Har du deltaget i et middagsselskab og foregivet at have læst en bog, som du ikke havde læst?

”Jeg vil hellere fortælle en anden historie. Jeg har jo skrevet en roman. En rigtig roman. Den udkom på forlaget Rhodos i 1971 og hedder ’Sommeren der gik’. Det var sådan en med svinelæderryg og en fin lille vignet foran. Men jeg har aldrig selv skrevet et ord i den. Jeg havde gået og planlagt den i foråret det år, og jeg fik lavet prøvetryk og det hele, og da jeg stod med den i hånden, gik det op for mig, at den jo også skulle skrives, og det var lidt et problem.

I undergrundsmiljøet i København dengang kom der folk fra hele verden, og den sommer, hver gang jeg mødte nogle interessante mennesker, om de så var fra Mexico eller Rusland eller noget helt tredje, spurgte jeg, om ikke de ville skrive et kapitel. I slutningen af sommeren begyndte der at dumpe tykke kuverter med maskinskrevne sider ind i min postkasse.

Jeg samlede dem, og da det begyndte at ligne en bog, tog jeg hele stakken – uden at åbne kuverterne – og afleverede dem på forlaget. De blev trykt og udgivet, og når man så kan kalde sig forfatter, bliver man jo pludselig inviteret ud for at fortælle om sin bog.

Men jeg var den eneste, der ikke havde læst bogen. I virkeligheden var det jo en aktion eller en performance, og jeg mestrede sproget godt nok til at kunne tale uden om det meste.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om der var nogen, der lugtede lunten, men der var aldrig nogen, der rejste sig op og sagde: ’Du har jo ikke læst bogen.’ Det har jeg så i øvrigt gjort siden, mange år efter udgivelsen.”

Har du nogensinde været involveret i et road rage?

”Hvad fanden er et road rage?”

Det er, når folk bliver virkelig vrede på hinanden i trafikken.

”Nej, det har jeg ikke. Men jeg kan huske, da jeg var i New York i begyndelsen af 80’erne for at arbejde på en udstilling. Der fik jeg at vide, at jeg altid skulle køre med dørene låst.

Jeg havde lejet et gammelt lig, og en dag, da jeg kørte rundt på Manhattan, kunne jeg pludselig høre en mand, der råbte og skreg. Han begyndte at hive og flå i dørhåndtaget, men jeg fandt aldrig ud af, hvad han ville, for jeg skyndte mig bare at køre væk.”

Hvad er din bedste overspringshandling?

”I mit fag er overspringshandlinger et princip. Når man får en idé, skal man give den tid til at vokse, udvikle sig og forandre sig, for at se om den kan overleve. Hvis man bare løber med sin første indskydelse, risikerer man at lukke af for en masse andre muligheder.

Vænner man sig først til at gøre tingene på en bestemt måde, risikerer man at blive forudsigelig, og det måtte man for alt i verden ikke, dengang jeg kom frem som kunstner. Det handlede om at ødelægge sine idéer, bryde dem ned og bygge dem op igen, hele tiden skifte udgangspunkt.”

Er du på et tidspunkt kommet til skade på et dansegulv?

”Formodentlig, men det har været i en tilstand, hvor jeg ikke kan huske det. I min ungdom dansede man jo ikke på en måde, hvor man kunne komme rigtig galt afsted.

Det var først senere, da alle de der raves begyndte at dukke op. Det tætteste, jeg kan erindre, har nok været i ’82, også i New York. Jeg var inde og se Grandmaster Flash and the Furious Five, som spillede deres første koncert uden for Harlem. Dengang begyndte alle fester i New York senest klokken 23, og derfra og til klokken 05 om morgenen var der ingen, der turde gå ned i subwayen.

Men vi kom frem, og til koncerten bevægede folk sig på en måde, jeg aldrig havde set før. De hoppede rundt og breakdancede, det hele var meget fysisk og lidt voldsomt, men uden at det var decideret ubehageligt.”

Har du nogensinde været i et slagsmål?

”Ja. Da jeg var barn, tilbragte jeg meget tid med min et år yngre fætter, Lasse, som desværre er død i dag. Han boede i Hedebygade på Vesterbro, fire børn i en lillebitte lejlighed med fugt, der bogstaveligt talt drev ned ad væggene.

Min fætter led af en skavank, der gjorde, at han ikke kunne åbne sine øjne helt, så han gik altid rundt og så søvnig ud. Det drillede de andre børn ham meget med. Da det blev hans fødselsdag, ville min moster gerne fejre ham, så hun fik den vanvittigt dårlige idé at invitere alle rødderne fra Hedebygade til børnefødselsdag – de samme, som var efter ham.

Oppe i lejligheden begyndte de på alle deres sædvanlige tilråb, og på et tidspunkt fik jeg nok. Vi endte med at være en hel flok drenge, der rodede rundt på gulvet, og naboen måtte komme og hjælpe med at skille os ad, mens min moster så febrilsk til.”

Har du prøvet at sidde i fængsel?

”I 1970 blev jeg sammen med nogle andre danske kunstnere inviteret til at udstille på Nordisk Ungdomsbiennale i Kunstnernes Hus i Oslo. Vores idé var at etablere et aktivitetscenter med eget nyhedsbureau og et trykkeri, hvor byens slumstormere kunne komme og få trykt plakater.

Vi arrangerede også en stor demonstration i Slottsparken overfor, hvor vi slog telte op og inviterede folk til at komme og være med til at diskutere, hvordan vi skulle indrette et nyt og bedre samfund.

Al virakken blev vist for meget for myndighederne, for en morgen, mens vi gik og arbejdede i Kunstnernes Hus, kunne vi pludselig høre en helikopter udenfor. Da vi kiggede ud, var hele bygningen omringet af politi.

Vi blev varetægtsfængslet i 20 dage og stillet for lagmanns­retten i Oslo, hvor vi endte med at blive udvist af riket. Men det var ikke mere permanent, end at jeg siden har været i Norge adskillige gange uden problemer.”

Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?

”Jeg var for nylig en tur i Grønland, og et eller andet sted undervejs fik jeg reddet mig den der RS-virus. Jeg hostede voldsomt og gik til lægen, som sagde, at jeg bare skulle gå hjem i seng. Men et par dage senere vågnede jeg og kunne næsten ikke trække vejret.

Det viste sig, at jeg havde fået en streptokok-infektion oveni, så jeg røg direkte på hospitalet og lå to dage i respirator. Jeg fik vejret tilbage, men læserne kan jo ikke høre, hvor hæs jeg stadig er.”