På en af de der apokalyptisk varme sommerdage, der virker så langt væk nu, trasker en langskægget Søren Huss ind bagerst på scenen. Det er lørdag eftermiddag, og det er Peter Sommers store Orange-show på Roskilde Festival. Både en mundharmonika-spillende Mikael Simpson og en bøllehatklædt Simon Kvamm har været på eller omkring scenen, og det er trods alt Orange, så det er, som om den store fynske musiker forsvinder lidt i mængden.
Bandet spiller den melankolske ’Sang Til Bo’. Et nummer, der er tilegnet den intelligente skanderborgensiske poet Bo ’Ark’ Rasmussen, som var ven af Peter Sommer, men døde i 2002.
”Du var sådan en, man ville vædde på / kunne drive det til noget stort,” synger Sommer. ”Men du var mere blå end himmelblå / Du bare drev, til du drev bort.”
Pludselig står han der, Søren Huss, i ternet skovmandsskjorte og grå sommerhat, og ligner en mand, der er født på en scene. Han har et flygelhorn – en slags kompakt trompet – i hånden, som han løfter op til læberne.
Med ét er alt andet mindre vigtigt.
Lyden af den luft, han blæser ud gennem messinghornet, er så fin og præcis, at man får den tanke, at lyde til tider kan være klarere formuleringer, end sætninger kan.
Efter nummeret strækker Peter Sommer armene over hovedet og beder publikum takke Søren Huss. I baggrunden smiler den store fynbo og løfter på hatten.
Her – en sommerdag i 2018 på den legendariske manege på Dyrskuepladsen, der har lagt gulv til giganter som The Rolling Stones, Paul McCartney, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Neil Young – kulminerer et snart 10 år langt venskab.
HUSS Trenchcoat Burberry til 14.200 kr., Jakke Sand Copenhagen til 3.100 kr., Resten er Sørens eget.
SOMMER Tøjet er Peters eget.
Godt fire måneder senere møder jeg de to spillemænd og trubadurer på Axel Hotel Guldsmeden, der ligger klemt inde mellem Vesterbrogade og Istedgade i København. Hotellet er fuldt af liv, her er fortravlede turister med trolleyer og københavner-kendisser med solbriller. En tv-vært går ud ad døren, da jeg træder ind, og ved et cafebord er en forhenværende minister i gang med sit arbejde på en bærbar computer.
Omme i hotellets gård sidder to mænd, der efterhånden er en del mere end københavnerkendte. På hver sin måde har de bygget sig op til at blive en slags folkeeje.
Og selv om det er november og hundekoldt, sidder de udenfor, for – som Peter Sommer siger – så ryger Søren Huss som en skorsten.
”Jeg havde egentlig fået at vide, at det var et orangeri,” siger Peter Sommer, da vi smalltalkende venter på Huss, som er gået i baren for at hente kaffe og en bid brød.
”Men jeg vil nok bare kalde det her en gårdhave,” konkluderer han på sit drevne østjyske.
For fire år siden flyttede Sommer fra sit ophav, 8-6-6-0 Skanderborg, og slog sig ned på Amager med sin ungdomskæreste. Men han kommer stadig meget i hjembyen. Søren Huss boede en overgang i København, men er nu flyttet tilbage til det sted, hvor han voksede op og ellers altid har boet: Nyborg. Han taler et syngende fynsk.
Første gang, de to musikere stiftede bekendtskab med hinanden, var for et kvart århundrede siden og under langt mindre glamourøse omstændigheder end Orange Scene og Axel Hotel Guldsmeden. Det var til Rock i Aabybro, og den unge Peter Sommer var bassist. I et band. Ud over at spille bas var det også ham, der bookede jobbene, kørte bilen og stod for alt det praktiske.
Festivalen – eller musikkonkurrencen, som Rock i Aabybro nok nærmere var – fandt sted på et stort skolekompleks, og da Peter Sommer og hans band, My First Valentine, var færdige med deres optræden, kiggede de hen mod den store scene. Her var noget helt andet i gang.
