Han er født i champagnens fødeby i Frankrig, har en nystrøget hvid skjorte på og et til tider drillende ironisk blik i øjnene, når han debatterer. På den måde lever han formentlig op til de flestes fordom om en rigtig leder for Liberal Alliance. En slags Rytteriets Fritz og Poul, der aldrig forstår, hvorfor de fattige altid er så sure.

Liberal Alliance blev født som et oprør mod, hvad de mener, er velfærdsstatens almoderlige kvælende omfavnelse, men som selv endte tæt på knust under tyngden af real-politik og regeringsforhandlinger. Partiets stifter Anders Samuelsen og hans søster Mette Bock blev brutalt fjernet fra ministerposterne af vælgerne, og på selve valgnatten langede en af partiets profiler, Henrik Dahl, en sviende lussing ud, der allerede ved affyringen brændte sig ind i historien. Han ramte ledelsen og i særdeleshed Anders Samuelsen med en hård analyse af partiets gebærden på de bonede gulve.

”Det har været fuldstændig gennemsyret af nepotisme, og det er jo en nepotisme, der kommer fra Anders. Det er jo i egentlig forstand nepotisme at udnævne familiemedlemmer til ministerposter for eksempel, men i lidt videre forstand er det jo også nepotisme at gøre Thyra Frank til minister for eksempel. Det er jo totalt vanvittigt, for hun har ikke én af de kvaliteter, der skal til for at være minister.”

Da Henrik Dahl blev spurgt, hvem han så som efterfølger til posten, nævnte han Alex Vanopslagh, som for de fleste var totalt ukendt. Blot 24 timer senere stod samme 27-årige Vanopslagh med ansvaret for at rejse et parti, der stod uden sin ideologiske kuglestøder i Joachim B. Olsen, partiets stifter og talisman, Anders Samuelsen og med en forbløffet og forpjusket Simon Emil Ammitzbøll.

”Allerede fra tidligt om morgenen næste dag blev jeg kimet ned af journalister, der ville have en kommentar, men jeg satte den hurtigt på lydløs. Dét døgn efter valget var meget kaotisk."

Vi mødes 14 dage efter ’De lange knives nat’ ikke langt fra Christiansborg, hvor Alex Vanopslagh nu er valgt ind for at stå i spidsen for de sidste liberale krummer. Mens Mette Frederiksen har sat sig i spidsen for en ny regering, og klima og velfærd er de hyppigst diskuterede emner, skal han og partiet finde deres platform. Den morgen, da han blev ringet op, var han flad efter en lang valgkamp, og han var alene med sin søn, som han har på skift med sin ekskæreste.

”Jeg ringede til hende og sagde: ’Jeg ved ikke, om du har fulgt med i medierne, men jeg kunne godt bruge lidt arbejdsro’. Men hun sagde bare: ’ det har du fået i seks uger, og jeg skal til NorthSide festival.’. Det var fair nok. Det gik et døgns tid, inden jeg fandt noget pasning til ham, og jeg kunne tænke over tingene. Det døgn var det hårdeste, for jeg talte meget i telefon, og jeg var mentalt fraværende, og det gik jo ud over ham.”

De fire resterende medlemmer af den desarmerede folketingsgruppe blev enige om at pege på den kun 27-årige Alex Vanopslagh. Den ellers tiltænkte kronprins Simon Emil Ammitzbøll følte sig for meget som en del af nederlaget til at kunne føre det videre.

Men hvem er denne unge mand med det spøjse efternavn, der stammer fra hans belgiske far, der bor i Frankrig, hvor Alex også levede de første fem år af sit liv? Han er som nævnt født i Frankrig, men da hans forældre blev skilt, flyttede han med sin danske mor til Struer i Vestjylland. Her voksede han, ifølge ham selv, op i trygge middelklasse-omgivelser.

Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

”Jeg blev opdraget til at klare mig selv. Mange af mine kammerater havde tv på værelset og mobiltelefoner, men selvom mine forældre havde råd, mente de, at jeg skulle betale selv og finde mig et fritidsjob. Ligesom jeg altid fik besked på, at jeg jo måtte cykle rundt til de ting, jeg skulle til. Hvis jeg brokkede mig over, at cykelturen var for lang, bad hun mig om at tage mig sammen. Der var ikke plads til ynk over sådan nogle småting.”

I sjette klasse meldte han sig ind i Dansk Folkeparti, da han kunne se nogle åbenlyse problemer med integrationen. På det tidspunkt var det bestemt ikke stuerent, men han nød at gå imod strømmen.
”Jeg har altid haft det svært, når alle løber i én retning. Jeg forsøger at få tingene i balance. Hvis jeg er ude og drikke øl med nogle venner, kan jeg også finde på at indtage det modsatte synspunkt i en debat blot for at få fremhævet nogle nuancer. Jeg kan godt lide at provokere og forarge, men jeg er bevidst om, at der skal være noget substans i det. Der er fx en konsensus i Danmark, om at velfærdsstaten er ufejlbarlig, og der blev jeg tiltrukket af Liberal Alliance, der forsøgte at få tingene i balance. Der er brug for noget modvægt.”

