Til min polterabend sidste år, midt imellem østersåbning og champagnegalop på en øde strand langt væk fra hverdagen, tog min ven Andreas ordet og manede til besindighed. Vi havde været i gang i et par timer, solen væltede ned, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre dag.
Stemningen var eksalteret opadgående, men Andreas ville gerne lige slå bak et kort øjeblik. Han bad os alle om at sætte os i en rundkreds i sandet, for der var noget, han gerne ville have afviklet, inden vi blev alt for festlige. Jeg tror ikke, det var en del af programmet, men det endte med at være det, der gjorde dagen magisk og skabte et bånd i gruppen, der blev meget stærkt.