Iført matchende genbrugsjakkesæt med ens veste og hele udtrækket stod bandet Mr. Saybia. De havde styr på deres ting. Peter Sommer husker det, som om de også havde et folkevognsrugbrød eller en eller anden bandbil, mens hans orkester, My First Valentine, formentlig havde lejet en bil hos Europcar eller – nok snarere – lånt et par af deres forældres biler.
”Ham forsangeren, som jo var Søren, gjorde et stort indtryk. Han turde give den gas; tog mikrofonen ud af stativet, hoppede rundt på scenen. De var så mange skridt foran os, og – tadaa! – selvfølgelig endte de også i toppen af den der konkurrence, mens vi andre bare stod og gloede.”
Dengang, i begyndelsen af 1990’erne, nåede Peter Sommer og Søren Huss ikke at hilse på hinanden. Det sker først nogle årtier senere, og i mellemtiden finder en hel del andre ting sted. Peter Sommer dropper My First Valentine, stifter og lukker duoen Superjeg, udgiver sin debutsoloplade ’På den anden side’ og storhitter med hjemstavnshymnen ’Valby Bakke’.
Blandt andet.
Søren Huss bliver i Mr. Saybia, der skifter navn til Saybia og får et endnu større hit i ’The Second You Sleep’, som også bliver titlen på gruppens debutalbum. Det sælger svimlende 300.000 eksemplarer og bliver ved Danish Music Awards kåret til årets album, ligesom Saybia bliver årets gruppe, og Huss bliver årets sanger. De udgiver siden flere plader og får en trofast fanskare i lande som Holland, Schweiz og Indonesien.
Kort før julen 2007 omkommer Huss’ kæreste i en højresvingsulykke. Tragedien holder ham ude af showbusiness, Saybia tager en længere pause, og han går i gang med at finde nye måder at udtrykke sig på. På dansk.
Mens han forsøger at finde et sprog, udkommer Peter Sommers konfronterende og dystre ’Til rotterne, til kragerne, til hundene’.
Bandet Nephew inviterer i 2010 Søren Huss med på stadionturné, hvor han synger med på sangen ’Sov For Satan Mand’, og en aften efter en koncert i Odense møder han Peter Sommer.
”Efter vi mødtes der i Odense,” siger Peter Sommer i gårdhaven, og Søren Huss overtager ordet: ”Så inviterede jeg dig med ned …”
Peter: ”For at lytte på …”
Søren: ”Demo’erne.”
Peter: ”Ja, altså de første dansksprogede ting.”
Deres replikker glider ind i hinandens, mens de fortæller.
Søren: ”Den plade, ’Til rotterne, til kragerne, til hundene’, gjorde en kæmpe forskel for mig i forhold til at kunne udtrykke mørke og sætte mig selv på spil i det danske sprog. I sange gælder det om at finde grænsen mellem det private og det personlige, og dér har du været en stor hjælp. Så det var nærliggende at ringe til dig og spørge: Hey, gider du lytte til de her spæde ting?”
Peter: ”Ja, og så har vi egentlig bare hygget lige siden.”
Søren Huss
Født 6. september 1975 i Nyborg.
Sanger og sangskriver i bandet Saybia, der blev dannet i 1993.
Har med Saybia udgivet albummerne ’The Second You Sleep’ (2002), ’These Are The Days’ (2004), ’Eyes on the Highway’ (2007) og ’No Sound from the Outside’ (2015). Og i eget navn: ’Troen & Ingen’ (2010), ’Oppefra & Ned’ (2012), ’MidtlivsVisen’ (2017) og ’Bertolt Brechts Svendborgdigte’ (2018).
Bor i Nyborg.
Peter Sommer
Født 28. august 1974 i Aarhus. Opvokset i Skanderborg.
Har tidligere været medlem af bandet My First Valentine og duoen Superjeg.
Har i eget navn udgivet albummerne ’På den anden side’ (2004), ’Destruktive vokaler’ (2006), ’Til rotterne, til kragerne, til hundene’ (2008), ’Alt forladt’ (2013) og ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ (2018).
Bor på Amager.
Efter succesen med Huss’ flygelhorn på ’Sang Til Bo’ blev de enige om, at der godt kunne være mere fælles musik i dem. I februar i år tager de derfor hul på deres første deciderede turné sammen.