Han dyrkede karate på højt plan i teenageårene og var på et tidspunkt inde omkring landsholdet. Men han havde et problem. Til træning kunne han klare sig mod de bedste, men når det kom til stævnerne, tabte han hver gang. Præstationsangst fik ham til at fejle.

”Jeg døjede med angsten i mange år. Karate var min store passion, men så fik jeg en knæskade og måtte stoppe. Når jeg har dyrket noget, har jeg altid gjort det meget passioneret, og da det først blev revet væk, kom jeg ud i en krise. Jeg begyndte at røvkede mig – det er jo ikke så svært at kede sig i provinsen. Jeg kunne ikke komme i gang med andet sport på grund af skaden, så jeg dalrede rundt i nogle år, røg joints og drak bajerebrugte mere tid på at gå i byen. I bund og grund var jeg nok lidt ked af det og ulykkelig og ude af balance.”

Han kom ud af det, da han flyttede til Herning og fandt et nyt fællesskab i fodboldklubben FC Midtjylland. Her blev han en del af en gruppe unge fans, der fulgte klubben i tykt og tyndt og til alle kampe.

”Det er lidt komisk at tænke tilbage på, for det var jo lidt bøvet. Men det gav et nyt fællesskab, og vi havde det skide skægt sammen.”

Da han havde færdiggjort studenterkurset, søgte han som ind som journalist i Aarhus. Men da han skulle til optagelsessamtale, kom han til at tage den forkerte bus og endte i Brabrand. Han forsøgte at ringe til skolen og forklare fejlen, men der var ingen hjælp at hente. Derfor søgte han ind på statskundskab ved SDU i Odense, og det var dér, han for alvor blev politisk vakt.

Her mødte han Kim, der introducerede ham til Liberal Alliance, og sammen prøvede de at stable en lokalafdeling af partiet på benene. Det blev i første omgang ikke til noget, men Alex Vanopslagh fik smag for partiet og politikken.

I 2014 blev han valgt som ny formand for Liberal Alliances Ungdom, og han blev genvalgt året efter. Han flyttede til København efter endt studie, og i efteråret 2016 valgte han at stille op til Borgerrepræsentationen på trods af, at ikke mange spåede den unge kandidat mange chancer i det røde København.

”Jeg har været vant til at være underdog. Da jeg stillede op til Borgerrepræsentationen, var det også mod nogle meget erfarne borgmestre. Når folk siger nu, at jeg er for ung og for uerfaren, så har jeg hørt det før. Heldigvis arbejder tiden for mig. Og måske er tidsånden til de unge. Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, er 32 år. Rassemblement Nationals spidskandidat til Europaparlamentet var den kun 23-årige Jordan Bardella. Det handler om, at man brænder passioneret for nogle ideologiske sager. Det må være det afgørende.”

Hvordan overvandt du præstationsangsten?

”Det handler om at turde at tabe. Præstationsangst kommer ofte af dårligt selvværd, og jeg havde det helt klart som barn. Jeg hungrede meget efter anerkendelse, tror jeg. Præstationsangst og dårligt selvværd er dobbelttydig; på den ene side frygter man afvisningen og nederlaget, samtidig med at man ikke under sig selv at vinde. Og så bliver man handlingslammet. Da jeg kommer i gang i politik, får jeg nogle succesoplevelser. Og på et tidspunkt når jeg til det punkt, hvor jeg under mig selv at vinde. For tidligere har jeg haft det sådan, når noget godt skete, at jeg stillede mig selv spørgsmålet om jeg fortjente det.”

Havde du selv en plan om, at du skulle være politisk leder på et tidspunkt?

”Jeg havde da tænkt tanken. Men det kom bag på mig, at det kom til at gå så dårligt for LA, som det gjorde. Jeg vidste godt, at det ikke ville gå godt, men ikke så dårligt. Jeg er stolt over at have fået muligheden, og jeg vil gøre det, jeg tidligere har gjort. Tage nogle ideologisk skarpe debatter.”

Jeg læste, at du har sagt, at debatten om ’Fattige Carina’ har været Liberal Alliances største sejr. Hvad mener du med det?

”På grund af den debat rykkede 40 procent af danskerne deres holdning til kontanthjælpen. Mette Frederiksen, der var beskæftigelsesminister dengang, var nødt til at stramme reglerne for kontanthjælp to gange i den periode. Det var ikke, fordi vi gik frem i meningsmålingerne eller stillede noget beslutningsforslag, men vi fik rykkede befolkningen, og det var vigtigt.”

Hvad bliver så det næste store debatemne?

