Droner vil ændre vores liv
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Droner vil ændre vores liv

Dronerne er på vej til et luftrum nær dig

Hun kan næsten ikke holde fast længere, sådan som vinden skubber ind fra havet, griber fat i stoffet, rusker, hiver, slider og filtrer hendes hår. I et kort øjeblik er hun væk, slugt af blå silke. Hun slår sig fri, træder ud i solen til de andre piger på asfalten, alle med gummiskoene på presenningen, mens de venter på signalet.

VI ANDRE SER
 på fra afstand, fra taget af en kontorbygning. Vi aner konturerne af noget stort under stoffet. Et fly, måske. Vi hører dæmpet jazzmusik, tjenere bærer fade rundt med isvand og kanapeer, og i et hjørne står en højt dekoreret general fra Singapores luftvåben og tørrer sig i nakken med en serviet. 

Værten for festligheden er Israel Aerospace Industries, IAI, en af verdens førende producenter af satellitter, kampfly, missilsystemer og ubemandede fly. Venlige pressetalsmænd i mørke jakkesæt cirkulerer rundt mellem gæsterne og sørger for, at ingen brænder inde med spørgsmål om firmaets produkter. 

Det er en stor dag for Israel Aerospace Industries, og det er en stor dag for moderne flyteknologi, krig og overvågning. Virksomheden, der er ejet af den israelske regering, sælger sine produkter til lande overalt i verden, og især dronerne, som medierne har døbt de ubemandede fly, er et marked på mange milliarder dollars. Krig er blevet et information game, og her på det årlige Singapore Airshow, en af verdens største handelsmesser, der holdes i et roligt, afspærret hjørne af lufthavnen, er alle de store firmaer repræsenteret, alle med blikket stift rettet mod det købestærke og høfligt bukkende asiatiske marked. 

Ude bag os ligger havet i en mælket turkisblå farve. Set på afstand står containerskibene næsten stille på vandet. 

”Lad os få bryllupssmilet,” råber en pressefotograf. 

Han har samlet et par IAI-chefer og nogle repræsentanter fra Singapores forsvar. Værtslandet er en god kunde hos israelerne. De hvide droner bruges til overvågningsopgaver i den lille republik, der er på størrelse med Bornholm, har 5 mio. indbyggere og straffer med en bøde på 4.000 kr., hvis du smider dit tyggegummi på gaden. ”Very nice,” råber fotografen. Han har fået det, han skulle bruge.

Nu er der nogen, der skruer ned for musikken. 

”God eftermiddag,” siger en mandestemme. 

Præsidenten for IAI, Joseph Weiss, en ældre, slank herre med runde letvægtsbriller, har taget mikrofonen. Han fortæller, at han er stolt over at præsentere gæsterne for den nye Super Heron. Dronen er en opdatering af en ældre model, som bruges af Israels luftvåben, NATO-allierede og styrker i Afghanistan. Ved hjælp af det avancerede kommunikationssystem i bugen arbejder dronen sammen med satellitter, kampfly og operatører på landjorden, som træffer beslutninger i kritiske sekunder.

”Vi ønsker at møde kundernes behov,” siger Joseph Weiss og rømmer sig. 

”Jeg er stolt af at kunne sige: The best just got better.”

Nu kommer signalet til pigerne. Til ’Top Gun’-inspireret actionmusik og klapsalver fra terrassen trækker pigerne silkedugen væk. Og der står den så, gnistrende ny og elektrisk, den hvide drone, der – helt uden pilot – kan holde sig i luften i 45 timer i ni kilometers højde. Vingerne skinner i solen. 

Og hermed er buffeten åben.