Lige nu sidder de her og skutter sig under en varmelampe, som vi dog ikke får nogen varme ud af, fordi der er gået en sikring. De er godt klædt på, store uldfrakker og strikhuer, og de insisterer stadig på at sidde udenfor, for koldere er det jo heller ikke. Søren Huss ryger gule King’s, og Peter Sommer bapper på nogle stilfulde cigarillos af mærket Café Crème.
Sommer har helt ret i, at Søren Huss ryger som en skorsten. På et tidspunkt i interviewet kommer en tjener med den croque monsieur, han har bestilt, og jeg kan ikke regne ud, om han ryger smøger i sine spisepauser, eller om han spiser toasten i sine rygepauser.
De snakker om kunst.
Begge er de kommet overens med at bruge ordet ’kunstner’ om sig selv, men hvad vil kunst overhovedet sige? Og er der forskel på at skrive lyrik og litteratur? På at skrive en bog og en sang?
”Som sangskrivere er vi jo vant til at koge tingene ind til så få sætninger som muligt,” siger Søren Huss. ”Pakke dem ind i små pointer. Så det ville være en udfordring, hvis man pludselig skulle være mere fabulerende om et emne, eller hvis man fik at vide: ’Det er en fin pointe, argumentér for den’,” siger han. ”Men man kan jo godt bruge kunsten, poesien, til at fortælle, hvordan man ser tingene. Og det er også det, jeg er begyndt at gøre på scenen mellem sangene. Lige fortælle, hvordan jeg ser nogle ting. Stille nogle spørgsmål.”
Peter: ”Det har noget at gøre med at turde åbne sig, ikk’?”
Søren: ”Jo, og det er klart, at det føles sårbart. For nogle år siden gik det op for mig, at man jo egentlig ikke behøver at forklare sine tekster, når man skriver poesi. Man er ikke forpligtet. Det tog lang tid, før det gik op for mig, at det hænger sådan sammen. ’Det kan godt være, at det ikke giver mening for dig, men du har ikke krav på en forklaring på, hvad jeg mener.’ Det er i virkeligheden en kæmpe befrielse at kunne sige sådan. Men hvis man så skrev en bog, for eksempel, så ville det være noget andet, for så skulle man nok argumentere for det, man skriver.”
Peter: ”Ja, måske.”
HUSS Frakke Boss til 7.800 kr., Strik Won Hundred til 1.000 kr., Resten er Sørens eget.
SOMMER Tøjet er Peters eget.
Søren Huss nævner Carsten Jensens nyeste bog, ’Kældermennesker’, og spørger, om Peter Sommer har læst den. Han ryster på hovedet.
”Det har jeg heller ikke, men han skulle åbenbart mose DF til sokkeholderne,” siger Søren Huss.
Peter: ”Det er ingen overraskelse.”
Søren: ”Nej, det er det nok ikke. Men det skulle også være velargumenteret.”
Peter: ”Ja, ja. Jeg var jo inde og se din koncert i går, og der sagde du på scenen, at du var glad for at være, lige hvor du var, og at du for første gang følte et ligeværd med alle, der var der. Det hænger sammen med det, at man ikke behøver at forklare sig selv, tror jeg. Og den følelse kunne man godt tage med over i en bog. Måske behøver man ikke forklare det hele. Hvis det bliver for skoleagtigt, og man føler, at man skal stå på mål for sig selv … Det kommer der nok ikke nogen god bog ud af.”
Søren Huss kigger på Peter Sommer, som fortsætter med at tale:
”Men jeg tror faktisk, at det, der måske kan være i det – og som er noget, jeg tror, vi har til fælles – er det med ikke at føle, at man skal mene så meget.”
Han trækker ordet ’mene’ ud fra bunden af munden i én østjysk stavelse. Meeen’.
Mene så meget?
”Ja, med sine sange og sin kunst. Det vil sikkert lyde provokerende for andre sangskrivere – især dem, som er 20 år ældre end os, for hvem det er meget vigtigt at mene noget. For dem skal man helst være en lille smule samfundsomstyrtende i sin gerning.”
