”Kære ven. Jeg elsker dig. Men få nu overført de penge, du fucking skylder mig”
Der er noget, der piner mig. Jeg har haft svært ved at sige det højt, men nu gør jeg det. Det er de situationer, hvor man må rykke sine nærmeste for penge, som de skylder. De situationer, hvor man i sin godhed har valgt at lægge ud for andre, men hvor de af uransagelige årsager ”glemmer” at overføre tilbage. Men det skal være slut nu, og vi har brug for en revolution i transaktionskulturen.
Foto: Marcus Højgaard
Kære ven.
Noget har naget mig. Jeg har haft svært ved at sætte ord på det, italesætte det. Jeg har haft svært ved at finde ud af, om det er dig eller mig, den er gal med. For er du for lad og nonchalant, eller er det mig, der er grådig og smålig som en anden Fætter Andreas?
Men jeg kan mærke, at det piner mig, når jeg ender i den penible situation, hvor jeg af nød må sende et rykkergebyr i vores Messenger-chat. Når jeg i bedste Kim Bodnia-stil skal gøre dig opmærksom på, at du skylder mig penge. De penge, som jeg lagde ud for en durumrulle, et par fadbamser, og det rør af Pringles Chips fra Netto, som vi sluttede en god aften af med nede på molen, mens vi talte om løst og fast.
Du fortalte mig, at du havde en hård tid over, at du kun kunne læse din kandidat i Aalborg. For shit, hvor er Aalborg bare langt væk fra alt. Derfor glædede du dig også bare til en rigtig daseferie på Korfu i uge 27 med kæresten, hvor du kunne slå hovedet fra og sparke spekulationerne til hjørne.
