Vi ved ikke, hvem han er, vi ved blot, at manden bag pseudonymet Derek Guy (@dieworkwear), er Twitters, nu X, ubestridte konge af menswear.
Igennem lange opslag gør Guy, der også har skrevet om herremode for medier såsom The Washington Post og Financial Times, sine følgere klogere på, hvorfor Spaniens kong Felipe 6. er en de bedst klædte monarker i verden, hvordan du skal opbevare dit tøj, og hvordan du skal klæde dig alt efter kropstype.
Og den meget ublu X-profil med lige knap en halv million følgere lægger ikke fingre imellem, når han både revser (Jordan B. Peterson og Daniel Craig) og roser diverse herretøjstrends, –brands og dets bærere.
Det er nørdet snobberi på den bedst mulige måde.
Hvilke tre ting glæder du dig til at bære i efteråret?
”Tweed sportsfrakker: Det er sådan en kliché, men jeg elsker at have tweed på om efteråret. Jeg elsker dem mest i brun, men de fungerer også godt i den rigtige nuance af olivengrøn (mest til eftermiddagen) og grå (ofte til aftenen). Blå fungerer også godt, hvis den har den rigtige nuance – altid nemmere, hvis den har et koldt, gråt skær frem for en varmere lilla undertone.
Mine er fra Steed, Anderson & Sheppard og Solito. Jeg har to nye tweeds på vej til mig i efteråret fra Solito og Fred Nieddu, som jeg glæder mig til at bære sammen med lyseblå oxford-skjorter fra Ascot Chang, taupe bukser i whipcord-materiale fra Tailor's Keep og tassel loafers fra Brooks Brothers og Nicholas Templeman.
Kaptain Sunshines Traveler-frakke: Kaptain Sunshine er et japansk mærke, der har nogle interessante bud på klassisk tøj. Deres Traveler-frakke er brandets main coat-stil – raglanærmer, påsyet billetlomme med flap og to indvendige benstropper inspireret af ridefrakker (jeg kan lide detaljerne, selvom jeg aldrig bruger dem).
De laver frakken hvert år i forskellige materialer, og jeg har to: en let frakke lavet i en grå uldsildeben og en anden i en marineblå Melton-uld. Jeg elsker den rummelige pasform og A-silhuetten. Det er den slags ting, du altid kan tage på og se godt ud i.
Jeg bruger den sammen med jeans og sweatshirts eller uldbukser og tykke Aran-trøjer (du skal bruge noget tungt under pelsen for at hjælpe visuelt med at balancere vægten). En tæt andenplads for mig er Drake’s’ tweedy Balmacaan-frakke i lignende stil. Jeg elsker virkelig, hvordan disse store frakker omslutter en. De har drama og nærvær, og de får alle outfit til at se godt ud.
Double knee pants: For nogle år siden købte jeg et par vintage off-white malerbukser fra Stan Ray. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle style dem, så de lå i mit skab som et af de der mærkelige eksperimenter, der ikke lykkedes. Men da pandemiens nedlukninger kom snigende i første halvdel af 2020, gravede jeg dem ud af mit skab igen, klippede bunden af og brugte dem i stor stil derhjemme.
De viste sig at være nogle af mine yndlingsbukser det år, og jeg fandt ud af, at de fungerede som et robust alternativ til hvide jeans. Jeg bar dem med blå chambray-skjorter og en vintage Lee-trucker-jakke. I sommer købte jeg så endnu et par double knee pants, denne gang fra Ralph Lauren.
De er lavet i et stivere kanvasmateriale og har snedkerløkker. Jeg kan bedre lide lommedesignet på dem end Carhartts version og planlægger at bære dem til efteråret med Blundstone-støvler og den samme Lee-jakke.”
Hvilket stykke tøj er dit mest værdsatte?
”Jeg elsker tøj, men for at være ærlig, så kan hele min garderobe forsvinde i morgen, og jeg ville ikke blive vildt ked af det. Det eneste, der har sentimental værdi for mig, er min fars Rolex Oyster Perpetual Datejust.
Han købte det kort efter sin eksamen fra college, og det var en af de eneste ting, han var i stand til at tage med sig, da han flygtede fra Vietnam under krigen. Han bar det hver dag, men på min 30-års fødselsdag tog han det af sit håndled og gav mig det, da vi begge stod ude i gangen i vores hjem. Det er den eneste fysiske besiddelse, jeg har, der betyder noget for mig.”
Hvad er i dine øjne den værste herretøjstrend?
”Jeg kommer til at lyde som en gnaven gammel mand, men jeg hader, hvordan streetwear er smeltet sammen med high fashion. Ikke fordi jeg synes, at streetwear er en illegitim eller dårlig æstetik – jeg er vokset op med streetwear – men fordi den har gjort to ting.
For det første har den gjort det muligt for avancerede luksusmærker at pumpe stadig dummere tøj af lavere kvalitet ud, der sælges til astronomiske priser, blot fordi de kan markedsføre dem under banneret ’streetwear’.
Det relativt nye LVMH-drevne Tiffany x Nike-samarbejde var særligt uhyggeligt, især med den sølvæske, de brugte til markedsføringsformål, in mente. Det krævede intet håndværk, hvilket er så ærgerligt i betragtning af Tiffanys utrolige arv.
For det andet er luksus-streetwear-trenden en omgørelse af, hvad streetwear plejede at være. Da jeg voksede op, var streetwear det, folk bar på gaden som en del af gadekulturen – skating, dans, sport etc. Kulturen på gaden styrede streetwear; tøjet var forbundet med en scene.
Nu er streetwear dikteret ovenfra, og tøjet har ingen forbindelse til noget – kulturen er bare tøjet i sig selv. Dette har været en trend, der strækker sig flere årtier tilbage, for streetwear er blevet dikteret ovenfra af marketinggrupper i cirka 30 år nu. Men i de sidste 10 år eller deromkring er det blevet værre med virksomhedernes samarbejder.”
Kan man være for overdressed?
”Ja og nej. Ja-delen af mit svar burde være indlysende, fordi så mange mænd i dag er bange for at skille sig ud, at du næppe behøver at forklare risikoen ved at blive overdressed over for dem. Så ja, der er sådan noget som at klæde sig på til dit miljø. Enhver med en lille smule social sans ved det.
Men jeg tror også, at svaret er nej. Dels fordi jeg ikke tror, folk er så opmærksomme på os, der kan have tendens til at være det. Ja, du kan være overdressed. Og ja, nogle mennesker vil kommentere på det. Men hvis du kan lide at klæde dig pænt på, ville det da være synd, hvis du lod dig forhindre i at bære en skræddersyet jakke.
I psykologi refererer udtrykket ’spotlight-effekt’ til vores tendens til at tro, at vi bliver mere bemærket, end vi gør. Denne angst kan være særlig akut, når vi gør noget atypisk, såsom at klæde os anderledes end andre. Men virkeligheden er anderledes. De fleste mennesker er for optaget af sig selv til at bekymre sig om, hvordan du er klædt på. Jeg synes, at flere mænd burde finde frihed i dette faktum.”