Søren: ”Ja, du har mere eller mindre holdt dig helt fra det der …”
Peter: ”Ja, med at mene ting? Ja.
Hvordan har du kunnet det? Politiken ringer vel engang imellem med et eller andet spørgsmål?
Peter: ”Ja. Det gør de da. Men jeg formår ligesom at takke pænt nej og sende den videre til …”
Søren: ”De ringer aldrig til mig. Hvem sender man videre til?”
Peter: ”Simon? Allan Olsen måske.”
Søren: ”Det er ’Go’ Aften Danmark’, der ringer til mig. Det kan så sige noget om min appel …”
Den gode sang
Peter Sommer er især kendt for sine tekster, mens Huss hyldes for sine melodier og harmonier. Sådan er deres styrkeforhold, det lægger de ikke skjul på. Men hvad er overhovedet en god sang?
”En god sang,” siger Peter Sommer, ”det er en sang, der beroliger mig med, at den, der har skrevet især teksten, har en vis form for overblik over, hvad vedkommende vil sige.”
”Men den skal også gerne overraske mig lidt. Gøre noget ved teksten og melodien, jeg ikke har set, men som jeg bliver glad for. Et element af overraskelse forlanger jeg, hvis jeg skal lægge den op på hylden, der hedder ’gode sange’. Og så vil jeg også gerne kunne høre – og her bliver det lidt svært – at det bliver sunget, så den luftstrøm, der kommer ud af kroppen, går meget tæt på selve personens skrøbelige jeg. Man skal kunne mærke, at den, der synger, kommer af med noget damp, som har det bedre udenfor end indenfor. Den lyd kan jeg godt lide.”
”For mig,” siger Søren Huss, ”skal sange først og fremmest inspirere. En god sang skal – uanset genren, som i bund og grund bare er indpakning – i sin grundessens have autenticitet i sig. Hvad det så er, synes jeg er svært at sige, men den skal inspirere. Jeg elsker at blive inspireret.”
Peter Sommer nævner Damon Albarn som et eksempel på en sangskriver, der kan alle de ting. Søren Huss nikker nærmest andægtigt:
”Han er vel en slags moderne David Bowie. Det virker, som om han har en fuldstændig ren kanal i alt, hvad han foretager. Han har bare adgang til noget, ja, autentisk. Og han sætter alt på spil hele tiden, vender tingene på hovedet i nye konstellationer og er bare en fremragende sangskriver,” siger Søren Huss.
De griner lidt, indtil Peter Sommer igen får alvor i øjnene:
”Kunstnere skal bare lave kunst, ikke. Bevæge sig inde omkring de der bløde og ømme punkter i tilværelsen. Dét mener vi faktisk noget om. Det er ikke altid interessant at høre en kunstner udtale sig om politik. Tit tænker jeg – og det tror jeg også, Carsten Jensen føler – at man sidder og taler eller skriver eller synger til et fuldstændig enigt kor. Der er jo ikke nogen DF’ere, der får læst den der bog. Der bliver malet nogle linjer lidt skarpere op, som er der i forvejen. Det synes jeg ikke rigtig, jeg har behov for. Det er ikke det, jeg vil. Det, vi forsøger, er meget mere komplekst.”
Hvad er det, I forsøger?
Peter: ”At blotlægge nogle ømme punkter. For mig er det at lave tekster egentlig mere at sammenligne med at være stenhugger. Lige så stille bare stå og arbejde sig ind til en eller anden kerne af, hvad det vil sige at være menneske. Inde ved den kerne tror jeg, at vi ligner hinanden utrolig meget.”
Søren: ”Ja. Følelser er det eneste sted, hvor vi som mennesker reelt er lige. Det er også derfor, jeg synes, det er interessant at skrive om det. Og så selvfølgelig tage udgangspunkt i min egen krop.”
Men du skriver også politiske tekster?
