Peter Mygind: ”Jeg har i min 42 år lange karriere oplevet utallige kollegaer, der ikke ænser statister. De ænser dårligt nok kollegaer”

Siden gennembruddet i Lars von Triers ’Riget’ har Peter Mygind bevæget sig ubesværet mellem det alvorlige og det komiske. I disse år inkarnerer han kriminalkommissæren Dan Sommerdahl i TV 2’s ’Sommerdahl’, der er blandt landets mest populære serier, og som netop nu er aktuel med sin syvende sæson.

Peter Mygind: ”Jeg har i min 42 år lange karriere oplevet utallige kollegaer, der ikke ænser statister. De ænser dårligt nok kollegaer”
Offentliggjort

Jeg ville ønske, at jeg havde spillet … Robert de Niros rolle i ’Taxi Driver’. Det var den første rolle, hvor jeg bare tænkte: ’Shit’, da jeg så filmen. Jeg mindes at have læst, at ret meget af det var impro, og det er jo skønt, når en skuespiller og en instruktør har så meget tillid til hinanden, at man giver hinanden lov til at prøve ting af og køre ud af en tangent, mens kameraet ruller. 

I min verden er det instruktørens hovedopgave at sikre den tryghed på et set, men desværre er det ikke altid, at det lykkes. Men her er det altså tydeligt, at Robert de Niro både får lov, men også føler sig tryg nok til at fyre den maksimalt af. 

Den vigtigste rolle, jeg har spillet, er … Da jeg gik på teaterskolen, fik vi fat i en filmproducent ved navn Bo Leck Fischer, og med ham lavede vi nogle små film, der fungerede som en slags afgangsfilm. Jeg endte med at være med i Ole Bornedals ’I en lille del af verden.’ Birger Larsen så den, og han kaldte mig efterfølgende ind til et møde, fordi han skulle i gang med at lave serien ’Frihedens skygge’, og tilbød mig rollen som kriminalassistent. 

Mens de var ved at klippe serien ude på Zentropa, gik Lars von Trier forbi klipperummet og så tilfældigvis en scene, jeg er med i. På det tidspunkt var han ved at finde skuespillere til ’Riget’, og der fandt han så sin Mogge (karakteren Morten ’Mogge’ Moesgaard, red.). Efter ’Riget’ kom jeg med i 56 afsnit af ’Taxa’, og så var min karriere ligesom i gang. Men det hele startede med Bornedals ’I en lille del af verden’.