Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Destination Kystlandet, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Jeg synes, vinteren er en enormt hyggelig tid. For mig er det en tid, hvor tempoet sænkes, og man rykker sammen indenfor, mens det bliver mørkt udenfor. Det er om vinteren, den danske hygge bliver allermest intens.
Jeg bor i Steenballe, der ligger lige ved Horsens Fjord. Når det blæser koldt ude fra fjorden og op ad bakken, hvor jeg bor, er det fantastisk at sidde indenfor ved en tændt brændeovn og bare kigge ud på vinden, der rusker, og sneen, der falder.
Om vinteren har man mere tid til at læse, skrive, male og pusle med sine sysler. For tiden læser jeg to bøger: Kristian Bang Foss’ ’Manden der bar solen’ og den sidste bog i Jussi Adler-Olsens ’Afdeling Q’-serie.
Jeg synes, februar er en dræbermåned. Begejstringen over vinteren, der er til stede i december og lidt i januar, begynder at trække tænder ud i februar. Det er i den måned, jeg bliver allermest utålmodig. Men så begynder lyset at vende tilbage.
På en dag, hvor det er iskoldt med høj solskin, er der ikke noget bedre end at slå hul på isen og vinterbade. At dyppe sig i det kolde vand og føle sig i live. Det giver en helt særlig energi.
Det kræver jo en del overvindelse at sænke sig i iskoldt vand, og det ender med at give et kick på samme måde, som man får af at løbe et halvmaraton eller kravle op ad en stejl klippevæg.
Jeg forsøger at komme ud og gå en tur hver dag. Det er ekstravigtigt at være meget ude i naturen om vinteren, så man kan få det lys, man har brug for. Førhen løb jeg ture, men nu er jeg syg, så det kan jeg ikke længere.
Efter jeg fik konstateret kræft, er jeg begyndt at sætte mere pris på vinteren. Det er ikke noget, der bare skal overstås. Det skal nydes. Kræften har hjulpet mig til at blive bedre til at være i nuet og lægge mærke til naturen.
Det er, når man er ude i naturen, man for alvor mærker årstiderne og mærker, at man er en del af noget større: at man er en del af det årshjul, der drejer rundt, ligesom vores forfædre også var det.
Jeanette Varberg
45 år. Museumsinspektør ved Nationalmuseet, arkæolog og forfatter. For sin bog
’Fortidens Slagmarker - krig og konflikt fra stenalder til vikingetid’ modtog hun i 2014 DR’s Rosenkjærpris og Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse i 2015.
Bor i Steenballe ved Horsens Fjord med sin mand og deres to børn.
Vinteren har været definerende for os, lige siden vi blev agerbrugere for 6.000 år siden, hvor vi blev afhængige af naturen, fordi vi underlagde os den. For at kunne dyrke jorden blev man nødt til at gå ind i naturens rytme og indrette sin dag efter, hvornår man skulle høste.
I mennesket ligger der en fundamental frygt for mørket. Vores forfædre frygtede fimbulvinteren, der ifølge nordisk mytologi er en tre år lang vinter, der kommer forud for ragnarok og jordens undergang.
Derfor var vintersolhverv årets vigtigste fejring. Det var en lettelse, når lyset vendte tilbage, for det betød, at jorden ikke var på vej til at gå under, men at man derimod fik endnu et år, hvor man kunne høste og leve i sol.
Egentligt er julen også en fejring af, at lyset kommer tilbage. Det kan godt være, at de kristne siger, at vi fejrer Jesus’ fødselsdag, men der er jo ikke nogen, der ved, hvornår Jesus blev født.
Men da Romerriget tog kristendommen til sig, lagde man Jesus’ fødselsdag – meget belejligt – samtidig med vintersolhverv: den uovervindelige sols fødselsdag.