Søren: ”Ja, der kommer nogle stikpiller en gang imellem. For eksempel da jeg i går spillede ’Achilles’ (sang fra ’MidtlivsVisen, 2017), der handler om som ven at stå ved siden af en alkoholiker, som er ved at ødelægge sit liv, red.), hvor jeg på scenen sagde, at den handlede om humanismen, der står ved siden af kapitalismen og siger: ’Hey, min ven, hold lidt igen.’ Det er nok det eneste, jeg kan mande mig op til i dag. Jeg har også skrevet ’Den Der Isme’ (fra 2012-pladen ’Oppefra & Ned’, red.) og kunne godt mærke, da jeg havde skrevet den og stod og spillede den med fuldt orkester, at … man preacher to the choir. Det har ingen effekt, det gør ingen forskel. Det var jo mere de spørgsmål, jeg stillede, før jeg lavede sangen, som egentlig havde en dybde. Så ja. Vi skal vel først og fremmest stille spørgsmål.”
Peter: ”Ja, og samle. Det, man oplever, er, at man samler. At der er noget fællesskab i at blotlægge den der nerve … Men bare det, at man siger ordet ’fællesskab’, så lyder det allerede politisk.”
Søren Huss klukler bag skægget.
Peter: ”Men det er det, man skal. Samle. Og så håbe, at det faktisk kan samle nogen på tværs af alder og farve og politisk orientering. Det synes jeg er en meget nobel arbejdsbeskrivelse. Egentlig.”
Peter Sommer og Søren Huss står begge midt i livet; et forhold, Huss behandler eksplicit med titlen på albummet ’MidtlivsVisen’. Tilsammen er de to jævnaldrende musikere 87 år.
”Du sagde noget fint på scenen i går,” siger Peter Sommer. ”Du sagde, at du nu efter mange år endelig føler dig tryg. Det kan jeg godt genkende.”
”Ja,” svarer Søren Huss, ”men jeg har også tænkt på en anden ting: Det sted, vi er i vores karriere, er i virkeligheden et svært sted at være. Jeg kom til at tænke på Neil Young. Hvor gammel var han, da han skrev ’Harvest Moon’? 24?"
”Nej, det var, da han skrev ’Harvest’ og mange af de andre af hans bedste sange. Men da han skrev ’Harvest Moon’, kom han ligesom igen, og da var han nok faktisk på alder med os. Det, jeg tænker på, er, at i virkeligheden har man nok allerede nu skrevet sine bedste sange i en eller anden udstrækning,” siger Søren Huss.
”Fra nu af og frem vil der blive en form for gentagelse i det, man laver. Hvordan vil man sætte sig selv på spil?”
HUSS Frakke Boss til 7.800 kr., Strik Won Hundred til 1.000 kr., Resten er Sørens eget.
SOMMER Tøjet er Peters eget.
Han holder en pause.
”Det, jeg gør, er at kigge på nogle af mine ældre kolleger. David Bowie, Stevie Wonder, J.J. Cale, Michael Falch … Der, hvor jeg finder noget autenticitet, der stopper jeg op og graver lidt rundt.”
En del af Søren Huss’ måde at forny sig på som kunstner er også, at han nu tager rundt og spiller med Peter Sommer. Og at han spiller horn. Og laver skuespil. Han har brug for at udfolde sig på mange måder for at komme væk fra den klaustrofobiske følelse, som det at skabe også kan give ham, siger han. Men følelsen er på retræte, for de senere år er han blevet mere selvsikker.
Det er Peter Sommer også. Både som kunstner, men også i forhold til at stå ved, at det er det, man er: Kunstner. Selv har han – som han siger med en hilsen til sangskriveren Marie Key – fået fat om battet.
”For mig handler det om mange, mange ting, der lige er faldet i hak og giver en fornemmelse af, at jeg er faldet til ro ved den, jeg er, og det, jeg kan,” siger Peter Sommer og kniber øjnene sammen.
”På de seneste plader synes jeg, det er lykkes for mig på en måde, som egentlig har overrasket mig. At det er gået så relativt nemt at lave noget, jeg er relativt godt tilfreds med. Ved ikke at tænke så meget over det, ikke stresse så meget over det. Bare ved at virke, så at sige, og stille sig til rådighed for kunsten.”
Søren Huss om Peter Sommer
Hvordan vil du karakterisere Peter Sommer?
