Jens Gaardbo

Nyhedsværten om hvad han har lært

Jens Gaardbo: "Vi lever i en tid, der er præget af meget hysteri, uansvarlighed og dobbeltmoral, hvor folk rager til sig. Jeg bryder mig ikke om tidsånden”

Den 60-årige nyhedsvært om kvinder, klaustrofobi og et ar på ballen.

Hvornår har du været mest bange?

”Som 10-årig blev jeg lokket ind i et lille aflukke på et nedlagt baneterræn i hjembyen af nogle lømler. De sagde, jeg skulle hente en fodbold derinde. Det var et hus på størrelse med et skur, og det var faktisk gravet ned, så jeg skulle gå tre trin ned. ’Bom’, lød det, og der blev bælgmørkt, for pludselig smækkede de en massiv jerndør i bag mig, og jeg var totalt afskåret på et øde område. Jeg vidste, at her kunne jeg sådan set godt dø.

Der gik vel 15 minutter, før de åbnede jerndøren igen. Det satte sig i mig som en voldsom klaustrofobi, som det har taget mig det meste af mit liv at få styr på. I dag kan jeg sidde i fly og køre elevator osv. – men det er ikke helt væk.

Jeg har faktisk engang forladt et fly, fordi det var for lille. Jeg skulle til Avignon i Frankrig, og vi blev kørt ud i busser til en lille prutmaskine af et fly for enden af landingsbanen, hvor der kunne sidde otte passagerer.

Jeg tog mig sammen og gik ind i det, men da døren lukkede, kunne jeg mærke, at det kunne jeg ikke holde ud alligevel og måtte forlade flyet. Jeg blev ikke vældig populær hos personalet og blev hentet af politiet, for man kan jo ikke bare forlade et fly.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Forleden lavede jeg en mindre parkeringsskade på en anden bil, og jeg satte en seddel i ruden på bilen med mit navn og kontaktdata. Det er der efterhånden vistnok kun 12-14 mennesker i landet, der gør. Men det var sådan noget, jeg lærte af Knud. Vær ordentlig. Stå ved tingene. Grib ind. Pas dit arbejde. Smid ikke papir på gaden. Den slags.

Det sætter jeg pris på, fordi jeg synes, vi lever i en tid, der er præget af meget hysteri, uansvarlighed og dobbeltmoral, hvor folk rager til sig og er dem selv nærmest. Jeg bryder mig ikke om tidsånden.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et ar, der faktisk sidder både spektakulært og diskret – nemlig på den ene balle. Det har siddet der, siden jeg som 12-årig FDF’er hang ud af vinduet i en togkupé, hvorefter jeg satte mig ned igen ovenpå en stor dolk, som en anden dreng tilfældigvis holdt med klingen opad på sædet.

Den gik op i ballen og flækkede den med seks centimeter. Havde jeg sat mig bare lidt længere til venstre, havde dolken ramt de ædle dele. Så det var i virkeligheden billigt sluppet – og en påmindelse om, at livet kan ændre sig fundamentalt lige omkring det næste hjørne.”

Hvad er det værste ved at blive ældre?

”For det første er det træls, at dine venner også bliver ældre. De knager og brager og vånder sig. De drikker ikke igennem mere, de går hjem klokken 23, og de vil ikke have kaffe efter middagen, for så kan de ikke sove. For det andet er det træls, at alder er ligesom hudfarve.

Det dukker hele tiden op som en tag. Man er sort, før man er civilingeniør. På samme måde er jeg en halvgammel mand, uanset hvor barnagtig jeg i grunden er. For det tredje er det træls, at alting lige om lidt er for sent.”

Hvilken færdighed bør enhver mand mestre?

”Man skal dyrke sin egen vin. Også i Danmark. I fire år nu har jeg lejet et hjørne af en vinmark og har 120 vinstokke, som jeg forsøger at lave noget god vin på, og det lykkes for det meste. Jeg dyrker rødvin på en østrigsk drue, der hedder Rondo, som er lidt skarp, fordi den er designet til at klare sig i et køligt klima som vores.

Derfor er den ikke så rund og dejlig som de sydlandske druer. I øjeblikket står stokkene, som jeg høstede dem sidste efterår, og alle de gamle skud ligner nogle fugleskræmsler og skal nu skæres ned, og det er den proces, der afgør, hvordan vinen bliver til sidst.

Det er tidskrævende at dyrke sin egen vin, for én ting er markarbejdet, men når det bliver oktober, skal jeg hjem i vinskuret og lave vinen. Men det er et dejligt stykke arbejde.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Jeg tror, det var general Patton, der sagde noget i retning af: Never fight a battle, you cannot win. Det er altså et godt råd. Hvis man – som jeg – ikke er specielt godt begavet, gør man det modsatte.

Det har jeg gjort rigtig mange gange. Jeg har i klummer og udsendelser forgæves kæmpet mod idéen om det perfekte menneske. Jeg har forgæves kæmpet mod idéen om, at flere penge kan redde os ud af alting.

Jeg har som kommunikationsmand forgæves forsøgt at overbevise topchefer om, at de ikke fejlede noget, og at de bare skulle sige tingene, som de var. Da jeg var gymnasieelev, kæmpede jeg forgæves mod indsamlinger til ’de rigtige’, hvilket betød, at de andre stakkels gymnasielever blev sendt ud for at samle ind til alle mulige maskingeværudrustede morderbander i Latinamerika og Afrika. Og jeg har fejlet i at overbevise det andet køn om, at de engang imellem tager fejl. Det gør de ikke. Det kan jeg godt se nu.”

Hvordan får man mest effektivt en kvinde til at sænke paraderne?

”Jeg tror, at oprigtighed er en god åbning. Men det er i øvrigt min overbevisning, at ingen mand på noget tidspunkt i livet gennemskuer nogen kvinde. Man kan så vende det til en fornøjelse, for kvinder er så anderledes, det er sjovt at være i selskab med dem.

Deres sociale evne og instinkt er en kolossal ressource. De sanser bedre end os. Og de er sjove. Efter maskulin målestok er de også unfair og udspekulerede, og vi er lidt bange for dem, på samme måde som man er bange for en hveps ude på altanen. Den er ikke ligefrem livsfarlig, men den flyver sådan lidt underligt rundt, og lige pludselig kan det satme gøre ondt.”

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth om voodoo: "Jeg deltager med jævne mellemrum i ceremonier"

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann er anti-guruen, der selv blev en guru: "Nogle gange stiller de mig under 'religion', ved siden af Bibelen"

LÆS OGSÅ: Carsten Werge: "Man kan hurtig blive forblændet og selvfed af at være i medierne som ung"