Foto: Søren Rønholt

Sådan føles det at blive kørt ned af en lastbil

Søren blev kørt ned i København.

Jeg cykler ad Gothersgade og drejer til højre ved Nørre Voldgade ved Rosenborg Kaserne. Det er en formiddag i marts 2014. Solen skinner.

Jeg har lige været hos fysioterapeuten, fordi jeg har noget med foden, som skulle tjekkes efter, inden jeg skal løbe VM i halvmaraton i weekenden. Da jeg drejer om hjørnet, når jeg lige at tænke: ”Hov, det går galt, det her.”

Jeg er kommet for tæt på en lastbil, eller også er han kommet for tæt på mig. Det føles, som om jeg bliver hvirvlet op i luften. Da jeg åbner øjnene, ligger jeg på ryggen, halvvejs dækket af lastvognen, og kigger op i luften.

LÆS OGSÅ: "Hvis han bare havde en kniv i hånden, kunne jeg flygte fra ham. Men med en pistol har jeg ikke en chance"

En ung mand bøjer sig ned over mig og spørger mig, hvad jeg hedder, hvad jeg laver, hvor jeg er på vej hen, og hvilken dag det er. Jeg kan svare på det hele. Der er en masse tumult på gaden, og folk stimler sammen.

Snart efter kommer der soldater fra kasernen løbende, har jeg fået fortalt. De er 7-8 stykker og reagerer hurtigt og effektivt. De spærrer området af, og fra første sal af kasernen er der en, der kaster en rygsæk ud med ting, de skal bruge til førstehjælp.

Den ene soldat, Jakob, lægger en forbinding på mit venstre ben. Det stopper blødningen og redder nok mit ben. Højre skinneben og lårben er knust, huden er fræset op, men knæet er mirakuløst gået fri. Jeg kan ikke mærke noget. Min krop er i chok og er allerede gået i gang med at hele. Jeg er ret sikker på, at jeg kan vippe en lille smule med højre fod. 

Da jeg ankommer til Rigshospitalet med ambulance, siger lægen, at jeg skal give tilladelse til, at de må tage benet af, hvis det bliver livstruende. ”Det går ikke,” svarer jeg gennem min maske. ”Jeg er trommeslager.” Jeg har spillet trommer, siden jeg var 12 år.

Det betyder alt for mig. Da jeg første gang hørte Radioens Big Band, som det hed dengang, vidste jeg, at det var det, jeg skulle lave. Jeg bruger min højre fod til stortrommen, venstre til hi-hatten. Jeg får et kys på panden af min kone. ”Et til,” siger jeg, før de kører væk med mig.

Operationen varer ni timer. Da jeg vågner, har jeg stadig mit højre ben. Jeg får at vide, at skaden svarer til at blive ramt af en vejsidebombe. Jeg har et lyst sind, det har jeg altid haft. Jeg er glad for mit arbejde og min familie og lever et godt liv. Men de første dage på hospitalet er jeg ked af det. Jeg frygter, at jeg skal sidde i kørestol resten af mit liv og aldrig kommer til at spille trommer igen.

LÆS OGSÅ: Jeg troede ikke på ham og spurgte, hvor han i virkeligheden skulle hen. ”Til Rom,” gentog han

Da jeg skal sove, hører jeg tung, depressiv metalmusik. Jeg spørger min kone, om hun også kan høre musikken. Hun ryster på hovedet. Jeg begynder at se syner. Jeg ser to sorte ravne. De flyver forbi mig tungt og langsomt. De er lavet af stål og metal og ligner dem, Kay Bojesen har lavet. Det viser sig, at det er nervemedicinen, som skal dysse mig ned om natten, der giver mig hallucinationerne. Da sygeplejersken fjerner pillerne, forsvinder musikken og metalfuglene. 

