Danmarks mest succesfulde herremodel: "Jeg håbede, at jeg en dag kunne være Føtex-model"
Foto: Jonas Bie

Danmarks mest succesfulde herremodel: "Jeg håbede, at jeg en dag kunne være Føtex-model"

Som ung teenager blev Tobias Sørensen afvist af modelbureauerne pga. det store ar på hans venstre kind. I dag er arret blevet en del af hans brand som en af verdens mest succesfulde herremodeller. Her fortæller han om at have hjemve i syv år, sin stærke overtro og en middagsinvitation fra Beyoncé.

Jeg var seks år gammel, og vi var taget op til vores ødegård i Sverige. Vi skulle fejre midsommer og kørte et par timer væk fra sommerhuset hen til en åben campingplads. Jeg var sammen med min far, min søster og min fars kammerat og hans to piger ude at gå. Vi mødte en stor bulldog, der ikke var i snor, og som tilhørte en af de andre gæster på campingpladsen. 

Jeg stod og klappede hunden, og ejeren kom stille og roligt op til mig og forklarede, at den var børnevenlig, velopdragen og alt det der. Jeg har vel stået og klappet den i fem minutters tid, da min far, der var gået videre og nu var et pænt stykke nede ad vejen, kaldte på mig. Jeg vendte mig mod min far, og det fik af en eller anden grund hunden til at angribe mig. Den hoppede op og bed mig i min venstre kind. Jeg kastede mig ned på jorden og prøvede at dække mit hoved til, men den nåede alligevel at få fat i den anden kind også. Inden ejeren fik hevet i halsbåndet på den, var jeg blevet godt forbidt.

LÆS OGSÅ: Fra felt til fashion: Derfor er camouflage blevet et kæmpe fænomen

Min far kom løbende og tog mig på skulderen, og til vores held var der en fyr i området, der havde en bil, som kørte os på skadestuen. Vi skulle køre ret langt, da vi var virkelig ude på landet, og det tog sin tid, før vi fandt en skadestue. Min søster løb tilbage og fik fat på min mor, og de kørte efter os. Jeg husker tydeligt, at jeg havde en hvid T-shirt på, og den var fuldstændig smurt ind i blod. Jeg havde aldrig set så meget blod før, kæben var helt åben, og huden hang helt ned under hagen.

En toårig Tobias Sørensen på stranden. 

Min mor ankom næsten samme tid som os, og hun løb over til os på parkeringspladsen. Jeg kunne se på hende, at hun var forskrækket og bekymret. Hun tog mig op, og jeg spurgte hende, om jeg skulle dø nu. Hun brød helt sammen, men fik også sagt, at det hele nok skulle gå.

Når man er seks år, er man jo bedøvende ligeglad med, hvordan man ser ud, jeg kiggede mig jo dårlig i spejlet. Jeg kan bare huske, at jeg havde sådan en solstick, jeg skulle smøre arret med om sommeren, så det ikke blev grimt, men ud over det generede arret mig ikke som sådan dengang. Det var først, da jeg blev teenager, at det begyndte at fylde noget mere. Arret gav mig et lidt hårdt udseende, og der var mange af mine jævnaldrende, der havde fordomme om, hvilken type jeg var. Jeg blev tit sat i bås som en slagsbror, hvad jeg på ingen måde var.

LÆS OGSÅ: Derfor er 1920'ernes gangsterstil stadig smart i 2015

Jeg er vokset op i Søborg med en søster og en far og mor. En helt almindelig kernefamilie. Min mor arbejdede som sygehjælper på et hospital, og min far var laboratorietekniker. Mine forældre tog aldrig arbejde med hjem og brugte al deres fritid på mig og min søster.

Tobias bor på Manhattan sammen med kæreste, modellen Jasmine Tookes. De to har lavet kampagnen for Calvin Klein. 

Det var en tryg barndom, hvor familien altid kom først. At have så tætte bånd til sin familie har været den største støtte for mig. Men det er også det, der har gjort, at det har været så svært for mig at flytte til USA. Jeg har meget hjemve og tænker tit på alle de ting, jeg går glip af hver eneste dag. Småting, som måske ville være uden betydning, hvis jeg havde været hjemme, men som fylder meget for mig. Jeg har nok bare altid været mors og fars dreng, og så savner jeg min søster og min lille niece helt vildt. Jeg er heldigvis kommet i en position, hvor jeg kan invitere min familie med på ferie eller til New York, og det gør jeg, så ofte jeg kan.

