HJEMME HOS JOEY MOE står der en hundedyr champagne og samler støv i et hjørne. Den er en gave fra iværksætter-kendt-fra-tv Jacob Risgaard, men gaven kommer med betingelser: Moe må først åbne flasken, når hans nye film, ’Ripple’, har omsat for én million kroner. Og Risgaard vil være med til at drikke den.

Gavegiveren stiller krav med en vis ret. Han er én af de private investorer, der har gjort det muligt for popprinsen Joey Moe at udkomme med en filmskoleafgangsfilm med et budget på tre millioner danske kroner, der i denne uge har haft premiere i udvalgte biografer landet over. Tre millioner kroner for en afgangsfilm er mange penge.

”Omvendt er det en syyygt billig biograffilm,” siger Joey Moe, som altid ihærdig og bredt gestikulerende, da jeg møder ham på dagen for gallapremieren på ’Ripple’.

Her skrider historien allerede for hurtigt frem, og mange vil være forvirrede: Ja, popsangeren Joey Moe – der iført perlekæde, dyb undertrøje og mohawk-frisure i start-10’erne skyllede ind over hele landet som havskum fra den bølge, Nik & Jay havde startet i 00’erne –  laver film. Rigtige film, spillefilm.

I disse dage sidder han og skriver manuskripter hos produktionsselskabernes Real Madrid, Zentropa. Anders Thomas Jensen læser hans manuskripter. Han spiser frokost med Thomas Vinterberg og Christoffer Boe.

”Jeg har altid været en filmnørd. Det gik bare sent op for mig, at jeg kunne være mere end bare forbruger.”

Sent? Det tør siges. For fire år siden havde 38-årige Joey Moe ingen ambitioner om at arbejde med film. Men han ville gerne have sit liv filmatiseret (livet, vi taler om her, er efter sigende helt vildt). Og mens vi andre lavede Panduro-perleplader og lærte spansk på Duolingo i corona-ørkenen, begyndte Joey Moe at skrive filmmanuskripter, og det med største alvor.

Da han få år senere opnåede optagelse på instruktør-linjen på den elevdrevne filmskole Super8 i Aarhus, stod der pludselig 120 kilos amagerdreng i et fitnesscenter og græd af lykke.

”Det var første gang i mit liv, jeg havde tilvalgt en skole. Det føltes så rigtigt. Jeg søgte også Filmskolen, men der kom jeg ikke ind, og det forstår jeg godt. Jeg er også lidt en underlig størrelse.”

NU HVOR HAN selv berører det, kan vi lige så godt få det ud af verden: Som Joey Moe dukker hovedet for at komme ind på den lille Vesterbro-café, hvor vi mødes – direkte fra sin ulovligt parkerede Jaguar og med Mariah Carey i ørerne – ligner han mange ting. Filminstruktør er som sådan ikke én af dem.

Joey Moe er et menneske, man kun kan kigge på nedefra. For han er stor. Alt på ham er stort, øjne, ører, næse, mund, kæmpestore overarme. Tatoveringerne er store. Smilet gigantisk.

Man ville ikke kunne fortænke denne søn af Urbanplanen i at gennemgå en visuel rebranding og troppe op i rullekrave og hornbriller. Som en rigtig filminstruktør. Men her sidder han, i sort træningstøj og med trimmede øjenbryn, og næsten råber til sin kaffe, hvor godt den smager.

”Jeg er ingen feinschmecker, men jeg er så fascineret af de mennesker, der er det. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvilken bønne den her kaffe var lavet på. Men jeg drikker kaffe fra Super Brugsen, der lige er blevet sat op fra fem til syv kroner. I Cannes og i Hollywood står jeg også lidt ud fra mængden.”

For Joey Moe har nemlig været i Cannes og i Hollywood. ’Ripple’, filmen vi taler om i dag, blev fx præsenteret for udvalgte branchefolk ved Cannes Film Festival i maj.

”Jeg troppede op i sådan en rød velourblazer, der egentlig var købt til Ulrichs karakter i filmen” – Ulrich Thomsen spiller en bærende rolle i Joey Moes afgangsfilm – ”men den kunne overhovedet ikke passe ham. Den passede til gengæld mig, hvad fanden? Først for et par uger siden gik det op for mig, at der i blazerens nakke stod ’merry christmas’.”

Han griner og slår sin kontinentalplade af en hånd ned i bordet.

”Så har jeg gået rundt i Cannes i sådan en dårlig, billig julefrokostjakke.”

SENERE SAMME AFTEN skal vi i biffen, for der er ikke bare premiere, men gallapremiere på Joey Moes psykologiske thriller ’Ripple’. Det foregår i Big Bio Nordhavn, hvor alle (groft sagt) er til stede, fra Ulrich Thomsen til MC Clemens, og derimellem en skare af influencere, der har kalenderen proppet med arrangementer som disse, hvor der er gratis popcorn og sponsoreret danskvand.

