Guide til Københavns kvarterer: ”Boligpriserne er ved at ’Østerbroficere’ det meste af byen”

Jeg går gennem en vidunderlig by. Fyldt med festivals, food-fetichister, sportsparader og alskens parfumeret gøgl. Folk vimser  rundt som passive påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 6.000 kroners telefoner og microøl i hænderne, mens bascykler blæser rædsom Shubiduask danskhall og spyttende human beatboxere på dværg-trick-cykler i fake ray-bans på pot, som var det allerede rigtig legalt.

Generation hest i pastel Ralph Lauren er blæste på hestebedøvelse og magnum-bobler, Øregårds fineste og dem, der prøvede at ligne dem, cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner.Turisterne kommer for at guffe græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste ariere næsten gratis.

Kønnene har byttet roller, og der bliver flirtet, som er vi på et stort udendørs latino-diskotek, lige før tøjet rives af, og i aftensolen er det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble er lige meget, forældet, passé. Som om fornuften og nydelsen endelig har sejret, og verden nu står flot og nyopladet med mening og energi igen efter den senmodernes tunnel af en mørke middelalder.

LÆS OGSÅ: 30 tegn på at du er jyde i København

Det hele går underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder Tysklands klit, selv de mest marginale avantgardeideer har lukrative liv, tv’et og sofaen ersmidt ud, det er virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København. Som er det Roms sidste sjove dage. Selv vinteren er blød nu i byen fyldt med broer og fede, funky løsninger. Klart alle vil bo her.



Som en af de sjældne indfødte i København K. indbyggere bliver jeg ofte spurgt, hvad det nye smarte kvarter er, eller hvor man skal investere i bolig eller placere sit galleri eller sin klub. Derfor har denne guide til de vigtigste københavnske kvarterer.

Generelt kan man dog sige, at prisudviklingen er ved at ’Østerbroificere’ det meste af byen. Her er fyldt med butikker med dyr kaffe og loungemusik, gourmetsexuelle og en masse små ’identitetsgenererende hippe’ butikker, hvor man fortæller meget, meget vigtige historier om sig selv via tøj, møbler og musik.

Alt sammen til ære for den nyborgerlige post-hipster-middelklasse, der giver den gas i den nye ’kreative’ opmærksomheds-økonomi og instagrammer om deres loppemarkedesliv.  Men lad os begynde en rundtur i Kongens København.

Vesterbro

Priserne har skubbet alle originaler. Den ægte slags, der ikke ved, hvad ordet stylist eller pension betyder. På Vesterbro er det er svært at finde en ærlig junkie udenfor Bermudatrekanten mellem den brune kødby, hovedbanen og mændenes hjem.



Dog er der stadig skandaløst menneskesalg, hvor trafikerede kvinder river i turisterne, som et ekko fra dengang Vesterbro var rigtig red light a la Boogie Nights - bare med Erik Clausen. Hvis luderne virkelig er umulige at fjerne for politiet, hvad så med at flytte sex-trafikken ind i skærsilds idio-Tivoli, for at give den gamle have lidt tiltrængt voksen kant?

Amager

Amager er det danske Sicilien, og hvis man ikke kan blive superhelt via hashsalg eller motorcyklisme, er der altid et job i lufthavnen. Selv denne ægte provins midt i hovedstaden er under belejring af boligspekulerede akademikere, der med tiden vil forbyde de sidste kamphunde og fuldende Østerbroificeringen.  På ama’r kan man lide alle de samme bil-brands, tasker og silikonetasker som i Nordsjælland, det er blot lidt mere opboppet. Min film om Amar:

Kald aldrig en Christianshavner for Amarkaner, for han vil ikke sidestilles med en fyr med en kæreste med røvgevir og sten i neglene. Sandsynligvis er han i stedet en x-flippet, nu snobbet sortklædt arkitekt, der aldrig rigtig fik bygget noget.