Hvis du spørger mig, er jeg vokset op i den perfekte familie. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg kan give mine børn den samme opvækst, som jeg har haft, ville jeg være lykkelig. De materielle goder var aldrig i fokus, og at vide, at lykke ikke kan købes for penge, er en gave i sig selv at få i sin opvækst. Når det så er sagt, vil jeg da gerne indrømme, at det, at jeg er kommet til at tjene mange penge, har givet mig en lyst til at ville forkæle mig selv og min familie. Jeg vil da gerne investere i en lejlighed i København, så jeg slipper for at bo på hotel, hver gang jeg er hjemme, og vil også gerne have et sommerhus i The Hamptons, så jeg kan slippe fra New York i hedebølgen. Et sted i Puerto Rico ville da heller ikke være så tosset.

Omgivet af far og mor til sin konfirmation. 

Da jeg var omkring 13, begyndte min storesøster at lave noget modelarbejde­ for ISO og Føtex. Hun kunne komme hjem efter sådan en dag og havde måske tjent 500 eller 1.000 kr., mens jeg knoklede i Fætter BR eller hos grønthandleren til 40-50 kr. i timen, eller hvad man nu fik dengang. Jeg kan huske, at jeg begyndte at interessere mig lidt for modebranchen – der var tilsyneladende penge i det. Jeg besluttede mig for at sende en e-mail til de danske modelbureauer. Der var kun et, der svarede. De ville endda gerne møde mig, så jeg tog meget spændt ind til mødet. Men i sidste ende blev det et nej pga. mit ar. Efter det lagde jeg tanken om de 500 kr. om dagen på hylden.

LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i de 9 bedste herretøjsbutikker i Paris

Nogle år senere var jeg en dag inde og shoppe i København med en kammerat. Energie (tøjmærke, red.) havde lige åbnet en butik i Pilestræde. Der stod et kæmpe stillads foran indgangen, og jeg mente, det ville bringe uheld at gå under det. Jeg er meget overtroisk, så det tog mig noget tid og mod at komme ind i butikken. Jeg fik en længere snak med butikschefen om overtro, og det endte med, at han spurgte, om jeg stod og manglede et job. Det gjorde jeg faktisk, for jeg var lige blevet fyret af min onkel ude på Experimentariet.

Han var økonomidirektør og havde ansat mig til at sidde i billetlugen. Jeg var ung, og det var i en periode med mange byture, sjov og ballade, så jeg kom for sent nærmest hver dag, og da de ikke kunne åbne uden mig, måtte økonomidirektøren selv sidde ved kassen. Når jeg så endelig kom, havde jeg tuschtegninger ned ad armene og kom direkte fra byen. Til sidst fik han nok og fyrede mig. I dag kan vi grine af det, men det var meget, meget flovt at blive fyret af sin onkel. Den del af historien fik ham fra Energie selvfølgelig ikke. Jeg sagde bare, at jeg lige havde sagt op på Experimentariet, og at jeg var klar til nye udfordringer. Og så fik jeg sgu jobbet.

På min allerførste arbejdsdag hos Energie kom Munir (hans nuværende agent fra Elite Models, red.) ind i forretningen. Jeg lagde godt mærke til, at han kiggede meget på mig. Han prøvede en masse forskelligt tøj og endte med at købe en jakke, han i øvrigt aldrig har haft på. Da ekspeditionen var overstået, gav han mig sit kort og spurgte, om jeg havde overvejet at blive model. Han syntes, jeg skulle komme forbi kontoret til en hurtig fotosession. En uges tid efter stod jeg i Paris på mit første job. 

De blev for nylig kåret som årets hotteste par i England. Billedet er fra amerikansk Vogue 2013.  

Jeg har nok altid vidst, at jeg så godt ud. Ja, undskyld, men jeg har altid haft en o.k. selvtillid. Og nok endnu mere, inden jeg startede som model. Når du er model, er der så mange, der er opmærksomme på dit udseende, og man får masser af hug: ”Så flot er hans krop da heller ikke”, ”Hans hår er ikke langt nok”, eller ”Er det en bums, du har der?” I begyndelsen fik jeg masser af afslag. Når man er ny og ikke kender branchen så godt, er det svært ikke at tage det personligt, når man kommer hjem fra en modeuge med afslag på afslag. Man skal have en stærk psyke for at være i denne branche.