Himlen over Singapore genlød af jagerfly, helikoptere og nye Airbus-maskiner, alt sammen til ære for asiatiske købere. (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

HVIS DU HAR ligget i koma eller på anden vis har været forhindret i at følge med i nyhederne, ved du ikke følgende: Vor tids krige og konflikter udkæmpes ikke længere mand mod mand, men på computerskærme. Et sted i Nevadas ørken sidder amerikanske soldater ved kontrolpulte og styrer missilsvulmende Predator-dronefly på jagt efter terrormistænkte i Pakistan, Afghanistan, Yemen og Somalia. Dronerne går effektivt til værks, og fordelene kender alle: Ingen amerikanske menneskeliv går tabt, hvis flyet skydes ned; ingen forulykkede piloter skal reddes hjem af specialstyrker i dyre, komplicerede redningsmissioner. Når drone-operatørerne i Nevada er færdige med dagens arbejde, kører de hjem til deres familie og spiser aftensmad. 

En undersøgelse lavet af det britiske Bureau of Investigative Journalism konkluderer, at amerikanske droner alene i Pakistan har dræbt op mod 3.000 mennesker siden 2004. Der er bare lige den detalje, at mange af ofrene beklageligvis har været civile. Et droneangreb udslettede det meste af et bryllup i Yemen, og i Pakistan blev en bedstemor dræbt af et missil, mens hun plukkede grøntsager i sin have. 

Det har ikke ligefrem gavnet dronernes image, men hvis du er kommet til Singapore for at debattere civile tab og fjernstyrede drab uden rettergang, er du gået forkert. Her på messen fejrer vi flyteknologien og indgår aftaler for milliarder af dollars. I den tørre, ventilerede messeluft står de her alle sammen, slipseklædte repræsentanter fra Bell Helicopter i Texas, Honeywell i New Jersey, Northrop Grumman i Los Angeles, Boeing i Chicago. 

Her er IAI og Elbit Systems fra Israel, Schiebel fra Østrig og svenske Saab med den nyeste Skeldar-model, en ubemandet helikopter i skifergråt skandinavisk design. Interesserede asiatiske købere bænkes i hvide svanestole og trakteres med sandwichsnitter og Ferrero Rocher-chokoladekugler i guldpapir. Hos det amerikanske firma AAI Corporation fra Maryland møder vi Todd, en velbygget mand med kødfulde hænder. Han har været udsendt i Afghanistan, Irak og den første Golfkrig og arbejder i dag med at udvikle droner. Han vil gerne snakke, men lægger ikke skjul på, at han er skeptisk over for journalister. 

”Medierne er ikke vores bedste venner,” som han siger. Dronerne har fået en urimelig hård behandling af pressen, mener han, og det hjælper ikke de ubemandede fly og deres producenter, at medierne konsekvent kalder dem for droner. Droner har en negativ klang. Det korrekte ord er en UAV, hvilket står for unmanned aerial vehicle.

”Folks opfattelse af droner er, at de er dumme. Men det, vi producerer, har en hjerne. En UAV flyver ikke bare rundt oppe i luften, den kan programmeres til at lave avancerede ting. Den ved, hvad den foretager sig.” 


Amerikanske soldater sender en Puma til vejs. (Foto: Pressefoto US Army)

De ubemandede fly indsættes ikke kun i konflikter, de bruges også til fredelige formål. Droner monitorerer skildpadder og andre truede dyrearter, afslører ulovligt fiskeri og hjælper med kystsikring, nævner Todd, og det er blot nogle få eksempler. I Danmark dukker UAV’erne op alle vegne. Danske forskere og dronefabrikanter medvirker i overvågningsprojekter, der beskytter sydafrikanske næsehorn og nepalesiske tigre mod krybskytter. Andre droner modvirker rovdrift på regnskove og kortlægger koralrev.
 
Danske landmænd vil måske bruge droner til at videofilme markerne, så de kan sprøjte pesticider mere effektivt, der hvor ukrudtet er. Droner med varmesøgende kameraer kan redde harer og råvildt fra mejetærskere, og langs den jyske vestkyst afslører droner aggressive hybenbuske i færd med at æde lyng og andre klitplanter. 

