, og når han er på arbejde, savner han sine børn. Han er ikke til stede i noget som helst. Han flyver rundt i en mærkelig ulevende tilstand. Det var det, ’It’s All about Love’ handlede om.
Jeg hørte en historie om folk, der kommer på afvænning. Der findes det, der hedder en intervention, som bruges, når man skal have overtalt et menneske til at gå på afvænning. Personens bedste ven, forældre, kone og arbejdsgiver dukker op uanmeldt. Så sætter man sig i en rundkreds. En efter en siger de medvirkende: ”Her er en badekåbe og et håndklæde. Du kan vælge at tage på afvænning, eller du kan vælge ikke at se mig mere.” Man går hele kredsen rundt. Den stiger i vigtighedsgrad. Den starter som regel med vennen, som siger: ”Jeg vil godt se dig, men jeg vil kun se dig stoffri.” Så begynder fyren at ryste og få det dårligt. Den næste i rundkredsen siger det samme. De når frem til konen og børnene, så begynder han at græde. Men han tager ikke på afvænning. Så kommer de frem til arbejdsgiveren. Han siger: ”Hvis du tager på afvænning, får du lov at beholde dit job. Hvis ikke du gør det, er du fyret.” Så tager han på afvænning. Lige på stedet. Det er skræmmende, hvor meget en mand hænger sin identitet op på sit arbejde, og hvordan han klarer sig professionelt. Jeg har for lang tid siden taget en beslutning om, at det ikke går. Jeg erkender, at disse ting er uadskillelige, men jeg er alligevel blevet en lille smule bedre hver gang til at sige, at der er et liv, og der er et professionelt liv.
Jeg var tidligere meget nervøs, når jeg viste mine film. Rigtig skide hamrende pisse fucking nervøs. Jeg er nogle gange udeblevet, fordi jeg frygtede, jeg ville få en blodprop. Jeg tror, jeg har lettere ved det i dag. Jeg har fundet ud af, at det ikke er mig, der bliver vurderet oppe på lærredet. Det er en film.
Fra Euroman nr. 193.