Det væltede ind med blomster og hilsener, og min kone og familie var hele tiden hos mig. Trommeslageren Charlie Watts fra Rolling Stones sender mig verdens største buket og en hilsen: ”For a speedy recovery. Hope to see you soon.” Sygeplejerskerne må finde fire vaser for at få plads til blomsterne. Alle hilsenerne betyder ekstremt meget.

Min kone tager fri fra arbejde de næste tre måneder og er hos mig hver dag. ”Det er vores ben,” som hun siger.

Lægen fortæller mig, at der går mindst 6-8 måneder, før jeg er nogenlunde på højkant. Frem for at falde sammen beslutter jeg mig for at se fremad. ”Fint,” tænker jeg. ”Så siger vi seks måneder.”

Det passer udmærket med, at DR Big Bandet skal på turné i oktober. Jeg er sengeliggende i fire uger, bliver opereret syv gange, men træner overkroppen med håndvægte. I min notesbog skriver jeg hver dag, hvilke øvelser jeg laver, og hvilke fremskridt jeg gør.

Påskemandag kommer jeg op at stå på benene. Jeg noterer, hvor mange trin jeg kan klare på trappen, og hvor mange grader jeg kan bøje benet. Genoptræningen er lang og smertefuld, men det hjælper mig at sætte nogle delmål.

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

Jeg sætter mig som delmål, at jeg kan sige tak til Charlies invitation om at være hans gæst på Roskilde Festival i juli og høre Rolling Stones. Ikke i rullestol, men med en krykke. Mit raske ben har fået fjernet det meste af huden, som er brugt til transplanta-  tionen på mit skadede højre ben. Venstre ben skal trænes i sengen, for alle muskler er svundet ind. Jeg bøjer og løfter venstre ben 200 gange om dagen, træner overkroppen og armene med håndvægte og elastikker.


Søren Frost og hans kone Mona Samir Sørensen var med som gæster hos Charlie Watts, Keith Richards og resten af Rolling Stones ved Roskilde Festival i sommeren 2014.

Dermed nåede Søren Frost et af sine delmål efter trafikulykken. Hans næste mål er at stille op til et halvmaraton i 2016.

 Fire måneder efter ulykken, i juli 2014, er der koncert på Mojo i København. Mit gamle band SP-Just-Frost giver koncert under jazzfestivalen og har spurgt, om jeg vil spille lidt med. Jeg tager en taxa derind med min kone. Jeg har min stok med og kan knap nok komme op på scenen, men det lykkes.

Vi lægger ud med et medium nummer og derefter Chuck Berrys ’You Never Can Tell’ (’Teenage Wedding’, red.) i en hurtig, energisk version, noget hurtigere end den i ’Pulp Fiction’. Det er et af de hårdeste numre. Jeg tænker, at hvis jeg kan klare den, kan jeg klare det hele. Jeg tapsveder. Vi spiller nummeret, og det går godt. Da jeg får øje på min kone blandt publikum, ser jeg, at hun græder. Det gør jeg vist også selv.

Bifaldet fra publikum er øredøvende.  I dag kan jeg bøje mit ben 110 grader, når jeg virkelig presser det. Jeg kommer aldrig til at bøje det helt. Og kønt bliver det nok aldrig. I oktober vendte jeg tilbage til DR Big Bandet og var med på turneen.

Jeg kan ikke spille trommer helt på samme måde, som jeg kunne før, men jeg er nået langt, og det bliver ved med at gå fremad. Der er nogle, der ligefrem siger, at jeg lyder bedre end før, som om der er kommet mere dybde i spillet.  

LÆS OGSÅ: "Jeg lagde øret til hans mund og lyttede. Ingenting. Det var slut. Skikkelsen i sengen var ikke længere min far, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg" 

LÆS OGSÅ: "Under de stille passager i filmen kunne min sidemand høre mit mekaniske hjerte. I den slags situationer var jeg meget bevidst om, at jeg blev holdt kunstigt i live" 

LÆS OGSÅ: "Det føles, som om motorcyklen knækker under mig. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Sådan føles det