Men det er stadig krigsdronerne, der fylder mest i debatten. Alene i USA har forsvaret investeret heftigt i ubemandede bombefly og droner med overvågningsudstyr. For 11 år siden rådede Pentagon over 50 droner, i dag er tallet mellem 7.500 og 8.000, har dagbladet Politiken vurderet. Spørger man Todd, er der ingen grund til bekymring. Udviklingen går den rigtige vej:

”Hvis du ser på anden verdenskrig, blev uendelig mange mennesker dræbt på én gang. Du ser ikke det samme antal ofre i dag, fordi teknologien er så højt udviklet. UAV’erne bygger på viden og præcision. Krig er aldrig godt, men UAV’en er et fremskridt. Vi kommer til at se færre ofre fremover.”


O.K., TODD. Vi tror nok, vi har forstået: Dronerne er en gevinst, et månelandings-hop af dimensioner. Droner samler viden, sparer liv, hjælper skildpadder. Droner står for præcision, overblik, pålidelighed. Men her kommer det sjove: Måske er dronerne ikke kun i gang med at ændre vores opfattelse af krig, konflikter og efterretningsarbejde; måske flyver dronerne ind i vores liv på en måde, vi aldrig havde set komme. Se bare, hvordan det gik internettet. Det blev udviklet i samarbejde med militæret, i dag kan alle tale sammen på tværs af landegrænser, søge viden og sende billeder af deres fødder fra en palmestrand. Det samme vil ske med dronerne, en teknologi, der indtil for få år siden var forbeholdt solide forsvarsbudgetter. 

I dag kan man købe en Parrot AR.Drone 2.0 hos Elgiganten, Fona eller på nettet til et par tusind kroner og sende den 50 meter op i luften. Dronen styres med en app, som downloades til mobiltelefonen eller din tablet. En ny verden har åbnet sig for gadgetglade mænd, der drømmer om at gøre sig fri af tyngdeloven og udforske verden set fra oven med et Go-Pro-kamera.

”Når jeg ser en drone flyve, bliver jeg glad,” siger Aristo Muktabar. ”Jeg får lyst til at undersøge, hvordan jeg kan gøre den endnu bedre, så den bliver endnu mere populær hos mange mennesker.”

 I hånden holder han en af de droner, han har været med til at bygge på Singapores teknologiske universitet. Dronen har fire propeller og kategoriseres derfor som en quadrocopter. Den har videokamera, GPS og drives af et batteri. 

Fra computerskærme, som er stillet op i et hjørne af Singapores messecenter, kan Aristo og hans medstuderende programmere dronernes flyvebane foran et interesseret publikum. Universitetet har ansat flere droneforskere på fuld tid, og da en af de studerende blev gift, fik han sin drone til at flyve hen og aflevere ringen til sin brud. Lige nu hænger fire quadrocoptere og svirrer i luften. De har en pensel monteret nedenunder, som de dypper i sort maling, hvorefter de synkronmaler kalligrafitegn på hvide plader. Publikum tager billeder og klapper. 

Et trådnet sørger for, at ingen kommer til skade, hvis en drone skulle få sin egen vilje. Propellerne kan kappe en bordtennisbold midtover. Aristo kunne ikke forestille sig noget værre, end at nogen kom til skade med en drone. Droner repræsenterer en masse spændende muligheder, og vi har kun set begyndelsen. 

”Hvem ved, om 15 år har vi måske alle sammen en hus-drone, som henter kaffe til os. Det kunne være fint.” 

Men indtil da går universitetet forsigtigt frem og afprøver den nye teknologi i sikre, afspærrede omgivelser. 

”Dronerne har et fantastisk potentiale,” siger professor Low Kin Huat, der leder universitetets droneprogram. ”De udnytter luften over os. Vi er mange mennesker og biler på landjorden, især i Singapore. Vi ved, at dronerne er på et stadie, hvor de kan tage ting og flytte dem til et andet sted. Men det skal reguleres, ellers har vi droner flyvende om ørerne, og det er teknologien ikke parat til. Men om nogle år tror jeg ikke, det bliver et problem.”


