1969 er et populært år i Hollywood. Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time … in Hollywood’ tager udgangspunkt i det skelsættende år for filmindustrien, og nu er filmen ’Zeroville’, fra instruktør og skuespiller James Franco, klar med en handling fra samme år.

Men Franco kom faktisk før Tarantino. ’Zeroville’ var nemlig allerede færdig i 2014, men da filmens distributør Alchemy gik konkurs, kom filmen aldrig rigtig videre. Nu er filmens rettigheder blevet købt af MyCinema, og filmen er derfor klar til det store lærred, fem år efter den blev færdig.

Filmens handling udspiller sig i Hollywood i 1969, hvor filmindustrien står overfor massive forandringer. Vikar (James Franco) er en fortabt sjæl med en tatovering i baghovedet fra hans yndlingsfilm, ’A Place in the Sun’. Selv i det flamboyante Hollywood stikker han ud. Vikar begynder at arbejde med at bygge kulisser og arbejder sig videre op i filmbranchen. Han bliver forelsket i den tragiske skuespillerinde Soledad (Megan Fox), og sammen finder de ud af, hvor svært det er at leve på grænsen mellem virkelighed og fiktion.

På rollelisten er også Will Ferrell, Danny McBride, Joey King og Jacki Weaver.

’Zeroville’ får amerikansk premiere den 6. september. Det er endnu uvist, hvornår filmen kommer til de danske biografer.

Se traileren til 'Zeroville' her: