charlie uldahl christensen
Charlie Uldahl Christensen har vandret fra Esbjerg og opholder sig for tiden i Liberia. Her trækker han sin oppakning efter sig over de Marokkanske stensletter.

Interview: Walking for Water

Tidligere Afghanistan-soldat vandrer fra Esbjerg til Tanzania for velgørenhed: ”Hvis det slår mig ihjel, så dør jeg for noget, jeg tror på”

29-årige Charlie Uldahl Christensen vil give en enkelt landsby i Tanzania en ny vandpumpe og resten af verden en helt ny model for velgørenhed.

Det var en mørk og måneløs nat. Charlie Uldahl Christensen lå i sin hængekøje, spændt ud mellem to træer et sted i bushen i udkanten af Bissau, hovedstaden i Guinea-Bissau, da han hørte trin og skimtede en skikkelse, der nærmede sig hans oppakning. Lydløst lynede han sin sovepose ned, så han havde bevægelsesfrihed til at gribe sin kniv, hvis det skulle blive nødvendigt. Så tændte han sin pandelampe og råbte:

”Who is there? What are you doing?”

Manden, der havde sneget sig ind på oppakningen, blev så chokeret, at han gav sig til at påkalde gud på portugisisk, landets officielle sprog:

”Nome de Cristo, Nome de Cristo,” gentog han, mens han desperat svingede en machete foran sig, blændet af lyset fra pandelampen. Så tog han benene på nakken.

”Han må have troet, at jeg var en eller anden hvid dæmon,” griner Charlie Uldahl Christensen, der i løbet af de fem måneder, der er gået siden det natlige møde i bushen, har bevæget sig videre fra Guinea-Bissau gennem Sierra Leone til Liberia, hvor han nu befinder sig i hovedstaden Monrovia.

Det har taget sin tid, for vejen bliver tilbagelagt til fods, også selv om regntiden forvandler den til mudder i lange perioder. Men det får ikke den 29-årige vestjyde til at give efter og hoppe på et tog eller en firehjulstrækker. Han er nemlig på vandring, en vandring, der begyndte i Esbjerg, og som først slutter, når han når frem til landsbyen Lengasti i Tanzania. Det vil sige om mere end 7.000 kilometer.

Undervejs på rejsen laver Charlie Uldahl video-indslag, hvor han interviewer lokale talsmænd, skoleledere, landsbyboere, erhvervsdrivende eller andre, der på den ene eller anden måde har noget at gøre med vandforsyning eller manglen på samme. Pointen med vandringen og journalistikken er at skabe opmærksomhed omkring vandmanglen i Afrika helt generelt, men også mere specifik at rejse penge til en solcelledrevet vandpumpe til landsbyboerne i Lengasti.

Han håber, at et firma med luft i CSR-budgettet vil donere de godt 415.000 kroner, sådan en koster, til gengæld for den positive omtale, som de vil få, og som Charlie Uldahl mener, at hans rejse vil være med til at forstærke.

”Jeg henvender mig til virksomhederne som en form for reklamebureau: Hvis I vil sponsorere vandsystemet, sørger jeg for medieopmærksomheden. Jeg forsøger at pirre deres forretningssans, ikke bare deres dårlige samvittighed,” siger Charlie Uldahl Christensen, der kalder sit projekt Walking for Water.

'The Mule', en ODDER barnevogn med en monteret aluminiumskasse, udgør Charlies hjem. Her har han alt hvad han skal bruge af tøj, mad og elektronik. 

Han lærte masailandsbyen Lengasti at kende, da han arbejdede et halvt år som bestyrer for et børnehjem i byen og ved selvsyn kunne konstatere, hvor hårdt det ramte lokalsamfundet, da byens vandpumpe brød sammen. Det nærmeste alternativ til rent vand lå 19 kilometer væk, og det var svært for mange at nå i hverdagen. Med vandknapheden fulgte dårligere hygiejne, og diarré og tyfus kom lige i hælene.

”Folk dør ikke af tørst, de dør af sygdommene,” siger han.

