IKKE LANGT FRA havnen i
den vestsjællandske provinsby Holbæk er der åbnet en café, der virkelig mener
det alvorligt.
Caféen hedder Detalié, og
ganske som navnet antyder, er der i den grad kræset for detaljen. Indehaverne er ægteparret Vibeke og Jacob Andersson og deres børn Sofia og Frederik Andersson, som har restaureret lokalerne, der tidligere har huset en
konservesfabrik, et diskotek og senest en sushirestaurant, for at skabe den
ultimative boutique-café, der kombinerer stemningen fra ’The Great Gatsby’ med
japansk minimalisme.
De velourpolstrede
loungestole og de douchegrønne sofaer har indehaverne selv tegnet, og deres
farver harmonerer med gulvets brune klinker og de kastanjefarvede vægge.
Caféens bar er specialbygget, og espressomaskinen er specialdesignet i
samarbejde med La Marzocco.
På deres hjemmeside
beskriver de, at det for dem ikke kun handler om selve menuen, men om helheden
omkring den.
På menukortet har de
samlet noget af det bedste bagværk og kaffe fra landets største byer.
Croissanterne kommer fra Nordvest-institutionen Flere Fugle, mens de selv bager
surdejsbrødet, der serveres med forskelligt tilbehør. Kaffen er (selvfølgelig,
fristes man til at sige) fra aarhusianske La Cabra. Desuden vil der på hylderne
være specialprodukter fra Noma Projects.
Selvom menukortet ikke
afviger synderligt fra resten af landets respekterede caféer, må man blot
anerkende deres mod til at gå all in på indretningen og æstetikken, der er et
frisk pust væk fra hovedstadens metalinteriør og kliniske udtryk.
Detalié ligger på
Blindestræde 2A i 4300 Holbæk og har åbent onsdag og torsdag fra kl. 10-17.30,
fredag kl. 10-18 og lørdag kl. 10-15.
Jeg er udpræget midterbarn. Når min far drak sig fuld og blev uvenner med min mor, var det naturligt for mig at forsøge at redde stemningen og glatte det hele ud. Med tiden forsvandt min egen identitet nok lidt i det, og jeg endte med at leve mere i andres behov end i mine egne.