Dronerne, som den til venstre, blev på landjorden. De indgår i komplicerede missioner og overvågningsopgaver og betjenes af flere hundrede medarbejdere. Til højre får en af af vagterne en pause i varmen. (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

STÅR DET TIL varehusgiganten Amazon, går der ikke længe, før vi kan bestille bøger på nettet og få dem bragt til døren af en svirrende drone med gribekløer. Dronen hænger og venter i luften, indtil du med et tryk på din mobiltelefon inviterer den ned til trappestenen, hvor den afleverer bogen og forsvinder igen. 

I dele af dronebranchen betragtes Amazons idé som et fiffigt PR-nummer, mens andre mener, at planen er realistisk, i første omgang i øde landområder, hvor dronen ikke kan falde ned og slå nogen ihjel. 

Indtil videre er luftfartsmyndigheder overalt i verden på vagt over for det nye fænomen. I Danmark må de små drone-fly og helikoptere kun bruges på marker med mindst 150 meter til nærmeste bebyggelse og 5 km fra lufthavne. For professionelle droneoperatører er reglerne mere lempelige, men det kræver en dispensation fra Trafikstyrelsen. Indtil videre har 11 danske firmaer fået lov til at bruge droner under 7 kg i erhvervsmæssig sammenhæng. 

Et af dem er ingeniørvirksomheden COWI, der har investeret i tre dronefly til 130.000 kr. stykket. Flyene bruges til bl.a. landopmåling, og sidste år sendte miljøingeniøren Stephan Mølvig en af dronerne til vejrs i det mennesketomme område ved Arsukfjorden i Grønland, hvor Forsvaret er ved at afvikle kommandostationen Grønnedal. 

Lydløst over græsklædte dale med sneharer og polarræve svævede dronen og indsamlede tusindvis af billeder, som Stephan Mølvig bagefter brugte til at skabe et 3D-kort af terrænet og basen. Uden droner ville Forsvaret ikke kunne gennemføre opgaven; det ville blive for dyrt og langsommeligt for landmålere at udføre arbejdet til fods. ”Dronerne har potentialet til at gøre livet lettere for rigtig mange mennesker,” siger Stephan Mølvig.

Måske kan de ligefrem redde liv. Det forventer Magnus Mattsson og hans kolleger fra Københavns Brandvæsen, hvor man næsten ikke kan vente med at tage tre nyindkøbte Phantom-droner i brug. Den endelige tilladelse fra Trafikstyrelsen ventes at komme en af disse dage. Brandinspektør Mattsson:

”Det er svært at komme ind med stigevognen i en baggård i Nyhavn. Hvis vi sender en drone op over taget, får vi et hurtigt overblik med billeder, som streames til indsatslederen på landjorden og til folkene på alarmcentralen. Billederne giver os et vigtigt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger under tidspres.” 

Ved bjergningsopgaver kan brandvæsnet sende en drone ud over vandet og lede efter nødstedte og udnytte ventetiden, mens redningshelikopteren er på vej fra Roskilde. I andre tilfælde kan dronen flyve ind i brændende bygninger og områder med kemikalieudslip eller eksplosive gasser og give indsatslederen vigtig viden uden at risikere sine kollegers liv. 

”Måske kommer der en dag, hvor vi kan placere droner på strategisk udvalgte brandstationer rundt om i byen. Når der er et alarmopkald, flyver dronen i forvejen og sender billeder fra ulykkesstedet, så alarmcentralen kan følge med og sende de rigtige ressourcer til stedet,” siger Magnus Mattsson. 

