Skæg stil
Euroman

Skæg stil

Sådan finder du den skægstil, der passer til din ansigtsform

De fleste mænd har prøvet at eksperimentere med en eller anden form for skæg. Men ikke alle kan nødvendigvis sige, hvorfor den ene type skæg klædte dem bedre end den anden. Det er synd, for anvendt hensigtsmæssigt kan skægget være et utrolig effektivt middel. Har man en jævn og kraftig skægvækst, kan den bruges som en pensel, der kan redefinere vores ansigter eller understrege de træk, vi synes bedst om.

"Den rigtige skægfrisure kan være med til at skabe den ønskede silhuet," siger Morten Gaardbye, der er barber hos Barberen i Vognmagergade. Han tilføjer:

”Man kan ikke generalisere det fuldstændig, for det afhænger også af, hvilken frisure, du har. Har du for eksempel langt hår, der hænger ned foran ansigtet, er det allerede med til at tegne ansigtets form, og så er det ikke sikkert, at man skal bruge skægget lige så meget til at tegne med.” 

Morten Gaardbye kigger på mænd, deres skæg og deres ansigtsformer hver eneste dag på sit arbejde. Her giver han sine mest grundlæggende råd til, hvordan man finder en klædelig skægfrisure (illustrationerne er vores).


Selv ikke et busket skæg kan skjule Jude Laws harmoniske, ovale ansigtsform - men han ser bedre ud uden. Foto: Getty

Ovalt ansigt = lad være at overdrive: "Den ovale form er klassisk betragtet som den optimale. Så skægget skal gerne bevare og ikke skjule formen. Det meste skæg går, men det skal ikke være for firkantet omkring hagen."


Tupac Shakur havde ikke noget særlig imponerende hageparti. Foto: Rexfeatures


Men et behersket kindskæg var med til at markere hans ansigt og skabe opmærksomhed om hans arbejdsværktøj, munden. Foto: Rexfeatures
 

Vigende hage = understreg hagepartiet
: "Har man fuldskæg, kan det være godt at have længere længde på skægget på hagen end på kinderne. Ellers kan man også have kinderne helt fri og kun skæg på hagen, et fipskæg."


Mere filmstjerne end bodybuilder. Det er sjældent, man ser det, men lidt skæg på kinderne klæder Arnold Schwarzenegger. Foto: Getty

Firkantet = gør kinderne smallere med tætklippet skæg: "Hvis kæberne er meget brede, kan man 'lægge' skægget tætklippet på kæberne for at give en skygge, i en linje ned mod hagen, så man prøver at skabe den ovale form. På den måde kan man lege med silhuetten."
 

Ernest Hemingway brød af og til sin runde ansigtsform med en markant moustache. Foto: Getty


Men sådan her kender vi ham bedre. Med det fyldige skipperskæg fik han en mere firkantet og maskulin hovedform. Foto: Getty

Rundt ansigt = understreg kindbenene med masser af skæg: "Hvis du har runde kinder, kan det være godt at have en skæglinje, der går helt oppe under kindbenet for at fremhæve dem og gøre ansigtet mere markeret. Det nytter ikke noget kun at have skæg omkring ansigtet, man skal faktisk have noget i selve ansigtet. Det kræver selvfølgelig, at man har den rette skægvækst på kinderne. Men har man det, kan det faktisk være godt at have skægget så langt som muligt over hele ansigtet, fordi det kan trække ansigtsformen lidt ud – igen kan man næsten få den ovale form. Et lige overskæg kan også være godt, fordi tværlinjen går ind og bryder formen."


Jamie Foxx har et langt ansigt, som han afrunder med et klædeligt, kortklippet hageskæg og daggamle skægstubbe. Men halsen er ren. Foto: Getty

Langt ansigt = glatbarberet på halsen: "Skægget skal ikke være alt for langt på hagepartiet, det vil gøre ansigtet endnu længere. Desuden skal man stoppe skægget temmelig højt, det skal ikke gro ned ad halsen, det vil se ud som om, ansigtet aldrig holder op."


Bob Dylan har et spidst ansigt fra naturens hånd, der passer godt til en vred samfundsrevser. Med sit 1970-fuldskæg blev han en mere jordnær country-familiefar. Foto: Rexfeatures

Spidst ansigt = skæg på kinderne giver fylde:  "Det er vigtigt, at der forholdsmæssigt ikke er alt for meget på hagen, der vil gøre ansigtet endnu spidsere. Det kan til gengæld være pænt med et fuldskæg, der er lige langt over det hele, hvor der er en del på kinderne. Det kan give mere fylde."


Man kan godt forstå, at James Harden har valgt et skæg, der giver noget pondus i mødet med sine store modstandere i NBA. Men det stjæler til gengæld hans ansigt. Foto: Getty

Lille ansigt = korttrimmet skæg: "Det er både/og. Man skal passe på, at skægget ikke kommer gående med én. Så et helt korttrimmet fuldskæg med skarpe kanter, men ikke længere end en halv centimeter, kan være en løsning. Så det ikke bliver for voldsomt. Omvendt, kan nogle, der måske synes, deres ansigt bliver lidt for yndigt, måske have glæde af et længere, klippet fuldskæg, der giver noget fylde og noget maskulinitet."


Aaron Paul får det optimale ud af et lille ansigt og et kortklippet fuldskæg. Foto: Getty

Stort ansigt = hold igen: "Hvis man har et stort ansigt og en lille krop, kan det blive lidt tosset, hvis man også har et kæmpestort skæg. Det kan være fint at være glatbarberet. Eller måske lægge nogle linjer under kindbenene og hagen, hvis man ønsker at gøre ansigtet mere markeret."


Ron Pearlman spiller ofte skurk. Med sit på alle måder store ansigt behøver han ikke meget skæg for at virke faretruende. Foto: Getty

LÆS OGSÅ: Vaginal orgasme er en myte, påstår ny undersøgelse

LÆS OGSÅ: Gammelmandsguiden: Få styr på de viltre øjenbryn og de upassende næsehår

LÆS OGSÅ: Tre nyheder til din efterårshud