”Han er jo først og fremmest en fremragende sangskriver. Og vel vigtigst i den sammenhæng er hans tekster, som har inspireret mig og hele min tilgang til at skrive på dansk. ’Til rotterne, Til kragerne, til hundene’ udkom, lige da jeg var skiftet til at skrive på dansk. Jeg synes, han er virtuos med sit sprog.”
Hvad er det, han kan?
”Da jeg var i gang med at skrive den første plade, sagde min søster, som er dansklærer og sprognørd: ’Noget, der er fedt ved danske tekster, er, når der bliver taget gamle vendinger og ændret enkelte ting, så de fremstår på en ny måde.’ Det er han mester i. At finde de ordspil, som man har hørt mange gange før og så lige twiste det. Og så er han modsat mig enormt belæst og kan huske alle mulige ting. Så han er god til at citere. Det er ikke hvem som helst, der kan slippe af sted med at skrive i en sang, at de lige lå og læste Steen Steensen Blicher.”
Er du misundelig på noget ved Peter Sommer?
”Næ, egentlig ikke – måske at han er højere end mig, haha. Ej, der er jo selvfølgelig ordene. Jeg skal arbejde og arbejde med de her ord, og jeg er meget glad for de ord, jeg ender med at have. Men jeg har måske lige så let ved melodierne, som han har ved teksterne. Det øje for ord og vendinger, Peter Sommer har. Det ville jeg gerne have.”
Selvfølgelig er der omkostninger ved at være skabende kunstner, men Peter Sommer har aldrig drømt om noget andet job.
Det bedste ved at skabe, siger han, er den euforiske følelse, der opstår, når man har gjort noget færdigt, sluttet en knude eller ramt noget ”fuldstændig lige mellem øjnene”.
”Den lille eufori er det, der får dagene til at hænge sammen. Hvis man arbejder kontinuerligt, som jeg for eksempel gør lige nu med at skrive en pose sange, ja, så informerer hver dag ligesom hinanden. Man passer på med ikke at komme helt ud af tempo og sørger for at få lavet noget hver aften,” siger han.
Det er den lille eufori. Den store eufori er mere sjælden, men stadig lige så totalt genkendelig for Peter Sommer, selv om det er mange år siden, han første gang mærkede den og var overrasket over, at det kunne lade sig gøre.
”Følelsen af at gå i seng med noget nyt, man har lavet, og som man tror på, at man kan have med sig resten af livet i form af en sang, som man måske kan lægge på en plade eller synge live … Det er den følelse, der gør, at man overhovedet gider blive ved med at prøve det der.”
Nogle gange går der vel længere tid mellem de euforier end andre. Hvad gør man, hvis der går længere tid, end der nogensinde har gjort?
”Jeg må sige, at jeg aldrig har haft noget, der ligner en skriveblokering. Det kan lyde så hovskisnovski, men det har jeg ikke. Der sker altid noget. Der er altid et eller andet i gang, som er ved at blive formet i én. Ellers er det jo bare at sætte sig ned og prøve hver dag. Så kommer der noget.”
Altid?
”Der kommer altid noget,” siger Peter Sommer.
Hvad er det værste ved at være kunstner?
De bliver begge stille.
HUSS Trenchcoat Burberry til 14.200 kr., Jakke Sand Copenhagen til 3.100 kr., Resten er Sørens eget.
SOMMER Tøjet er Peters eget.
”Det værste er, når der ikke kommer nogen til koncerterne,” siger Peter Sommer så.
”Men så skal man virkelig huske på, at alle har prøvet at måtte aflyse koncerter. Selv …”
Han ligner en, der tænker på, om Bob Dylan, David Bowie eller The Beatles mon egentlig har det.
”Selv Kim Larsen!” siger Søren Huss.
”Ja, selv Kim Larsen. Men når man kommer ud, spørger man jo altid som det første, om der er udsolgt. Og hvis man så møder sådan en koncertbestyrer: ’Jamen, der er også gymnasiefest i aften og fest i fodboldforeningen, og Big Fat Snake spillede i sidste uge, så folk er måske også lidt trætte’ ... Det er sgu hårdt.”
