Hvis man er ægte topklasse-klaustrofobisk, så handler det ikke bare om små, lukkede rum. Man kan udmærket føle sig indespærret i meget andet: Forsamlinger, venskaber, ægteskaber, samtaler, jobs. Så det er ikke selve fysikken, det er mere den metafysiske fornemmelse af magtesløshed. Men selvfølgelig handler den klassiske klaustrofobi om det fysiske. Og jeg mener, at min egen begyndte en dag, da jeg som 10-11-årig cyklede rundt på Sæbybanens nedlagte baneterræn i Frederikshavn. Der stod nogle lidt ældre drenge ovre ved et af de efterladte materielhuse og kaldte på mig. De hævdede, at de inde i bygningen havde set en fodbold, som muligvis var min. Sådan en syg historie havde et mere begavet menneske jo gennemskuet. Men jeg sprang af cyklen og løb ind i bygningen. Det var en lille murstensbygning på 10-12 kvadratmeter. Jeg gik gennem en åben jerndør og ned i mørket ad tre trin og hørte så jerndøren smække i bag mig. Der blev kulsort. Der var ingen vinduer. Jeg hørte også, at de smækkede låsebolten ned. Jeg kunne høre, at de cyklede væk derfra.

Bygningen lå et sted, hvor ingen kom forbi. Og i en havneby leder man i øvrigt altid efter forsvundne mennesker nede ved vandet. I det øjeblik var jeg stensikker på, at jeg ville dø der i et sort rum, bag en flere hundrede kilo tung jerndør og tykke murstens­mure. Jeg ville blive levende begravet. Jeg panikkede fuldstændigt. Jeg skreg og hamrede på døren. Men jeg vidste også, at ingen kunne høre mig. Der gik noget tid, så kom de tilbage, knægtene, men jeg har aldrig kunnet rekonstruere det. Var jeg der i 15 minutter eller i to timer? Og hvem var de fyre?

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 29 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her