Joey Moe selv kommer 20 minutter for sent. I sit stiveste puds (mørkeblå blazer, håret slikket stramt tilbage og med bukserne stoppet ned i de sorte militærstøvler) kommer han ind med sin hustru under armen, og så skal der krammes på kryds og på tværs.

Han excellerer her. Spørger man i det sagnomspundne filmmiljø, beskrives Joey Moe som en mand, der kan sælge vand til en hval.

Det forbløffede mange, at Ulrich Thomsen kunne overtales til at spille en rolle (ikke engang hovedrollen) i en afgangsfilm, men han har gennem mange år delt advokat med Joey Moe, og så kender man øjensynligt hinanden. Fra scenen inden filmvisningen koketterer Moe – flankeret af filmens producer Jasmin Jiramani – med, at han har truet Thomsen til deltagelse.

”Han var faktisk kun med til to dages optagelser. Vi filmede 14 timer om dagen, 250 mennesker, seks kameraer, 50 scener. Og vi lod ham gå tre timer før tid på andendagen. Da det puslespil gik op, vidste jeg, at jeg kunne være en god instruktør,” fortalte han mig tidligere på dagen.

Og én ting er selve filmens kunstneriske potentiale, det kommer vi til, men at lave en film er også iværksætteri. Hvor man på Den Danske Filmskole hjælpes godt på vej af dine og mine skattekroner, må eleverne på Super8 selv ud med hatten i hånden. Og Joey Moes hat er bare større end de flestes.

Selvfølgelig er der filmstøttepuljer og den slags. Men der er også private investorer – ”fx folk jeg kender fra min tid som musiker.” Han er ikke meget for at afsløre, hvem der har lagt hvad, men Jacob Risgaard har tidligere per sms bekræftet sit bidrag over for Euroman (eller rettere: Risgaards chauffør og PA Dennis svarer på vegne af Risgaard: ”Joey er en fantastisk fyr, og mens mange kunstnere lå på sofaen under corona, så søgte han nye eventyr. Det er sq sejt!”)

MENS MAN SER ’Ripple’, skal man ikke sidde og hviske til kæresten eller spekulere over livet på den anden side af biografmørket. Det er tungen lige i munden, for filmen hopper og springer i tid. Christopher Nolan (’Oppenheimer’, ’Inception’, ’Memento’) er et instruktøridol for Moe, og fortællegrebene i ’Ripple’ er om ikke andet ambitiøse.

”Filmen vil meget. På godt og ondt. Jeg synes, at vi inden for budgettet har fået det absolut bedste ud af det. Der er mange ting, jeg gerne ville gøre anderledes, men det er også cute og dårligt på den gode måde. Det kan også sagtens være, at filmen vil for meget.”

Den selverkendelse er der dagen efter gallapremieren ikke så få anmeldere, der skriver under på.

”Moe vil eksperimentere med en narrativ, hvor en handlings konsekvenser breder sig som ringe i vandet. En velvoksen ambition, som kan være lidt svær at få øje på i et plot, hvor ambitionen om kompleksitet mest af alt udløser forvirring,” lyder det mellemfornøjet i Politiken.

Ligesom Joey Moe formentlig er den eneste af sine studiekammerater, der kører rundt i en Jaguar, har han nok også grundigere erfaring med hovedrystende anmeldere. Så det tager han vel i stiv arm.

I det hele taget gider Joey Moe ikke at stille op til en modgangsfortælling om, hvor hårdt og svært det er at renskure sig for folks fordomme om hans kunstneriske tæft. Det er en fordel at hedde Joey Moe. Der er ting, der lettere lader sig gøre, når man er hjemmevant i de høje luftlag.

Men:

”Men at filmen bliver vist på en anerkendt genrefilmfestival i Hollywood, og jeg går til meget overvældende møder med Warner Bros. og Paramount, der spørger, om jeg vil lave gyserfilm i Hollywood, mens der i Danmark sidder gate keepers, som slet ikke har villet se filmen, fordi jeg bare var ham popdrengen, der nu har lavet en skolefilm – dét er da et paradoks.”

Og nu er det altså hos Zentropa, at Joey Moe får lov at have sin fremtoning helt for sig selv. Der skal laves et projekt, der på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i hans eget liv. ”’8 Mile’-agtigt,” siger han, ”det er bare ikke Detroit, men Urbanplanen.”

Interviewet er slut, og jeg spørger Joey Moe, om der er noget, jeg har glemt at spørge om.

”Hvor meget jeg bænkpresser.”