Porsche Cayenne
Foto: PR

Graus anmeldelse af Porsche Cayenne Turbo: "Den er stadig et skrummel og utidigt stor, men den kører unægteligt fantastisk"

Med Cayenne solgte Porsche en bid af sin sjæl til djævlen for at redde forretningen. Christian Grau var mildt sagt ikke fan, indtil han testede den på en racerbane i Spanien.

Lad mig melde ærligt ud fra start. Jeg har aldrig været fan af Porsche Cayenne.

Tværtimod.

Stod det til mig, byggede Porsche kun sportsvogne og til nød GT-vogne. Biler med lavt tyngdepunkt og sportslige køreegenskaber, som er bygget passioneret uden for stor skelen til praktiske hensyn og kommercielle muligheder andre steder i markedet.

Set i det lys var den første Cayenne et syndefald. Det var bilen, der tog Porsches uskyld og solgte en bid af mærkets sjæl for at komme med på SUV-bølgen og nyde godt af stordriftsfordelene i VW-familien. Men det var så også bilen, der om ikke reddede Porsche så i hvert fald styrkede organisationen, så Porsche kunne blive den storspiller, de er i dag.

Kort sagt uden familiebiler som Cayenne og Macan ville der ikke være råd til at forfine og versionere sportsvognene. På den måde skylder alle vi purister faktisk Cayenne en stor tak. Og det er i grunden også svært ikke at være taknemmelig, når man sidder bag rattet i den nye og tredje generation af super-SUV’en.

Præcis som sine forgængere er det en bil, som trods sin umiddelbart kluntede natur gør alt, hvad den kan for at behage dig.

Du skal ikke sætte dig ned i den, som du skal i en sportsvogn. Du skal ikke begrænse din oppakning og du skal heller ikke frygte at være trættet af motorstøj og vibrationer fra undervognen, når du kommer frem efter en lang tur. Den nærmest bærer dig gennem landskabet, og den får dig hurtigt og overlegent frem. Ikke kun når det går lige ud, men også når der er sving og bakker.

Trods tyngdepunktet og vægten er Cayenne nemlig en velbalanceret og uhyre adræt bil at køre. Jeg har undgået den i mange år, men da jeg ikke kunne undslå mig mere, kørte jeg den på en racerbane i Spanien, og der bed den altså seriøst godt fra sig.

Den har ikke sportsvognens raffinement, men takket være firehjulstrækket, undervognen og kraftoverskuddet er den uhyre let at holde en meget høj fart i.

Det er bare noget pjat at gøre det. Altså, det er grundlæggende fjollet at montere 550 benzinheste i en familiebil, der ville være bedre tjent med en treliter diesel. Men det er også sjovt – ja, fjol er sjovt og måske noget af det mest porschede ved Porsche Cayenne. Dét og så den overdrevet lækre kabine.

Porsche har ikke altid været gode til kabiner – der var nogle slemme år i 1990’erne med blandt andet første generation af Boxster – men siden nullerne har Porsche ikke bare fået styr på det, de er blevet mestre ud i kunsten at groome en kabine i lækkerhed og funktionalitet.

Den nye Cayenne har hentet sit kabinedesign fra Panamera, og det er svært at finde et flottere og mere strømlinet, elegant interiør. At det så koster lidt funktionelt med de knapt synlige knapper og lidt besværlige menuer, er en lille pris at betale. Til gengæld tager jeg mig selv i igen at bande afdæmpet over gearvælgeren, som man efter min mening skal hive uforholdsmæssigt hårdt i for at få til makke ret. Ja, når Nobelprisen i krukkeri skal uddeles, ringer I bare.

Bortset fra den ubetydelige detalje er Porsche Cayenne og jeg ved at blive overraskende gode venner. Jeg tager mig selv i at kigge på første generation af Cayenne og synes, at designet har noget råt, funktionelt og dog forfinet over sig, som jeg godt kan lide. Det er i hvert fald den reneste af de tre generationer at se på. Den nye er pænere end forgængeren, men ikke helt så clean som originalen trods de umiddelbart mere elegante lygter for og bag.

Cayenne bliver aldrig min yndlings-SUV og slet ikke min yndlings-Porsche. Den er stadig et skrummel og utidigt stor, men den kører unægteligt fantastisk, og trods størrelsen er den blandt de mest velbalancerede og agile SUV’er overhovedet.

Det er, som om den ikke kender fysikkens love godt nok til at lade sig tynge af dem. Den krænger ikke, og den brager gennem sving uden optræk til understyring. Er det noget så tåbeligt som en bjergpasudfordrende familiebil, du leder efter, så får du det ikke bedre end Cayenne Turbo. Nærmeste konkurrent er Alfa Romeo Stelvio, og så er der selvfølgelig også AMG-versionerne af Mercedes’ SUV’er og M-versionerne af BMW’s, men det er efter min mening at skilte med sit idiotisk overmotoriserede bilvalg.

Skulle jeg vælge en Cayenne, ville jeg personligt vælge sportsvognspræstationerne fra og gå efter en almindelig sekscylindret version. Diesel er trods alt helligbrøde, så en Cayenne uden hverken S eller Turbo. Budgetmæssigt ville det måske endda give luft til også at have en brugt Boxster on the side, når nu krukken først er åbnet. 

Porsche Cayenne Turbo

Motor
4 liter V8 med dobbelt turbo

Hestekræfter
550

Moment
770 Nm. v. 1.960 omdr.

Tophastighed
286 km/t

Acceleration
0-100 km/t på 4,1 sek.

Brændstofforbrug
8,4 km/l (EU-norm)

Co2-udledning
272 g/km.

Pris
fra 2.643.972

Karakter
+++++

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler, Christian Grau og Anmeldelser