I dag kender jeg branchen og ved, hvordan det foregår. Det er en business, hvor kundens produkt er i fokus, og som model er man en af mange brikker, der er hyret til at løse opgaven. Hvis man ikke passer ind i kundens univers, så er det jo sådan, det er. Men det tog mig noget tid at lære og acceptere.

LÆS OGSÅ: Stor guide: 79 gode køb til vintergarderoben

Når jeg var til modeuge i New York i starten af min karriere, blev vi indkvarteret 10 modeller i en og samme lejlighed. Det er ikke altid så glamourøst, som mange tror. At bo så mange drenge sammen, hvis hygiejneniveau ikke altid var noget at prale af, var sgu pænt ulækkert. Vi havde også fornøjelsen af mus, faktisk en del af dem.

Som model og især i min voksne karriere skal man være god til at socialize med mennesker. Du er hele tiden ude til forskellige events, hele tiden omgivet af mennesker, og det er næsten aldrig de samme. Man er hele tiden på og skal give et godt indtryk hver gang, for det er potentielle kunder.

Jeg spiser ret sundt. Der er 24 timers delivery i New York, og du kan få bragt lige, hvad du vil have. Jeg får som regel omelet til morgenmad og laks eller kylling og salat til frokost og aftensmad. Min kæreste og jeg bruger mange penge på at få bragt mad ud eller går ud og spiser. Det er vigtigt, at jeg får den rigtige ernæring, da jeg selvfølgelig skal være i god form. Jeg træner i hvert fald halvanden time 5-6 gange om ugen. Athletic Performance-træning. Det er lidt ligesom crossfit, men hårdere. Jeg ville helst træne hver dag.

Ja, jeg kan da godt lide at lave mad. Eller det er løgn, men jeg synes, det er hyggeligt, hvis jeg står der sammen med min kæreste. Og jeg er da rimelig god til det. Min signaturret? Øhhh ... det er efterhånden ved at være nogle år siden, jeg lavede mad. O.k., det må jeg hellere tage i mig igen. Nej, jeg er vist ikke så god til at lave mad.

Der kan gå uger imellem, at jeg drikker et glas vin. Jeg er kommet så meget ud af træning med alkohol, at det slår for hårdt, når jeg endelig gør det. Jeg synes ikke, det er det værd.

Et af de værste job, jeg har været på som model, var for Armani. Det var hovedkampagnen for Emporio Armani undertøj. Som det første skulle de pensle hele min krop med foundation (makeupcreme, red.). Efter et par skud ville Mr. Armani have et lidt yngre look, og derfor ville de have mig til at barbere mit skæg af. Det er ikke noget, jeg normalt gør, men det var et kæmpe job, så de fik lov.

Efter et par skud med det nybarberede­ ansigt besluttede Mr. Armani sig så for, at han ville have et endnu mere glat look. Jeg ringede til min agent, og vi havde en lang snak. Igen pga. brandet og den eksponering, jeg ville få gennem kampagnen, gik vi med til det. Arme, ben, bryst og hvor på kroppen, der var synligt hår, var væk. Billedserien blev taget færdig, og jeg tog hjem.

En måned senere fik jeg så et opkald fra min agent om, at den kære Mr. Armani endnu en gang havde ombestemt sig. Nu ville han have en model med skæg og hår på arme og ben, så de havde valgt ikke at bruge mine billeder. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg blev bitter, da jeg fik beskeden. Det var og bliver sidste gang, jeg går så langt for et job. Jeg fik dog fuld betaling for jobbet, selv om de ikke brugte billederne.

En sjælden gang er der stadig nogle, der kan finde på at retouchere mit ar væk på billeder. Det har jeg ingen problemer med, men personligt foretrækker jeg mig selv med ar. Der er sket meget siden dengang, jeg fik de første afslag, og mit ar er mere eller mindre blevet mit trademark.

I begyndelsen slog det mig, hvor mange nye mennesker man mødte hver dag, når jeg gik modeshows. I de første år snakkede jeg meget med de andre modeller, men der var hele tiden nye folk, der kom ind og ud af mit liv. Til sidst gad jeg ikke mere. Så når jeg er til shows nu, er jeg ham den lidt kedelige, der står for sig selv. Der er sikkert nogle, der tænker, at ham Toby er lidt arrogant.