I Hellig Kors Kirke på Nørrebro har sognepræst Andreas Christensen købt en drone til 2.000 kr. på nettet. Den har fire propeller og et kamera, som sender billeder live, så præsten på sin mobiltelefon kan udforske kirkerummet fra en helt ny vinkel. Menighedsrådet bakker op om indkøbet, som skal bruges til at støve af på paneler og gesimser, hvor det er svært at nå op. Luften fra propellerne blæser støvet ned, og herefter klarer en støvsuger resten. Udenfor, og med tilladelse fra Trafikstyrelsen, skal dronen op og inspicere skader på kirketårnet efter stormen sidste efterår, og så håber Andreas Christensen, at dronen i det hele taget kan lokke flere børn og unge i kirke.
 
I forvejen har Brorsons Kirke, der også ligger i sognet, haft stor succes med sine rockgudstjenester – unge kirkegængere er kommet i busser fra hele landet – men med en drone, der hænger oppe under kirkeskibet, håber Andreas Christensen, at flere vil lægge vejen forbi Hellig Kors Kirke søndag formiddag. Chancerne er gode. Kirken har allerede haft besøg af TV 2 Lorry, og da præsten under fremvisningen for tv-holdet mistede kontrollen over dronen, så den satte sig fast på et spir over prædikestolen og måtte rages ned med et kosteskaft, endte historien hos Anders Breinholt og ’Natholdet’.


NÅR MENNESKET LETTER fra landjorden, er det en sag for Jesper Rasmussen. Han er vicedirektør i Trafikstyrelsen og har skubbet brillerne op i panden, da han viser ind i et mødelokale med kaffe på bordet og udsigt til de andre kontorhuse i Ørestad. Det er Trafikstyrelsens ansvar at sørge for, at ubemandede fly og helikoptere ikke kommer i forkerte, ukyndige hænder og er til fare for andre. Da en mand i maj 2013 sendte en fjernstyret helikopter højt op over husene i Ørestad, videofilmede turen og lagde den på YouTube, reagerede Jesper Rasmussen prompte. Manden blev politianmeldt og fik en bøde på 2.000 kr., som han accepterede på stedet. 

I en pressemeddelelse, som stort set alle danske medier samlede op, forklarede Trafikstyrelsen, at droner ikke er legetøj, som alle og enhver kan sende op i beboede områder. Selv om Trafikstyrelsen håber, at man med sagen fra Ørestad har statueret et eksempel, understreger Jesper Rasmussen, at styrelsen ikke har noget ønske om at totalforbyde dronerne. 

”Vi står med dronerne, hvor man stod med bilen for 120 år siden. Vi tror, det vil udvikle sig voldsomt de kommende år. Som med bilen skal vi lave nogle adfærdsregler, vi skal finde ud af, om vi skal køre i højre eller venstre side, og om der skal være lysregulering. Alt det skal vi opfinde til dronerne, ikke kun i Danmark, men også i EU og resten af verden. Vi skal udnytte den nye teknologi og dens muligheder, men sætte nogle fornuftige rammer, så det ikke giver bagslag.

”Med bagslag tænker Jesper Rasmussen ikke kun på helikopteren i Ørestad. YouTube svømmer over af droner, der styrter ned eller betjenes af tvivlsomme typer. På en video optaget et sted i Rusland står en mand med solbriller og lyder som Borat, mens han viser sin selvbyggede quadrocopter med maskingevær. Han styrer dronen hen over en skråning med fire menneskelignende dukker. Med et tryk på fjernbetjeningen åbner han ild, så dukkerne splintres, og de afhuggede hoveder ruller ned ad skråningen. I finalen styrer han dronen, nu med en sprængladning, ind gennem bagruden på en bil, så den eksploderer i en kugle af ild. 

Hen over grænsen mellem Mexico og USA flyver små droner med narkotika i ly af mørket. Dronerne programmeres til at lande på aftalte steder i USA, hvor medsammensvorne henter varerne. I Norge måtte brandvæsnet ikke kun kæmpe med flammerne, der i januar 2014 fortærede bygden Lærdal nord for Oslo. Midt i det vanskelige slukningsarbejde så helikopterpiloterne noget, de ikke havde set før: Over de brændende huse svævede små fjernbetjente droner og filmede branden. En af dem var sendt op af avisen VG. Dronerne fløj i vejen for redningshelikopterne, som ikke kunne lande, og avisen fik en røffel for at genere brandslukningsarbejdet. 

