Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Kunsten at springe ud i noget nyt

Foto: Getty Images

Kunsten at springe ud i noget nyt

Sommeren er perfekt til at prøve at være noget andet end det, man til dagligt forventes at være. Og så skråt op med, hvad alle andre skulle mene om dét.

Da jeg var barn, i årene før mine teenageår, havde jeg en bizar morgenrutine, der bestod af, at jeg slog jeg øjnene op, gik op i køkkenet og fiksede mig en skål morgenmad fra Nesquick (det produkt med kuglerne, der undervejs omdanner mælken til kakaomælk); så returnerede jeg til mit værelse, der lå i den anden ende af huset, isoleret fra familiens andre medlemmer, og satte en koncert-dvd på, typisk med enten AC/DC, Rolling Stones eller Green Day, og skruede helt op.

Og så gik jeg i skole. Og det var i disse dage – godt kørt op af rock og sukkerholdige morgenmadsprodukter – at jeg erhvervede mig et par knaldrøde bukser. I forvejen var jeg begyndt at gå i sort- og hvidternede bukser og nittebælte og udtraskede Converse. Og jeg spillede også guitar, selv om det sandt at sige ikke havde skabt det ukontrollerbare postyr af begejstring blandt mine jævnaldrende, som jeg havde gået og drømt om.

Men nu var næste skridt i min rockifisering altså et par røde bukser, og ikke bare røde, men virkeligt røde, og hvem der havde inspireret lige dén idé, tør jeg dårligt at gisne om; bukserne så under alle omstændigheder vilde ud på mig, så vilde, at jeg ikke kunne bære tanken om at gå hele vejen op til skolen, ind ad hoveddøren og gennem vrimlen af alle de andre skrupskøre organismer, fordi hvad nu hvis hele den samlede flok pludselig stoppede op i deres vante gang og gav sig til at pege og grine ad mig og mine uironiske og knaldrøde bukser.

Så jeg skrev til min ven Høgh, om han ikke gad at følges, hvilket han fandt en smule mærkeligt, eftersom vi aldrig ligefrem havde organiseret at følges ad før, men da han så mig, forstod han med det samme hvorfor.

Det er mange år siden efterhånden, og jeg ejer ikke længere et par røde bukser, om end det sådan set kunne være ret cool, men hvad jeg dengang gjorde, vil jeg stilfærdigt opfordre til, at man gør en hel mere: Prøver noget. Rettere prøver noget, der ikke lige følger forventningens gang.

Eller med et andet ord: er prætentiøs, som journalist Dan Fox skrev en hel bog om at være i 2016. Pointen deri er, at begrebet ’prætentiøs’ konsekvent bruges til at delegitimere, nedvurdere eller slet og ret gøre grin med andre og andres værker, når det at være prætentiøs – altså at forsøge sig med noget, tør at flytte stolperne for sine egne muligheder – i virkeligheden bør hyldes, for uden dét sker der jo ikke en fis.

Nej, sjældent går det ubemærket hen at prøve sig frem med et fremmedartet påhit: Som regel står kolleger og kammerater klar til med en ekspedit bemærkning at afmontere en ellers ærlig lyst til lidt frisk forandring og minde én om, hvem man egentlig er – og med egentlig menes det selvfølgelig, hvem man er i deres øjne. (Har du lige set Larsen? En cowboyhat? Really?) (Øh, hvorfor er Morten pludselig begyndt at dele digte på Instagram? Lol!)

Ak, ja, men skråt op med nej-sigerne og de status quo-bevarende, for det er sommer lidt endnu, og ingen tid som sommeren til at være prætentiøs. Væk er man fra dagligdagens nedstøbte kasser og roller og forventninger til én.

Rummet er åbent til at kaste sig ud i noget fedt og forandret, finde ud af, hvem man er, hvad man kan, og hvad man tænder på: læse noget Hegel, selv om guderne må vide, at du aldrig har gjort dig i særligt abstrakte tanker; øve dig på et par overordentligt ambitiøse fodboldfinter, selv om du altid har været gedigent klodset, fra naturens side teknisk begrænset og evig og altid sidstevalg i skolegården; tage en v-halset striktrøje på uden en trevl indenunder, fordi du altid har drømt om at se lidt mere ud som Begbie fra ’Trainspotting’; eller lægge lak på dine negle, selv om du er højspændingsmontør.

Og tillad mig hermed på totalt prætentiøst uprætentiøs vis at lukke teksten ned med en passage fra Søren Kierkegaards ’Sygdommen til Døden’ (1849):

”Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove,
og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke
at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove
kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man
dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig
saaledes, saa let, saa ganske som var det
Ingenting - sig selv.”