Den bløde mand

Den bløde mand

Idéen om, at jeg absolut må have afløb for mit testosteron, forekommer mig lige så fortænkt som palæokost

Hvornår er det lige, at jeg har brug for min indre macho-mand?

Der går ikke en uge, uden at en debattør, vittighedstegner eller filminstruktør fortæller os mænd, at vi undertrykker vores maskulinitet. Undertrykkelsen foregår overalt, den foregår i både arbejds-, sex- og familieliv. Ja, hvis man skal tage Luffe fra L’EASY-reklamerne for pålydende, er de dage endda forbi, hvor vi kunne profilere os på at være mere teknisk anlagte end kvinderne.

Angivelig lægger vi så meget låg på vores sande natur, at alle kvinder snart må løbe skrigende væk for at blive lesbiske. Fordi de lige så godt kan dele hjem og seng med en kvinde, der hviler i sig selv, frem for med en feminiseret, men frustreret mand.

Der er mange forklaringer på den moderne mands krise, men en af de mest udbredte er noget i den her retning:
 
Manden er havnet i identitetsproblemer, fordi han kulturelt set lever i det 21. århundrede med barsel og cykelhjelm, men indeni – altså helt inde i generne – er programmeret til at være en stor og brølende dræbermaskine. Udenpå er han kontornusser i cardigan, men indeni er han en hulemand svøbt i sabeltigerskind. Derfor brænder han inde med sin naturgivne voldsomhed og trang til at dominere sine omgivelser.

LÆS OGSÅ: Champagne-importøren: Sådan tjente jeg min første million

Jeg er ikke super stærk i naturvidenskab og evolutionsteori, men jeg køber den ikke. Ligesom jeg ikke køber, at vi i industrialderen skal holde os til en stenalderdiæt, fordi vores dna endnu ikke er på omdrejningshøjde med landbrugsrevolutionen. 

Ideen om, at jeg absolut må have afløb for mit testosteron, forekommer mig lige så fortænkt som palæokost. For hvornår er det, at jeg har brug for at opføre mig som en mand i mit velopdragne, regelrette, senmoderne skrivebords-liv? Jeg ved det simpelt hen ikke. Jeg kan faktisk ikke få øje på den situation, hvor mammutjægeren og alfa-hannen har deres berettigelse i mit liv. 

Indimellem giver manden i mig selvfølgelig et lille forsmået pip fra sig, men han bliver hurtigt overdøvet af mine mere magelige, eller er det fornuftige, tilbøjeligheder?

For eksempel var der dengang, da jeg mødte min kæreste. Jeg var studerende, hun havde fast arbejde. Til at begynde med strittede jeg imod, når hun ville tage regningen på restauranten eller give mig en gave, som jeg ikke følte, jeg prismæssigt kunne gengælde. En stemme indeni mig udtalte ordet ’umandigt’. 

Men den forstummede ret hurtigt. Hvorfor skulle jeg stritte imod, når hun havde lyst til at invitere mig med på dyr restaurant? Eller til Østen og Mellemamerika? Efter de første forbehold labbede jeg forkælelsen i mig, uden at det slog nogen skår i romantikken, at det ikke var mig, der indtog rollen som den store stærke forsørger. Sidenhen har vi skiftet indkomstniveau et par gange, uden at der, tror jeg, er fuldstændig balance i regnskabet. Og hvad så.

Apropos rejser var der også dengang for et par år siden, hvor jeg var i Buenos Aires med nogle venner. På vej hjem fra en bytur blev vi passet op af to skumle typer med hættetrøjer og fiskeknive. ”Money, money, money,” hvislede de umisforståeligt. 

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Hvad er din mentale alder?

Instinktivt hev jeg, hvad der svarer til 1000 kroner i sedler, op af lommen og kastede dem i deres retning. Samtidig kom en taxa rullende og bremsede op lige ud for os. En kvindelig chauffør trykkede hornet i bund, stak hovedet ud af vinduet og opfordrede os til at tage benene på nakken. Det gjorde vi så. 

Da pulsen og adrenalinniveauet bagefter havde lagt sig, må jeg indrømme i et kort øjeblik at have følt et stik af ærgrelse. Ikke over at have mistet pengene. Men over at jeg aldrig har fået lært en eller anden form for fjernøstlig kampsport. Så havde det ikke været mig og mine venner, men bøllerne der måtte tage benene på nakken. Når først jeg havde givet dem en lektion, ville de ikke have haft andet valg. Men nu er flyvespark, omvredne arme og kæberystere ikke blandt mine spidskompetencer, og i sandhedens øjeblik viste jeg mig ikke som en mand, men som en kujon. Som et byttedyr. Og reddet af: En kvinde.

Men altså, følelsen var ikke langvarig. Faktisk blev den ret hurtigt afløst af en følelse af tilfredshed. Tilfredshed med at min mavefornemmelse var så snusfornuftig, at den bød mig at stikke af i stedet for at rode mig ud i noget. Som sagt ved jeg ikke så meget om arveanlæg, så jeg ved heller ikke, om det var deres fortjeneste, eller om det var mine forældres råd om altid at forsøge at tale sig uden om en slåskamp og ellers bare løbe, som lagde en dæmper på min trang til at spille helt.

Nej, det er svært at få øje på den stolte, aggressive og konkurrencesøgende mand i min tilværelse. Heldigvis gør det samme sig åbenbart gældende for mange andre mænd i min generation. Når eksperter beskriver, at det er svært for mænd i dag at manifestere deres maskulinitet, fordi de er i tvivl om, hvordan den ser ud, hvilke farver den har, og hvor den egentlig kan bruges, tænker jeg, at det er positivt. Det er et tegn på, at vi mænd er nået langt. Vi har opnået meget. Blandt andet retten til at være bløde og sårbare. Til at erkende vores svaghed. Til at åbne op og fortælle andre om vores følelser. Om vores eufori såvel som om vores bekymringer. Det kan kun være sundt.

For nylig læste jeg om en undersøgelse, der peger på, at hvis flere lande i verden havde en lang barsel til mændene, ligesom i Norden, ville meget af verdens ufred og voldelige kriminalitet mindskes. 

Fordi mænd, der er i tæt kontakt med deres afkom lige fra begyndelsen, opbygger en helt anden evne til at give omsorg, end mænd der er tvunget til at overlade nærværet med spædbarnet til moren. Tilsyneladende er mænd lige så gearede som kvinder til at ændre sig hormonelt, når de får børn. 

Igen, jeg er ikke så stærk i det biologiske. Men jeg synes, det er et smukt perspektiv for os mænd. For hvem vil hellere jage sabeltigre/gå ned med stress og museskade end at lulle deres eget barn i søvn? 

Nå jo, vent. Det er lykkedes mig at komme i tanke om en situation, hvor jeg ofte er helt styret af mine aggressioner. Og det er, når jeg ikke kan finde ud af min computer. Så kan jeg godt finde på at hamre i tasterne og råbe og skrige ind i skærmen. Det ender som regel med, at min kæreste må hjælpe mig.

LÆS OGSÅ: Henrik Qvortrup: "Der er verdensmestre nok"

LÆS OGSÅ: Det skal alle mænd kunne: Smage på vin på restauranten

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive en mand (når man er født som kvinde)