Charlie Uldahl Christensen havde tidligere været soldat i 2 ½ år, blandt andet som udstationeret i Afghanistan i 2008-9. Efter Afghanistan tog han ud at sejle med Skoleskibet Danmark, og derefter fik han job på en slæbebåd i Østersøen for en tid, snuppede så en 2 årig HF, og tog igen ud at sejle for en tid, inden han tog til Tanzania og blev børnehjemsbestyrer.

Da han kom hjem til Esbjerg efter et halvt års ophold i Lengasti, arbejdede han på JydskeVestkysten, mens han planlagde Walking for Water.

”Jeg følte, jeg manglede en større mening i de ting, jeg lavede. I Afghanistan troede jeg på den sag, vi kæmpede for, men nu var jeg endt et sted, hvor jeg bare hjalp forskellige firmaer med at skrabe penge sammen. Det ville jeg ikke,” siger Charlie Uldahl Christensen, der kiggede et par lidt tøvende forældre i øjnene, da han præsenterede dem for sin ide om at vandre fra den jyske vestkyst til den afrikanske østkyst.

”Min mor var meget imod, at jeg tog til Afghanistan i sin tid, så hun støtter mig i alt, jeg gør, så længe jeg ikke skal i krig. Man far var meget skeptisk. Han syntes, det var tosset ikke at tage en universitetsuddannelse. Hvilken uddannelse, spurgte jeg ham. Det er lige meget, så længe du er glad. Så fortalte jeg ham, at den her tur ville gøre mig glad. Nu støtter de mig begge to,” siger Charlie Uldahl Christensen, der ikke har været hjemme i to år.

Selv mener han, at han lærer lige så meget af sin rejse, som han ville have gjort i et auditorium i Aarhus eller København.

”Hvis jeg skulle gå på universitetet, ville jeg sandsynligvis have læst antropologi. Men det her er ét langt feltstudie i afrikansk kultur, historie, geografi og dyreliv. Jeg hjælper folk i marken, og jeg møder politikere. På en god dag spiser jeg morgenmad med en fattig bonde og aftensmad med en ambassadør eller hotelejer,” siger Charlie Uldahl Christensen, der lige nu venter på et visum til Elfenbenskysten. Og et par nye vandrestøvler til turen, som det tyske firma Lowa har lovet at sende ham.

Det hænder, at Charlie besøger lokale familier i de landsbyer, han kommer igennem. Som her, hvor han er sammen med en familie af etniciteten Fullah i Guinea-Bissau.

Lige nu har en dansker, der arbejder for EU i Monrovia, givet ham tag over hovedet, og generelt rejser han med den regel, at han ikke betaler for overnatning, selv om der er mange fattige afrikanere på ruten, der har tilbudt ham overnatning for små summer eller endda gratis – men så som regel ender med alligevel mere eller mindre direkte at bede ham om penge.

”Det er en udfordring at undgå at blive kynisk. Som hvid mand i Afrika håber alle på noget af dig. En billet til Europa eller bare lidt penge. Og nogle gange giver jeg da også folk ting eller penge. Men jeg har ikke råd til at give til alle, så jeg har besluttet at lade være. Fra starten, når nogen tilbyder mig noget, er jeg meget straight: ”I’m not a money man.”

For at undgå pengespørgsmålet, og også for at få lidt fred og slippe for at socialisere indimellem, spænder Charlie Uldahl Christensen derfor ofte sin hængekøje op under åben himmel, mellem søjlerne ved en landsbyskoles veranda eller, hellere, mellem nogle træer i bushen. Mange har advaret ham mod, at det kan være farligt, men han føler sig tryggere i naturen end blandt mennesker.

”Hvis jeg er dybt nok inde i bushen til ikke at blive set fra vejen, er risikoen for røvere lille,” siger Charlige Uldahl Christensen, der indtil nu kun har haft den ene ubudne gæst i sin natlige lejr. Det vil sige, der må også have været nogle myg, for fire gange har han haft anfald af malaria.

Den første gang var han ikke klar over, at det var det, han havde pådraget sig. Han troede bare, at han var træt, fordi han havde brugt mange kræfter på at vandre og campere under den sierraleonske regn.

