Danmarks bedst klædte mand: Nr. 8 - Mew

Danmarks bedst klædte mand: Nr. 8 - Mew

Nr. 8 - Mew

Moderedaktørens kommentar: Fire mand om en plads er måske i overkanten, men både Bo, Johan, Jonas og Silas er jo seje. De ligner og lyder som et rigtigt rockband, og jeg er sikker på, at når vi kigger på dem om 20 år, ser de stadig lige så cool ud, som de gør i dag.


Johan: T-shirt: Won Hundred
Silas: Skjorte: vintage
Jonas: Skjorte Miharayasuhiro, solbriller: Marc Jacobs 
Bo: Polo Lacoste, jeans: Uniqlo

Johan Wohlert

38 år, bassist i Mew.

Hvornår føler du dig mest velklædt?
”Jeg er faktisk glad for at få lov til at smutte i min smoking. En overgang spillede jeg meget iklædt smoking, det var fedt. Jeg lignede en ung Claus Elming.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?
”Brian Holm er altid skarp.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?
”Jeg har tæt på et par hundrede T-shirts, og som enkeltstående element er det den ting, jeg vil have sværest ved at undvære.”

Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?
”Jeg har en Chelsea-fodboldtrøje med alle spillernes autografer. Det bliver ikke større i min bog.”

Hvem eller hvad inspirerer dig til din stil?
”Jeg lægger meget mærke til folk i gadebilledet, i kulturen. Deres stil og attitude. Jeg er stor tilhænger af at gå lidt i den modsatte retning af, hvad moden dikterer, så man holder sig væk, når noget er smart. På den måde er man altid lige et skridt foran – eller bagud, alt efter hvordan man ser på det. Hvis man er cool, er man vel i ordets rette forstand kølig, ligeglad. Man gør sin egen ting, om det så er smart eller ej.”

Har du et stilmæssigt forbillede?
”Siden jeg var helt ung, har jeg været vild med den britiske  Mod-kultur  og -mode fra 60’erne. Grydehår, stramme jakkesæt, the look of a true rockstar. Men det er en svær stil at leve ud i dagens Danmark. Vi var en hård kerne, der gjorde det i midten af 90’erne. Det var smukt.”


T-shirt: Magasin 
Jeans: Wrangler
Støvler: Dr. Martens 
Ur: Seiko Automatic Diver

Sådan bliver et Mew-nummer til
Bassist Johan Wohlert fortæller om tilblivelsen af nummeret ’Comforting Sounds’.

Til hvert af vores album har vi lavet en bog. Den starter med at være blank, og så bliver alle ideer, brudstykker, skitser og inspirationer løbende skrevet ned. Her er titlen skrevet med guitaristen Bos håndskrift. Det er sikkert, fordi det var ham, der kom med oplægget til sangen. Det var i 1998, og vi havde et øvelokale i et lille rum oppe på et loft, der hørte til Bos fars firma i Nordhavnen. Det var toldfrit område dengang, så vi skulle forbi toldere og bomme for at komme derop. Vi mødtes i øvelokalet og snakkede om, om vi havde noget, vi kunne arbejde på. Det havde Bo, men han vidste ikke rigtig, om det var noget. Han underspillede det, men da han spillede den der stille start på nummeret, fangede vi andre hurtigt, at der var en smuk og stærk stemning i de der akkorder. Der var noget, vi kunne mødes om rent følelsesmæssigt, og så tog det ene lidt det andet. 

I nogle timer spillede vi lidt, snakkede lidt, spillede lidt, snakkede lidt, start, stop, start, stop, og det, du lige lavede dér, det lød fedt. Det blev debatteret. Det gør det altid, når vi laver sange – Mew er en meget kollektiv kreativ proces, hvor vores hjerner skal klikke på samme tid – og vi fandt ud af, at nummeret skulle bygges stille op og så eksplodere. I bogen har Bo skrevet nogle tal og bogstaver, der refererer til hans guitarstemning, der skulle være anderledes. Det giver ingen mening, men han har haft et eller andet indforstået system.

På et tidspunkt kiggede vi på hinanden og fik kollektiv gåsehud, fordi vi kunne lave et langt nummer, der var så smukt, men som så pludselig eksploderede og blev kraftfuldt og dynamisk. Vi kendte det fra bands, vi lyttede til, Pixies, My Bloody Valentine, The Afghan Whigs, men vi havde ikke selv formået at implementere det i vores sange. 

På det tidspunkt skulle alt, vi lavede, være meget eksperimenterende og interessant for enhver pris. Men det her nummer var relativt simpelt. Vi ville ikke have for mange kryptiske taktarter og twists. Der skulle være meget plads mellem trommeslagene, så den fik lov til at ånde. Men samtidig: Den dér power kombineret med de dér akkorder – det gav en euforisk, opløftende følelse, som jeg stadig får, når vi spiller sangen. 

I noten skrev vi på et tidspunkt ’(Tim?)’, og det er Tim Christensen. Vi ville gerne have en mellotron – det er et keyboard, som Beatles brugte meget – på nummeret, men Tim og Lars Top-Galia var nærmest de eneste, der havde et back in the days. Tim Christensen havde tjent en masse penge med Dizzy og havde købt mange fede ting, og stod man og skulle bruge et mærkeligt, specifikt instrument, havde han det typisk. Vi kendte ikke rigtig Tim, men han var cool til at låne andre sine ting og lånte os sin mellotron.



Under ’(Tim?)’ står der ’stepdanser’. Arty-farty, som vi var, ville vi have en stepdanser med på nummeret. Det ville være en cool gimmick og give en sjov perkussiv lyd, tænkte vi. Så man kan høre en stepdanser på den første indspilning af nummeret.

Den indspilning var med på pladen ’Half the World Is Watching Me’ fra 2000. Dengang var indierock seriøst marginaliseret. Vi var ret beset kun to håndfulde indiebands i Danmark. Det var i kølvandet på, at Aqua havde styret verden. Men vi havde udgivet én plade og syntes, vi var fantastiske. Det var den naive periode, hvor vi gik og drømte om det store gennembrud, og energien fra den tyrkertro drev os frem og gennem alle nederlagene og kampene. 

Senere fik vi en international pladekontrakt og genindspillede nummeret og udgav det som single, da albummet ’Frengers’ kom i 2003, og så blev den stor.

I Portugal blev den brugt i en mobiltelefonreklame, og så skulle vi derned og spille for nogle, der kun kendte den ene sang. Det har ingen af vores andre sange formået. Men den her rammer en følelse, der giver genklang hos mange mennesker. Folk står jo fandeme og tuder, når vi spiller den. Vi slutter altid koncerterne med den. Det er umuligt at spille noget bagefter. Den er så meditativ og majestætisk og rammer noget universelt emotionelt i den måde, den bare bygger og bygger og bygger og så: boom. 

Johan: Frakke: Norse Projects, jeans: Lee


Bo: Skjorte: Relume, bukser: Uniqlo, solbriller: Ray-Ban, sko: Nike 

Se, hvad vi ellers skriver om: Bedst klædte mand og Mew