Peter Sommer om Søren Huss
Hvordan vil du karakterisere Søren Huss?
”Han er en interessant og rar figur, som jeg lige så stille lærer bedre og bedre at kende. Så meget har vi jo heller ikke lavet sammen før, men jeg fornemmer, at der er en stor respekt for hinanden i det, vi gør som musikere. Jeg har i hvert fald kæmpe stor respekt for ham.”
Hvad er det, han kan?
”Han har en enestående evne til at skabe melodier. Han er fuldstændig fri. Det er, som om han kan alle tricks og har alle muligheder. Jeg synes ikke selv, jeg kan det melodiske – min største manege er teksten. Det er én ting, men noget andet er, at han i høj grad er sin egen. Der er en egensindighed og rådighed over ham, som er ret stærk, og som han står ved. Det kræver altså noget at stå ved det, man tror på, lige så meget som Søren gør. … Nogle gange siger man, at de kæledyr, folk har, har en tendens til at ligne dem selv. Søren har sådan en stor kat, der hedder Garcia. Haha.”
Hvad kan han, som du helst selv ville kunne?
”Jeg ville gerne have hans evne til at skabe melodier. Den måde, han river dem ud af hjertet på – hele musikaliteten er bare enestående langt bedre end min egen. Jeg må kæmpe meget mere med det. Jeg tror, det skyldes, at han har fået musikken ind fra barnsben, og at hans far spiller. Det har jeg simpelthen ikke på den måde. Jeg er lidt låst på et lidt smallere spor.”
Søren Huss og Peter Sommer kommer ikke fra hjem med klaver. Godt nok er både Huss’ far og farfar musikere, men i Sørens barndomshjem blev der ikke spillet. Hans forældre havde en lille håndfuld plader i reolen, blandt andet Boney M. og James Last, men skulle der være musik, måtte man selv frembringe den.
”Vi havde bogstavelig talt ikke råd til klaver, så vi lånte et stueorgel, sådan et med rytmeboks, som jeg fik undervisning på som seksårig. Helt Ole Erling-kikset på den store klinge. Men jeg elskede det.”
”Min far og farfar var spillemænd, så det er ligesom i mit DNA. Det har ikke været et bevidst valg, jeg blev bare ved med at tage nogle valg, der ledte mig i den retning,” siger Søren Huss.
Peter: ”Du har aldrig fået en uddannelse, vel?”
Søren: ”Nej, jeg har jo konservatoriet og gymnasiet, som jeg også gik ud fra efter to og et halvt år.”
Peter: ”Som du har gennemført, eller hvad?”
Søren: ”Nej, ja, jo, nej.”
De griner.
Søren: ”Altså, jeg var der alle årene, men fik ikke eksamen, fordi jeg nægtede at deltage i et eller andet fag. De smed mig ikke ud, men det gjorde alligevel, at jeg ikke kunne få min eksamen. Så bortset fra det har jeg gennemført.”
Peter: ”Du fik ikke en eksamen, men du fik en masse SU?”
Søren: ”Præcis. Og SU’en stoppede, ugen efter vi i Saybia skrev under på vores pladekontrakt.”
Han slår en stor latter op.
Peter: ”Jeg vil påstå, at jeg kan se, at du har været musiker hele dit liv, når du går ind på en scene. Det er måden, du går ind på. Måden, du står på. Du har prøvet at stå på skolen og have opmærksomheden og taletiden eller spilletiden, eller hvad det er. Det kan jeg godt mærke er en ting, jeg ikke selv har haft.”
Søren: ”Ja, du skulle finde din scenemand?”
Peter: ”Ja. Jeg kom jo først i gang med at lave mine egne ting og i det hele taget være musiker, da jeg var 25. Jeg havde spillet bas i nogle år i et band, og det var sjovt at spille bas med sine venner, men det havde egentlig overhovedet ikke noget med kunst at gøre for mig. Det var bare at komme ud og spille; booke jobs, drikke bajere. Ligesom mange andre gør. Har et band, hygger sig med det. Lidt som at gå til badminton. Men det ændrede sig, da jeg gik i gang med at skrive tekster selv. Og nu er jeg 44, så det er ved at være 20 år siden, at jeg havde min første egen optræden. Og jeg tror nok egentlig først, hvis jeg skal være helt ærlig, at jeg de seneste tre år har fundet en persona, som står og laver det der, som jeg kan sige, at jeg føler, at jeg har accepteret. Som egentlig ligner mig selv.”