Christianshavn er i rivende udvikling. Se bare det billige mad-hygge-center på Papirøen, Noma og ikke mindst den meget forsinkede bro direkte til Nyhavn…hvordan man kan bygge 30 cm forkert i en tid med lasere og computere er mig en gåde.

Christianshavn er pænt.  Bortset fra ruten fra eskimo-ambassaden ved Metroen over Prinsessegade til Pusher street, hvor de fredelige rygezombier pendulerer døgnet rundt. Christiania er det et fantastisk sted at vise turisterne, men hvordan man får en bolig der er mere okkult end Tom Cruise´s indre.

Dog er der i området nordpå  -omkring B&W hallerne på Refshaleøen - opstået en slags klondyke for dykkere, mystiske malere, noise-musikere, microfestivaller, tipier og ikke mindst raket og ubådsbyggerne, der har deres egen lille Blofeldt base her: En slags staden, bare uden hippie-hash-historien. 

Indre by

Selve kernen, Kbh. K., er reduceret til en kontor-spøgelsesby efter klokken 18. Om dagen er K. en sjælløs brandstore shoppingarkade, der reelt kunne ligge i Stockholm eller Hamborg. Om natten er K et sted hele Sjælland tisser i gaden, kaster med pizza i eller brækker breezers op i.


Morten Vammen på strøget.

Ok, der bor da lidt mennesker midt l larmen til urimelige huslejer, men de søger op i den 80er-agtige bøssede Pisserende eller i prætentiøse nonsense-Nansensgade, hvis epicenter stadig er marskandiser 90-er cafeen med det sigende navn ’Bankerot’ - indrettet af en af de få overlevende helt ægte originaler:

Se ham her:



Nørrebro

Nørrebro har lidt mere etnisk og funky. Der er en vaskeægte Somaliergade med R.Kelly kopitøj og khat-gnaskere, men generelt er der stille og roligt helt ud til pipkvarteret efter ’højbanen’. Pipkvarteret er komplet med rockerborg, moske og autonomt beton-ungdomshus, og kiosker hvor man kan få en kvadrat skattefri RitterSport med tyrkisk flavor for en flad femmer.



Det er det mest internationale sted i Danmark, og slet ikke så farligt som Station 2 og tabloidpressen piver om. Der er sågar klubber dedikeret til sort musik (Rust) og indie (Drone) og vaskeægte retro-undergrund på Mayhem og Stengade 30.

Og så er der folk i mange farver, man måske skulle prøve at sende til Nordsjælland, eller lade journalister flytte ind i fx Mjølnerparken? Pipkvarteret og Sydhavnen kan hurtigt blive det nye Vesterbro, der er det nye Østerbro.

Østerbro

Børnefamilie-Østerbro er en slags overgang mellem K og Hellerup, meget borgerligt og børnefamilie-orienteret. Det er stort set umuligt at gå ud på Østerbro. Det eneste reelle rebelsegment, der er tilbage på Ø-dødstjernen er Brumleby, en slags overgroet mix ad reklamekrigernes favorit Kartoffelrækkerne og fristaden.

Der er store planer for at boppe Nordhavn op og integrere det nu noget industrielle område med resten af latté-land, så det kan komme væk fra sit rygte om bare at være et sted, man smider en sort sæk. Metroen bliver ledt den vej, og jeg tror, det kan blive en ok investering -  det er jo hot med bådpladser.

Frederiksberg

Østerbro minder meget om enorme Frederiksberg, hvor man også har en svaghed for beige tøj, gravhunde, teaterfolk, transer, Lodenfrakker, matchende bøssepar, Domus Vista, Baileys, TV-Sorry, sundheds-sandalbutikker og dyr chokolade.

Der er renset for alt “ungt” og “hipt”, men der er stadig en del mønt, hobby og frimærkesamler-butikker. Folk er lidt fiiinere end andre steder, og rådhuset er altid ret konservativt bemandet. Frederiksberg er det nye, hemmelige post-normcore epicenter, og der er altid excentriske  ældre mænd med hårspænder i gaden. En slags mix mellem Rod Steward og Uffe Buchard.