I flere landlige stater i USA vækker dronerne vrede. Beboere i småbyer frygter, at FBI, CIA og resten af bureaukratiet i Washington vil benytte flyene til at spionere og overvåge og indskrænke følelsen af frihed og åbne vidder. I Texas har djævlen fire propeller. I en avanceret form for lerdueskydning mødes en gruppe mænd, der kalder sig patrioter, med pistoler og maskingevær og skyder til måls efter quadrocoptere. Dronerne styrter mod jorden til jubelbrøl. 


HISTORIERNE FRA UAV’ernes kulørte overdrev gavner ikke branchen, heller ikke den danske, hvor flere firmaer håber, at et industrieventyr venter om hjørnet. Sky-Watch i Støvring, ProAir i Albertslund og Little Smart Things i Nexø på Bornholm er blandt de firmaer, som producerer droner og arbejder for, at et internationalt testcenter for droner i den stilfærdige Odense Lufthavn kan sætte endnu mere fart på udviklingen. Hos Trafikstyrelsen vil man ikke stå i vejen for den nye teknologi. Kunsten er blot at finde en balancegang, siger Jesper Rasmussen.

”Teknologien er stadig ny og uafprøvet. Enhver kan flække en drone sammen i et baglokale og sende den på markedet. Der er flere krav til en kaffemaskine fra Bilka end til en drone. Hvis en drone har en vis vægt, kan den falde ned i hovedet på folk og slå dem ihjel. Og hvis den kommer for tæt på en lufthavn, kan den ramme en flyver. Det er ikke godt. Eller hvis en eller anden finder på at flyve en 7 kg tung drone ind i Parken for at se F.C. København spille kamp, og den skvatter ned og dræber tre mand. Det vil vi gerne undgå.

”En vej frem kan være krav om kørekort for at flyve med droner, og at dronerne skal have ’nummerplade’, en chip med oplysninger om ejeren, som kan slås op i et droneregister. ”På den måde kan vi hurtigt se, om det er et firma, der har tilladelse til at flyve, eller om det er en privatperson, som bryder loven,” siger Jesper Rasmussen. 

Hos det danske politi følger man interesseret med i dronerne og har fået demonstreret forskellige modeller. Men der er ikke nogen planer om at gøre som i Storbritannien, hvor droner flyver på arbejde, når der er optræk til fodboldoptøjer. 

”Det er for tidligt at sige, hvad vi eventuelt kan bruge dronerne til. Der er ikke noget konkret i støbeskeen endnu,” siger kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen. 

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan er man stillet som borger, hvis man føler sig beluret af naboens nyindkøbte drone med et lysende, rødt kameraøje? Er man i sin gode ret til at skyde den ned med en slangebøsse? Det vil Thomas Kristensen ikke anbefale: ”Hvis man mener, at der er foregået en strafbar handling, skal det meldes til politiet som alt andet.”


I SINGAPORE VRIMLER det med gæster i det tæppebelagte messeland. Hos AAI Corporation sludrer Todd med en kollega i en pause, og hos Israel Aerospace Industries er showet flyttet indenfor på store tv-skærme. Her viser en animeret actionfilm, hvad en Super Heron gør ved fjender med ondsindede planer. En kvindelig skuespiller i mørkeblå spadseredragt, høje hæle og bryster, der står som torpedoer under den hvide skjorte, forklarer, hvordan dronen i samarbejde med satellitter udpeger kritiske mål, inden bombefly sættes ind og fjerner fjenden fra landkortet. ”Detect, decide, defeat,” siger hun og takker for publikums opmærksomhed. Joseph Weiss havde ret: The best just got better.


