Frederik Lentz Andersen Acne shorts New Balance
Foto: Frederik Lentz Andersen

frederik_la i korte bukser

Moderedaktørens store udfordring: ”Tør jeg vise mig i shorts til modeugen?”

Hvor meget hviler Frederik Lentz Andersen i sig selv?

Jeg har altid haft det sådan, at shorts er noget, som små drenge eller kiksede fædre går i.

Det skal være ekstremt varmt, før jeg ifører mig et par, og det sker kun inden for havens fire hække.

Det er en umulighed, at jeg skulle møde op på arbejde i sådan et par.
Jeg synes simpelthen ikke, at det ser særlig appetitligt ud, man skal jo kun løbe en enkelt gang forbi buffeten, før der kommer hår i maden. Jeg tror heller ikke, at kvinderne nyder synet af en mand med bare ben tilnærmelsesvis så meget, som vi mænd nyder, når kvinderne tager korte bukser på.

 

 

Fashion-far

Frederik Lentz Andersen er moderedaktør og far til tre. I en konstant og charmerende mangel på timer nok i døgnet jonglerer han en tilværelse mellem kontorlandskabets hæve-sænkebord, receptionslivets rosévin og kvalitetstiden i sommerhuset på Fejø. I sit klumme-univers behandler han livets allermindste og allerstørste spørgsmål og sætter dem ind i en moderigtig sammenhæng.

 

Alligevel er jeg muligvis klar til at revurdere mit urokkelige standpunkt, at shorts kun er acceptabelt til sport eller på stranden. Måske er jeg ved at vedkende mig min 39-årige farmand-identitet. Eller måske er det snarere fordi, det er så anti-fashion at gå i shorts, at det faktisk bliver fashion.

Jeg kunne i hvert fald godt være fristet til at give de korte bukser et forsøg til den næste københavnske modeuge i august. Et par shorts er det ultimative symbol på, at du er pisseligeglad med, hvad andre synes. Du klæder dig for komfortens skyld, ikke for deres.

Og det er vi jo hele tiden på udkig efter i modebranchen, de mennesker, der tør have deres egen stil. Vi ser lige igennem dem, der kommer iført sjaler, store hatte, smykker og andre gevandter. Dem, der prøver lidt for hårdt.

Omvendt er der ikke nogen tvivl om, at jeg ville vække opsigt i et par shorts til modeugen, og det kan jeg jo godt lide.

Jeg tror, jeg ville vælge et par lidt tekniske løbeshorts. De skulle ikke gå længere end til midt på låret. Sat sammen med en kridhvid Oxford-skjorte ville det være det perfekte clash mellem kontor og fritid. Et tilpas underspillet signal om at være helt ligeglad med koderne (og netop derfor overhovedet ikke være det).

Men, men, men. Der er grænser for alting, også for hvor ligeglad jeg kan være med mine egne standarder. Og jeg kommer altså kun til at vise de ben frem til Fashion Week, hvis de er sindssygt brune. 

Derfor er jeg gået lidt i træning. I sommerhuset og den slags steder. Jeg arbejder på kuløren. Men også på tanken. Om mig selv i shorts. Jeg prøvede det for første gang i sidste weekend, tog familien under armen, stak mine noget nær gennemsigtige stankelben i et par lyserøde (!) Acne-shorts og gik en tur i Botanisk Have. Hele vejen rundt.

Det gik okay, hvis jeg selv skal sige det. Ingen angstanfald. Jeg var overraskende komfortabel og helt stolt af mig selv og mit nye niveau af frigjorthed. 

Men da jeg så vendte tilbage til mit virkelige liv – på Instagram – blev jeg ramt af selvcensuren. Billederne fra parken blev slettet, og i stedet skrev jeg en opdatering om, at det var sådan jeg lige så ud på vej ned med skraldet. Hm.
Jeg ville ikke ligefrem sætte penge på, at jeg tør komme i shorts til modeuge.

Skål!



LÆS OGSÅ: Moderedaktørens 11 drømmebiler

LÆS OGSÅ: De 9 bedste herretøjsbutikker på nettet

LÆS OGSÅ: Polotrøjen gør comeback