Noget af det sværeste, man kan skildre i litteratur eller med levende billeder, er humor og sex. Især det sidstnævnte plejer man at sige er sjovere selv at deltage i, end at se andre gøre det. Men i anden sæson af serien ’Yes No Maybe’, som nu ligger på DR, formår man at lave et troværdigt og samtidigt utroligt sjovt portræt af en generation, hvor sex (med en anden) bogstaveligt talt konstant er lige ved hånden.
Serien bygger på instruktør Mads Rosenkrantz Grages egne erfaringer, som han tidligere har fortalt i interviews. Mere end 250 Tinder-dates har han været på, hvilket er med til at øge troværdigheden omkring hele baggrunden for de ofte vilde og uforudsigelige dates.
I den første sæson var hvert afsnit en ofte ekstremt akavet date, hvor man fulgte hovedpersonen Mads swiper rundt i det københavnske kødmarked. Det kom der en rimeligt underholdende første sæson ud af uden dog helt at overbevise. Men i anden sæson er der et gennemgående plot gennem det hele, mens de enkelte situationer og replikker er blevet skarpere og sjovere.
Vi bliver også introduceret til en ny birolle i Jesper Groth, der også for tiden brillerer i ’Klaphat’ (også DR), og han er virkelig et af de mest interessante komik-talenter lige nu. Ham vil vi gerne se mere af i sæson tre.
Serie-dateren Mads er i første sæson en moderne udgave af ’Tilværelses ulidelige lethed’, hvor han bekymringsfrit hopper fra knald til knald, men her i anden sæson rammer forelskelsens forbandelse ham. Pigen Milla (glimrende spillet af Carla Philip Røder) fanger Mads, inden hendes dystre baggrund bliver afsløret.
Det er godt fundet på, og det hele hænger fint sammen – uden at give afkald på det vigtigste i en komedieserie, det sjove. Komikken minder ofte om Klovn, hvor Mads, som en mere viril og ung udgave af Frank Hvam, charmerer sig gennem tilværelsen, men som oftest også ligger under for sin egen umodne vattedehed, som blandt andet gør det svært for ham at løsrive sig fra sin mor. Scenen, hvor moren betaler for hans psykolog, er Woody Allen værdig og virkelig flot udført.
’Yes No Maybe’ er et generationsportræt, som nogle gange snubler i sin iver for at vise, at den er netop det, men det hele bliver opvejet at et ægte fortællertalent og et fremragende blik for det latterlige og lattervækkende i Mads’ sengekantseventyr. Fremragende. Og godt for dansk tv, at vi får nogle nye lysende talenter.