Nordsjælland

Nordsjælland - læs Strandvejen - er et mærkeligt sted. En slags indavlet American Psycho-museum, hvor alle traller rundt til Earth, Wind & Fire´s: “September” på cuttet coke og lykkepiller med pink rosé og poloer med opslåede kraver i vulgære biler og både. Alt imens de analstraffer blondiner fra Lyngby for håndtasker med tydelige brand-logos.

De rige er altid uduelige, tror alle kan købes, er paranoide over at leve i en tom luderverden og har sindssyg dårlig smag (hvis de ikke har lært at simulere god smag med ballet/overklassestrip/menneske-dressur, kunst-antik-krejleri eller måske noget “vild” 80er retro a la Nick Cave.)

De klæder deres børn i sort Givenchy og installerer dem i ejerboliger i Nyhavn og giver dem gallerier, uddannelser og netværk - og nummeret til deres dealer - som aflad for de massive omsorgssvigt de oplevede ved at blive opdraget af en fra au pair øerne, og numselegene på kostskolen, evigt i skyggen af en entreprenant, men fraværende fader.

Nordsjælland blot 200 meter fra Strandvejen - f.eks Vangede - er dødkedeligt. Fyldt med opadslikkende middelklasse, igen i beige, der klipper hæk eller har nogen fra Au Pair-øerne til at ordne livets banaliteter. Men Lille curling-Bennedikte fra Øregård gider ikke Østerbro mere, men får en gammel herskabslejlighed i K. eller V., der fyldes med Illums bolighus gear og investeringssikre billeder fra galleri Martin Asbæk i Bredgade.

Metro-ringen, der måske når at åbne til tiden i 2019 ændrer alt dette. Al bolig nær stationerne stiger naturligvis, og der bliver endelig mere naturlig forbindelse mellem brokvartererne. Det er meget bøvlet nu, tænk bare på  den evige trafikprop på Nørrebrogade eller Jagtvej. Metroen vil sandsynligvis Tivolificere Indre by yderligere, så måske er det næste hotte en ægte chav-ghetto a la Tingbjerg, Studsen, Mjølnerparken, Ishøj eller Brøndby, hvis man vil have det “real”.

En ny modtrend er at droppe ud og flytte på landet som i 1968, efter de ”sjove” lukrative jobs for den kreative masse er udslettet af nettet, og nattelivet har kostet kroppen for meget. På landet føler man sig ikke løbet over ende af de tillflyttende entreprenante gøgeunger, og der er ikke coke eller noget andet “smart” at bruge penge på - udover det i dagli-Brugsen.

Der er masser af tid, og garanti for at A-kassen ikke finder et job til en nogensinde. Tid til at dyrke dagbogsskriveri, oliemaleri, terapi og pot.
Og boligpriserne er latterligt lave, se bare det her palads midt i det nye Tisvilde, Bornholm:

Endnu er København ikke præget af de superrige investerings-boliger som f.eks skattelyet London, der huser 72 mennesker, der alle er gode for over en milliard pund. Dog tiltrækker vi stakkels de naive turister, der efter at have læst en omgang sponsor-luder-advertorial i et designmagasin, er hoppet på os.

Danmark er et sygt dyrt rejsemål, alt er lilleput, folk er måske lækre sunde veluddannede overmennesker, men de lukker dig ikke ind. Kulturen er provinsielle versioner af det den laveste fællesnævner jagtede for fem år siden i de ægte storbyer. Den lille havfrue er ikke på størrelse med frihedsgudinden som på billeder. København er max et mini-mix af Amsterdam, London og Hamburg på en god dag, blot med mere arrogante indbyggere. Jeg vil hellere på en kulturferie i andres elendighed:

Morten Vammen bor i København, skriver, laver musik og film.

LÆS OGSÅ: Bluffers guide til nattelivet lige nu

LÆS OGSÅ: Fordommenes Danmarkskort

LÆS OGSÅ: En bluffers guide til subkulturer

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Guide til København og Bolig