”Det er det, vi skal ud og finde nu. Humlen ligger i den offentlige sektor. Da, der var overenskomstforhandlinger sidste gang, gennemgik jeg helt faktuelt, hvad bruttoindkomsterne for fx en lærer og sygeplejerske er, og folk gik amok. Det er et ømtåleligt at påpege, hvor den offentlige sektor har nok penge – der er til tider en næsten religiøs tilgang til, at den offentlige sektor er noget man ikke må kritisere. De laver noget af det vigtigste arbejde i vores samfund, men der ligger noget interessant i at diskutere, hvorvidt den offentlige sektor reelt mangler penge. Og hvor i høj grad magtfulde spillere, som FOA (Forbundet af Offentligt Ansatte) og KL (Kommunernes Landsforening) spænder ben for en afbureaukratisering. Nogle af dem, der påstår at værne om velfærden, ønsker jo ikke rykke magt væk fra dem selv og give dem til borgerne. Der er noget at hente der.”

Mange har måske den fornemmelse, at når man hører jer åbne munden, så handler det kun om lavere skatter. Er I en one-trick-pony?

”Jo, det har vi måske været en smule. Lavere skatter er også vigtigt – ikke kun fordi vi så øger arbejdsudbuddet og skaber økonomisk vækst, som det lyder på teknokrat-sprog. Men vi skal blive bedre til at forklare, hvorfor lavere skatter er godt. Ligeså indigneret socialister bliver over ulighed, ligeså indigneret bliver jeg over høje skatter.

Jeg synes, det er helt vildt urimeligt, at folk, der står op og går på arbejde, skal betale så meget i skat. Noget af det, der er oppe i tiden, er at få mere ro på, få mere tid til børnene. Hvis man sænker skatten, kan det jo være, at man har råd til at gå ned i tid.

Vi har ikke indrettet en velfærdsstat efter, hvad der giver mest glæde og gavn for borgerne, men efter hvordan borgerne kan tjene flest penge til velfærdsstaten. Når Liberal Alliance er bedst, er vi visionære systemsoprørere: Vi vil gøre alt for at sætte borgeren før systemet eller magtfulde aktører.”

Afdøde Mads Holger sagde engang, at ’hver gang en liberal siger, at de tænker på andre, tænker jeg altid ’ja, ja, men det er jo kun, når I onanerer’. Mangler I den sociale dimension?

”Ha, ha. Gode, gamle Mads Holger. Det, jeg sidder og snakker om, handler ikke om, at de rige skal blive rigere. Grunden til, at folk opfatter det sådan, er, at venstrefløjen beklikker vores intentioner. De påstår, at vi er grådige, at vi kun ønsker noget for eliten. Men lad os vende den rundt. Jeg synes, det er dem, der er grådige. Det er dem, der vil have andres penge. De vil give lønstigninger til de kolde hænder i den offentlige sektor, mens det er den almindelige arbejder, der skal betale. ”

Hvad med Klima-debatten? Tog det højrefløjen på sengen, at befolkningen var så optaget af det?

”Det er et godt spørgsmål. I bagklogskabens ulidelige klare lys tog det for lang tid for Liberal Alliance at acceptere præmissen om, at Danmark skal sætte turbo på den grønne omstilling. Grunden til, at det tog os så lang tid, var, at vi hele tiden forsøgte at holde os til fakta. Det med, at Danmark skulle gøre noget alene, er ikke noget, der gavner klimaet. Hvis vi sænker det med 70 procent, stiger det bare i andre EU-lande.

Det med, at vi skal passe på vores klode, går jeg selvfølgelig ind for. Det skal også være et fokusområde for os liberale. Vi skal finde løsninger og teknologi, der kan hjælpe hele verden. Men hvis vi accepterer de rødes præmisser, så taber vi.

Altså hvis det handler om, at vi skal have kød-afgifter, fly-afgifter, så risikerer vi et oprør som ’De Gule Veste’ i Frankrig. Dermed bliver vi et globalt skræmmebillede for andre, hvordan man ikke skal gøre i klimadebatten. Hvis vi derimod kan vi finde teknologi, som vi måske kan med vindmøller, kan vi inspirere hele verden.”

Nogle gange har jeg det som om, at de røde partier bruger klimaet som undskyldning for at nå sit reelle mål, der at få mere kontrol over samfundet.”

Nu har du været politisk leder i et par uger. Hvordan har det været?

”Vi har fået 400 nye medlemmer den seneste uge. Der er kommet en gejst og opbakning. Det har dog ikke været en dans på roser det hele – vi får halvt så meget i partistøtte, så vi skal vinke farvel til en række dygtige medarbejdere, og det dræner mig for energi, for at være helt ærlig. Det er nogle svære beslutninger. Vi står i en helt afgørende periode i partiets historie. Hvis vi ikke lykkes, dør partiet.”