Har man set filmen Easy Rider af Dennis Hopper, har man været hele tidsperioden rundt på halvanden time. Der er motorcykler, den frie tilværelse, selvforsynende bofællesskaber, antimaterialisme, LSD og et lydspor, der dækker alt fra The Jimmi Hendrix Experience og Steppenwolf til The Byrds og The Band.

Det eneste, der mangler, er den allestedsnærværende antikrigs-kampagne, der kendetegnede blomsterbørnenes følelser for den første tv-transmitterede krig i Vietnam. Det er det tidsbillede, Mads Jonassen bag designstudiet Force of Nature forsøgte at sælge, da han fik skabt kontakt til det japanske Bedwin and the Heartbreakers.

”Jeg kom med idéen til at lave en kollektion omkring den peace-movement, der var i gang i start 70’erne i USA, Jeg er fascineret af den tid og det udtryk, og så matchede det godt til Bedwin and the Heartbreaks fascination af musik,” siger han om den nye kollektion, der udkommer i Japan i næste uge og kan købes i Wood Wood umiddelbart efter.

Oprindeligt var Force of Nature en fysisk butik på Nørrebro. En blanding af galleri og tøjbutik med mærker, Mads Jonassen ofte var ene om at forhandle i Danmark, primært fra Asien eller større linjer som Levi’s Orange Tab. I dag er butikken lukket, og Force of Nature laver grafik, for eksempel visuelle identiteter til film og tøjmærker, blandt andre Adidas og Libertine-Libertine.

Mads Jonassen mødte Masafumi Watanabe, den japanske designer bag Bedwin and the Heartbreakers, på en tur til Japan og holdt kontakten siden. For et år siden foreslog han så Watanabe, at de kunne lave et samarbejde om en række hættetrøjer og t-shirts med et 70’er-inspireret print.

Siden voksede samarbejdet til at omhandle en hel sommerkollektion af t-shirts, hættetrøjer, kasketter, jakker, sokker og en lang række merchandise, som er typisk for japanske kollektioner. Det overraskede Mads Jonassen i begyndelse.

”Nu kommer hele kollektionen også som badges, iPhone-covers, tasker, strømper og hatte. Der kommer også ølglas og kopper. Japanerne er virkelig gode til at lave merchandise omkring deres kollektioner. Det er ret sjovt, at de har taget det så langt ud.”

Kollektionen er et miks af militære slogans som ”We gotta get out of this place” kendt fra sangen af The Animals, som i dag er ikonisk, fordi den flittigt blev brugt af amerikanske soldater under Vietnamkrigen, og referencer fra fredsbevægelserne såsom ”Drop acid not bombs” og Led Zeppelin-titlen ’Your Time Is Gonna Come’.

”Jeg kan godt lide brands, der har en form for politisk fortælling, uden at den bliver helt italesat. Det er en større ungdomsbevægelse fra en gammel tid, som vi prøver at sætte i scene i dag,” siger Mads Jonassen.

 LÆS OGSÅ: Modeserie: 11 sommerlooks, der fungerer til storbyferien, sommerhuset og en tur på stranden

LÆS OGSÅ: Jonah Hill kan bære batik – Kan du?

LÆS OGSÅ: Modeverdenens største ’troll’ slår til igen