Hvordan er lyden af København? Hvor tit går Oliver Kesi til frisør? Og hvor får man det bedste stykke smørrebrød?

Det er blot et lille udpluk af de ting, der bliver diskuteret i det seneste afsnit af Euromans podcast 'Arbejdstitel', hvor rapper Oliver Kesi og producer Hennedub med det borgerlige navn Henrik Bryld Wolsing er gæster.

Oliver Kesi er albumaktuel med pladen ’30 Somre’, som producer Hennedub har produceret størstedelen af numrene til. I afsnittet fortæller Hennedub blandt andet anekdoten om endelig at tro så meget på sig selv, at han langt om længe kunne sige op fra sit lagerarbejde i Albertslund og fokusere på musikken.

Vi hører også om Oliver Kesis rider, der ikke længere indeholder hverken sprut eller snacks, men til gengæld en lille ting med potentialet til at gøre en gigantisk forskel.

Kvartetten bag mikrofonerne skal naturligvis også igennem det faste segment overvurderet/undervurderet. I dette afsnit er det Oliver, der har bragt ting med til bordet, og på tapetet er blandt andet internetshopping, Kim Kardashian og kunsten at skåle med eller uden alkohol.

Lyt til Arbejdstitel øverst i artiklen her eller der, hvor du ellers hører dine podcasts.

Kesi-IG.jpg