Har du tidligere været misundelig på dem, der bare har den scenemand? På Søren og så mange andre?
”Nej, misundelse er så barnligt,” siger han. ”Jeg har været misundelig på dem, der synger godt. Det har været min ting, at jeg har haft sindssygt svært ved selv at høre, om det var falsk eller rent. Jeg kan simpelthen ikke høre det. Og man kan jo bare se, når folk nede foran begynder at få krusninger om øjnene.”
Han presser øjnene sammen og skærer ansigt.
”Sådan der. Det betyder nok, at det ikke er helt godt.”
Hvad er det bedste råd, I har fået?
Peter: ”Jeg ved ikke, om det er et godt råd, men som barn kan jeg huske, at jeg tit skulle hjælpe min far med alle mulige ting, for eksempel løfte brænde i regnvejr. Det gad jeg ikke. Og så kunne han, på den der totalt bondske måde, finde på at sige: ’Ta’ nu ved!’ Det var selvfølgelig irriterende. Men når det er svært, så har man jo netop brug for at kunne mærke, at nogen siger: ’Nu strammer vi os kraftedeme an og får det her overstået.’ Det er ikke selve rådet, der føles som et godt råd – det er mere den der fornemmelse af at kunne stramme sig an, jeg godt kan lide. Knytte næverne og spænde armene, og så få nogle ting overstået. Det har holdt mig ude af længerevarende kriser i mit liv.”
Kriser?
”Ligesom alle andre mennesker har jeg været i krise, men jeg må konstatere, at indtil videre har mine kriser været utrolig korte og til at have med at gøre,” siger han.
Søren: ”Det er meget sjældent, min far kommer med råd, men i én situation sagde han: ’Når krybben er tom, bides hestene’. Jeg havde problemer med økonomi med nogle kammerater, og vi havde virkelig svært ved at få det til at fungere. Da kom der bare sådan en gammel bondesætning, og det var så sandt. Men det er jo ikke rigtig noget råd, kan jeg godt høre,” siger han og griner.
HUSS Trenchcoat Burberry til 14.200 kr., Jakke Sand Copenhagen til 3.100 kr., Resten er Sørens eget.
SOMMER Tøjet er Peters eget.
”Jo, faktisk, da jeg blev 30, var der en af mine kammeraters mor, der sagde: ’Det er nu – i 30’erne – du skal sørge for at tage så godt vare på dig selv, at du kan udskyde 40’ernes skavanker’. Det var fandme klogt sagt.”
Gjorde du så det?
”Nej. Haha. Jeg fik sukkersyge, da jeg blev 41. Det kunne man måske godt have udsat …”
Hvad glæder I jer mest til ved at skulle spille sammen?
Peter: ”Jeg glæder mig til at få lov til at synge nogle af dine sange. Det tænkte jeg rigtig meget over til koncerten i går. For jeg synes, de er gode. Og så glæder jeg mig til at høre dig spille klaver på nogle af mine sange. Jeg glæder mig til at høre hornet. Og jeg glæder mig til at bruge noget tid sammen.”
Søren: ”Ja. Hænge ud. Det bliver sjovt at være to ... Nu er det selvfølgelig dig, der er vært, men det bliver sjovt at være medvært.”
Det kan nogle gange være ensomt at rejse rundt som solomusiker, fortæller Søren Huss, og det kan særligt være strabadserende, når man skal give den som forsanger og vært.
”Men at gå ind på din scene bare for at spille horn. Hold kæft, det er en loppetjans i forhold til at være vært. Haha. Det er i hvert fald noget andet.”
Peter: ”Men det at høre en, man respekterer, beundrer og stoler på, synge ens tekst, det er noget helt specielt. Det er jeg utroligt nysgerrig på.”
Peter Sommer og Søren Huss spiller en række koncerter sammen i begyndelsen af februar 2019.