LÆS OGSÅ: 17 ure vi kan li’

Lige da jeg flyttede til New York, var jeg meget obs på alle de celebrities, jeg så, men det vænner man sig hurtigt til. Jeg bliver sjældent starstruck, men der var en episode med Jay Z og Beyoncé, der var ganske særlig. Min kæreste og jeg var inviteret til koncert med Beyoncé, og under koncerten fik vi en besked fra hendes personlige assistent om, at vi også var inviteret til dinnerparty efter koncerten. Det blev holdt i SoHo House (eksklusivt hotel i New York, red.).

Vi tog elevatoren op, dørene åbnede, og der var måske 30 mennesker. Jay Z stod i hjørnet og spillede pool med sine kammerater, Beyoncés familie var der også. Vi gik op i baren og bestilte en drink, og så var der en, der prikkede mig på skulderen. Det var Beyoncé i bare tæer og sommerkjole: ”Oh, I’m so glad you guys could make it, thanks for coming.” Senere stod vi sammen og sang en fødselsdagssang for en af hendes venner. Det var surrealistisk.

Kampagnen for Calvin Klein, Eternity Now, er uden tvivl det største i min karriere indtil nu. Jeg kan godt smile lidt af det hele nu, når jeg tænker på, at jeg havde håbet, at jeg en dag kunne blive Føtex-model. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være, hvor jeg er i dag.  Mine forældre tog en meget klog beslutning, dengang jeg var blevet bidt af bulldoggen, og købte en hund. Den døde først for nylig, og det var et stort tab. Vi har selv to hunde i New York. En, som er min egen, og en, som er kommet, efter jeg har fået kæreste. Min egen hedder Lucy. Det er en bulldog ligesom den, der bed mig.

En kommende model for Calvin Klein. Her som niårig sammen med sin far. 

Det er ikke min hund, der er afhængig af mig, det er mig, der er afhængig af den. Min agent er ret træt af den, for jeg nægter at sætte den i daycare, det gør jeg bare ikke. Hvis både min kæreste og jeg er på job, skal hunden passes af en person, den kender, og det skal være hjemme i vores lejlighed. Jeg har endnu ikke måttet sige nej til et job pga. Lucy, men det har været tæt på en del gange. Sidste gang var, da vi var på ferie i L.A., og jeg fik en opgave i Australien. Det endte med, at jeg måtte flyve til New York og aflevere hunden hos en kammerat hjemme i vores lejlighed, direkte tilbage til L.A. og direkte videre til Melbourne. Det var 30 timers flyvning for en enkelt dag i Melbourne. Men den hund betyder rigtig meget for mig, så det gør jeg gerne for, at den skal være tryg.

Jeg har altid sagt, at jeg vil flytte tilbage til Danmark en dag. Men nu er jeg selv begyndt at tvivle lidt på det, og jeg kan mærke, at det gør ondt på min mor. Men jeg kan ikke leve af at være model i Danmark. Og nu har jeg en kæreste, der er opvokset i Californien. Det ville ikke være så nemt for hende at få en tilværelse i Danmark.

Jeg ved godt, at jeg er meget privilegeret, og jeg vil heller ikke sige, at jeg har et meget hårdt arbejde, men det er heller ikke så nemt, som man skulle tro. Det har været rigtig svært at være væk fra min familie.

Min morfar blev syg, mens jeg var i Milano. Der var ikke noget fly hjem til Danmark inden han skulle opereres. Det hele foregik over telefonen, og det var ret frustrerende, for jeg har altid været tæt på mine bedsteforældre. Det var første gang, jeg for alvor mærkede, at jeg levede mit liv uden for de danske grænser.

Jeg kom heldigvis hjem et par dage senere. Anderledes var det, da min far døde af en blodprop. Han var kun 57 år, og det kom ud af det blå. Jeg sad i New York og følte, at det var et kæmpe svigt, at jeg ikke havde været der i det afgørende øjeblik. Jeg fik selvfølgelig booket en billet hjem med det første fly ud af New York, men det vendte op og ned på rigtig meget og satte tingene i perspektiv.

Jeg begyndte at tænke, om det var det hele værd. Hvad er vigtigst her i livet: at have en karriere og tjene penge eller at være der for ens familie? Jeg tog hjem i en periode og sagde nej til mange job.

Efter en del selvransagelse prøver jeg nu at balancere begge dele, selv om det er svært. 

LÆS OGSÅ: Udlandet vil have danske modeller: 16-årige Victor er frontmand for Burberry

LÆS OGSÅ: Det ved jeg om mænd: Emma Leth

LÆS OGSÅ: 16 danske bud på den nye Helena Christensen