Regntiden i Vestafrika forvandler jordvejene til et sandt mudderhelvede. Charlie må grave sin vogn fri af pløret i Sierra Leone. 

Men en tysk familiefar og sygeplejerske, som han couchsurfede hos, fik ham til at gå til lægen, og da det viste sig, at han havde 41,5 i feber, lagde man ham i drop. Og han havde ikke bare malaria, men også tyfus og en orm, der åd hans røde blodlegemer, hvilket førte til lavt blodtryk og tyktflydende blod.

”Det var heldigt, at jeg kom til den tyske familie. Hvis jeg havde tonset igennem, var jeg sandsynligvis død,” siger Charlie Uldahl Christensen, der er blevet mere opmærksom på sin krop og sin levevis. Men han er også afklaret med, at det er en farlig færd, han er ude på.

”Det er ikke en mulighed at give op. Hvis det i sidste ende skal slå mig ihjel, så dør jeg for noget, jeg tror på. Og så er tanken om døden ikke så svær.”

I sin oppakning har han en bue og pil, en kniv og en skarp feltspade, som han kan bruge til at forsvare sig, hvis han skulle blive angrebet af mennesker eller dyr.

Han overvejer dog at supplere arsenalet med en pistol, når rejsen går gennem Demokratiske Republik Congo og tæt jungle med store slanger. Alligevel tøver han, for hvis han lokalt politi tager ham med en pistol, han ikke har tilladelse til, er han i problemer.

Desuden tror han, at en pistol i mange tilfælde vil udgøre en falsk tryghed, og at den, for eksempel under et røveri, hvor røveren ikke er interesseret i hans liv, men kun hans ting og penge, vil kunne eskalere en ikke livstruende situation.

Det er nærmere, hvis skæbnen skulle få hans vej til at krydse en løsgående militsgruppe eller terrorister, at han kunne ønske sig et skydevåben.

”Hvis nu Boko Haram skulle komme og være interesseret i at skære mit hoved af, så foretrækker jeg at dø med støvlerne på,” griner Charlie Uldahl Christensen.

Lige nu er han glad. Han er på en livsmission og ikke i tvivl om, at det er det, han vil. Han mangler bare det sidste for at succesen er fuldkommen: sponsoren til vandpumpen. Han har fået små sponsorater, men ikke det store hovedsponsorat, og som er hans drøm.

Da har drog ud på sin rejse, spurgte han store danske virksomheder som Grundfos og Blue Water Shipping, men de takkede nej. Han har også forsøgt sig med mindre danske virksomheder i vækst, men også uden held.

Han har også overvejet at søge velgørende fonde, men det strider mod hans ide. Så nu håber han, at han kan vække interesse hos et af de store teleselskaber, der opererer i landene, hans rute går igennem.

”Jeg gør fundraisingen sværere for mig selv ved at undgå fonde, men jeg vil nødig tage pengene fra andre velgørende projekter. Frem for at kæmpe med andre NGO’er om de penge, der allerede er tiltænkt velgørenhed, prøver jeg at skabe en model, som gør det til en god forretning at investere i velgørenhed. Hvis dét lykkes, synes jeg, at jeg har nået et større mål end bare at hjælpe denne ene landsby.”

Så Charlie Uldahl Christensen har ikke ligefrem travlt med at nå frem til sin rejses mål. Som han siger:

”Det vil være en failure at nå i mål uden de penge, vi skal bruge.”

Når solen går ned, slår Charlie lejr i bushen, ubeboede konstruktioner eller landsbyer. Så sætter han sin hængekøje op og laver mad over et lille gasblus. 

Du kan følge med i Charlie Uldahl Christensens vandring for vand her.

LÆS OGSÅ: Her er mit brev til min afdøde far: "Det sidste jeg sagde til dig, var "Tak for nu"

LÆS OGSÅ: Den bedste alder til alt: Se hvornår du topper

LÆS OGSÅ: "Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet, og så skriver jeg pophits til P3"

Se, hvad vi ellers skriver om: Geografi, Økonomi og Medier