Vil du eje Truman Capotes gamle lighter? Snart bliver det muligt, når ny auktion åbner

Ejendelene fra en af moderne amerikansk litteraturs største stjerner sættes på auktion.

Offentliggjort

TRUMAN CAPOTE ANSES i dag for at være en af pionererne bag New Journalism-bevægelsen, der voksede frem i begyndelsen af 1960erne. Her satte han et markant aftryk med udgivelser som ’Breakfast at Tiffany’s’ og true crime-fortællingen ’In Cold Blood’, der begge sidenhen er filmatiseret, og som i dag er at betragte som absolutte klassikere.

Foruden de litterære udgivelser var Truman Capote også kendt som en flamboyant livsnyder, der færdedes blandt New Yorks overklasse og kulturpersonligheder som Andy Warhol og Vogue-redaktør Babe Paley.

Snart bliver det muligt at erhverve sig nogle af hans tidligere ejendele, når amerikanske Cornell Auctions åbner for en auktion den 21. november.

Blandt genstandene er en lighter og en cigaretholder fra Playboy Club, en fyldepen fra Cartier Must-serien og en isspand, som Truman Capote brugte, når han drak vodka med appelsinjuice – en drink, han angiveligt indtog det meste af tiden.

Samlingen tilhører den amerikanske journalist Gerald Clarke, der gennem sit arbejde med en biografi om Truman Capote udviklede et nært venskab med forfatteren. Biografien dannede senere grundlag for filmen ’Capote’ fra 2005, hvor Philip Seymour Hoffman spillede hovedrollen.

Det er ikke første gang, at Truman Capotes efterladenskaber bliver solgt på auktion. I 2016 blev hans aske solgt for knap 300.000 danske kroner. Og nu er det så en række af hans personlige ejendele, der kommer under hammeren.

Auktionen åbner den 21. november på cornellauctions.com