Professor Kin Huat fra Singapores tekniske universtitet har fået fat i en drone med gribekløer. Universitetet afprøver dronerne indendørs, så længe teknologien er under udvikling. (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

I et hvileområde i et hjørne af hallen sidder en ældre mand i skjorte og slips. Han er kommet hele vejen fra Schweiz, hvor han driver et konsulentfirma, der arbejder med miljørigtig teknologi inden for flyindustrien. Emnet er følsomt og ikke specielt populært her på messen, så han foretrækker at operere under radaren. Han har boet i Sverige, da han var yngre, så han foreslår, at vi kalder ham Bjørn. Han beskriver sig selv som en bekymret medborger, og for at være ærlig er der ikke meget sjov ved Bjørn. Med sin medbragte madpakke, sit fornuftige fodtøj og sin dybe skepsis over for alt det nye, flotte isenkram er han en ensom mand på messen. Bjørn er manden, der drikker danskvand til årets bedste fest. Alligevel dukker han op, igen og igen, til flymesser overalt i verden for at sprede budskabet: Helikoptere, jagerfly, missiler og droner bliver mere og mere avancerede for hvert år, og det er alt sammen led i en unødvendig oprustning, der skader mere, end den gavner. 

”Det er ét stort konglomerat af kommercielle interesser, som skaber scenarier af frygt. Frygten presser os til at udvikle nye våben, fly og kanoner. Det slutter aldrig. Det er som en kræftsygdom.”

Bjørn tager vrede bidder af sin banan. Han kigger sig omkring, vantro. Overalt ser han glade mennesker, som ikke tænker sig om. Nyttige tåber. Hvorfor er der ikke nogen, der stiller kritiske spørgsmål til det, de ser? Han ryster stille på hovedet.

”Tænk på, hvad det koster i brændstof at flytte alt det her skrammel ind på messen og pakke det ned igen, når den er slut.” Bjørn er 72 år. Han trøster sig med, at han næppe når at opleve, at jorden går under i stormfloder, orkaner og klimaflygtninge. Indtil da kæmper han sin ensomme kamp for at bevidstgøre blinde forbrugere, som han har gjort det meste af sit liv. Kvinder og ægteskab har han valgt fra. 

Hvorfor?

Bjørn tænker sig om.

”Kvalitetsproblemer.” 

Han ruller bananskrællen sammen og putter den ned i en medbragt pose med frugtaffald. 

”Jeg har aldrig fundet en kvinde, hvis ydre kvaliteter stemte overens med de indre kvaliteter.” 

Enten har kvinden været smuk og attraktiv, men da det kom til stykket, har hun ikke delt Bjørns interesse for filosofi, etik og problemerne med det militære industrikompleks. Eller også har hun været lynende skarp, en fantastisk samtalepartner, men ikke ligefrem cheerleader-materiale. Så Bjørn vil hellere være alene.

”Jeg har en vis perfektionisme i mig. Det ser jeg intet galt i. Intet som helst.” 

Få meter fra ham strømmer folk over mod scenen, hvor de studerende fra Singapores tekniske universitet er ved at forberede showets højdepunkt. Bjørn har ikke tænkt sig at kigge på. Han har et arbejde, der venter. Han samler sine poser med informationsmateriale, tager sin jakke. Så siger han det, han har ventet på at sige:

”Det gælder om at hæve sig over de basale drifter. Hæve sig over forplantningsdriften. Over sex. Du må finde et større mål med livet. Et mål, som tilfredsstiller sjælen.”

Kort efter er han forsvundet ind i mængden. 

Bag ham hænger 12 propeldrevne droner i luften. Med scenens bagtæppe som mørk stjernehimmel lyser de grønt, gult og lilla. Ubesværet, overlegent summende og uden at kollidere svæver de ind og ud mellem hinanden, på rækker, parvis og i cirkler, til Offenbachs forpustede cancan-finale med horn og strygere. En sværm af elektriske bier, der aldrig har bestilt andet. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Tendenser, Videnskab, Krig, Terror og Erhverv