2002-04: 2002 PGO Dr. Big, metallic blå

Folkeskole og gymnasietiden

Jeg er vokset op i en familie, der kørte Citroën. Det betød, at mine bildrømme i mange år kredsede om den franske garage. Jeg drømte endda om at køre Citroen C3 Pluriel. Men det hele begyndte med en scooter. Da jeg var 15 år gammel og boede i Sdr. Felding, begyndte mine venner at få scootere. Det skulle man have på den egn. Min far kørte mig ind til en scooterbutik i Herning, og sælgeren så sit snit til at vise mig den smukkeste PGO Dr. Big. Den var metalblå og et ordentligt lokum af en scooter. Desværre kunne den kun køre lige akkurat 30 km/t. Hvorfor borede eller tunede du den ikke, vil nogle måske spørge. Jeg aner nada om motorer, og jeg var for velopdragen til at opsøge de skumle mekanikere. Så jeg kørte rundt med 30 kilometer i timen, og når vi kedede os, kørte vi til Esbjerg. Mine venner var dernede på 40 minutter. Deres scootere kunne køre 80-90 km/t. Jeg ankom et par timer senere, når gutterne var klar til at køre hjem igen.

2005-07: 1986 Audi 100, koksgrå

Medarbejder på Restaurant Bone’s

Da jeg var færdig med gymnasiet, holdt jeg et sabbatår, hvor jeg arbejde på Restaurant Bone’s. For at komme på job købte jeg en Audi til 17.000 kroner. Det var en skøn bil. Den havde så meget plads, at mine venner og jeg ofte kørte lange ture, bare fordi vi kunne. Audi 100 var en problemfri bil. Det mest alarmerende var, at den ikke kunne starte, hvis det var under 8 grader. Man lærer mange nye mennesker at kende, når man står og vifter med startkabler en råkold vinterdag i Midtjylland. Den var også enormt svær at parkere, men det betød ikke så meget i Sdr. Felding, hvor jeg voksede op med masser af plads.

2008-15: 2007 Fiat 500, lyseblå

Praktikant i DR hos Anders Lund Madsen og vært på bl.a. ’Thomas Skovs Bilprogram’, ’Thomas Skovs Sportsprogram’ og ’Kridhvid i Kina’

Jeg flyttede til København, og for mig har det altid været en by, man ikke kan køre bil i, fordi den er så trafikeret. Min mor gøs ved tanken om, at nogen rent faktisk tog kørekort i Københavns trafik. Det var noget andet i Sdr. Felding, hvor der ikke var så meget som en eneste lysregulering i hele kommunen, da jeg fik mit kørekort. Parallelparkering var noget, vi så på film. Men ak, pludselig var jeg i København, og pludselig havde jeg mødt Emilie, der havde en sød lille lyseblå Fiat 500. Bilen gav anledning til, at jeg i DR fik lov til at lave mit eget bilprogram, hvor jeg skulle køre forskellige biler og forsøge at opsnappe en masse viden om dem.

2015-16: 2015 Mercedes GLA, sort

Tv-vært i DR
Det var kæmpe stort at skulle være far. Én ting er at få et lille barn. Noget andet er, at det betød ny bil. Det var aftalen. Nyt barn, ny bil. På det tidspunkt havde jeg forelsket mig i Mercedes GLA, så sådan en leasede vi. Leasing er fint, men man får ikke helt samme forhold til en leaset bil. Det eneste, jeg kan huske, er, at bagagerummet fungerede fint som puslerum.

2016-17: 2016 Passat GTE, blå

Foredragsholder, tv- og radiovært

”Hybrid! Godt at se, at du gør noget for miljøet!” Tjaeh, jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde den, fordi det åbnede for endnu flere parkeringsmuligheder. Nu kunne jeg parkere på el-pladserne. Vidunderligt. Jeg sørgede for altid at sætte ledningen i opladeren, men tændte den bare aldrig. Det var mest for at vise p-vagten, at det her altså var en elbil. En morgen, jeg kom ud til bilen, var der en seddel i vinduet. Det var fra en nabo, der havde bemærket, at jeg aldrig tændte for strømmen. Han ville derfor meget gerne vise mig, hvordan man gør. Det er altså en sød nabo, og jeg nænnede ikke at indrømme, at det udelukkende var et parkeringstrick.

2017-: 2012 Volvo XC90, bronze metallic

Selvstændig foredragsholder, forfatter og tv-personlighed

Jeg kører p.t. i en Volvo XC90, som er et ordentligt skrummel af en bil. Vanskelig at parkere i indre by og meget tørstig. Jeg har ingen anelse om, hvor stor motoren er, men jeg er tosset med den bil. I gamle dage var toilettet det sted, jeg kunne være i fred. Sådan er det ikke længere. Nu er det i bilen, jeg har fred. Forudsat at familien ikke er med, selvfølgelig. Jeg kører den gamle model, og det er klart, at alle med øjne i hovedet og kørekort i lommen drømmer om den nye Volvo XC90, men 2012-modellen er fin. Lige nu. Min erfaring med biler er, at der altid er noget bedre og noget mere, men jeg synes, at udviklingen fra PGO Dr. Big til Volvo XC90 er tilfredsstillende og håber, den kan fortsætte.