ET LILLE MENNESKE, ligblegt med navlestrengen stadig forbundet til sin sårede mor, holdes i lægens plastikindbundne hånd, mens andre hænder kradser, klør og klapper den livløse krop for at få liv i den. Det er ubehageligt ud over alle grænser og bliver ved i en evighed, men pludselig gennembores de elektroniske biplyde fra hospitalsapperaturene og lægernes stadigt mere paniske dialog med hinanden af barnegråd.

Barnet lever, og klappene, det efterfølgende får på ryggen, er lige så meget til for at holde liv i det, som det er en tak for at overleve og sprede momentant håb i helvede på jord. 30 sekunder senere får lyden af faldende bomber operationsstuen til at krumme ryggen og søge mod hjørnerne. Det er dag 16 ud af 86, hvor Mariupol er under belejring, inden byen falder på russiske hænder.

Ovenstående er en beskrivelse af en af de gruopvækkende scener fra dokumentarfilmen ’20 days in Mariupol’, som i disse dage har premiere på CPH:DOX. Det er svært at sige, at det er den mest sjælekrængende, filmen indeholder. Den pris kunne lige så godt gå til scenen, hvor en far utrøsteligt krammer sin sønderbombede og netop afdøde 16-årige søn. Eller til scenen hvor en doktor med vreden lysende ud af øjnene, direkte stirrende i kameraet stående over et 4-årigt barn med livet hængende i den tyndeste tråd, bedyrer: ”Film how these motherfuckers are killing civilians. Show this Putin bastard the eyes of this child.”

Men måske prisen alligevel går til scenen, hvor en doktor leder kameraet ned i en mørk kælder og med tændt iPhone-lygte belyser de lagentildækkede lig, der ligger på række, indtil kameraet klipper til doktoren, der forsigtigt åbner en lille stofklump, man som seer godt ved, hvad indeholder, men hvis åbenbaring, all the same, aldrig kommer til at forlade ens nethinde igen.

’20 days in Mariupol’ er lavet af Mstyslav Chernov, produceret i et samarbejde mellem PBS Frontline og Associated Press og tidligere i år vandt den ’The Audience Award for World Cinema Documentary’ på Sundance Film Festival. Chernov er en ukrainsk krigskorrespondent, der gennem årene har filmet og fotograferet fra en lang række af verdens brændpunkter, herunder revolutionen, der udsprang fra Majdan-pladsen i Ukraine i 2014, krigene i Irak og Syrien, da Taliban genovertog magten i Afghanistan og fra de brændende vragdele af det nedskudte MH17-fly.

Som journalist fra Associated Press, rykkede han og hans hold ind i Mariupol en time inden, Putin i en tale den 24. februar 2022 åbnede krigshandlingerne mod Ukraine. De næste 20 dage rapporterede de som de eneste internationale journalister fra en by under belejring, hvor bomberne faldt om ørene på dem, hvor folk mistede deres hjem, og hvor forældre mistede deres børn. Undervejs sendte de deres billeder ud til en verden, der måbende kunne se, hvordan Rusland bombede civile i hobetal, blandt andet en fødeafdeling på en af byens hospitaler.

Da vi mødte Mstyslav Chernov i Grand Teatret i København forud for premieren på filmen, spurgte vi hvilket formål, de voldsomme billeder tjener:

”Det er meget svært at finde den rigtige balance i forhold til, hvor voldsomme billederne skal være. Der er en chance for, at man overeksponerer seeren for volden, så vedkommende lukker ned over for, hvad der vises. Og det er det sidste, jeg vil have sker. På den anden sider er der en chance for, at man underrapporterer volden og tragedien. Hvis det sker, kan krigen fremstå som tålelig. Og krig er intet mindre end utålelig. Det er så forfærdeligt, at det ikke burde ske. Jeg tror meget stærkt på, at hvis alle mennesker oprigtig ved, hvad krig er, og hvilke konsekvenser det har, så ville det ikke eksistere. Så hvis vi gjorde filmen mere seværdig ved ikke at vise så meget af volden, ville vi berøve seerne det sande perspektiv.”

Filmen følger ikke de store militærmæssige bevægelser, der foregår. I stedet bruger kameraet tiden nede på gaden blandt indbyggerne, lægerne og brandfolkene, der desperat kæmper for at holde civilisationen og livet kørende. En mission, der først besværliggøres af russernes konstante bomben fra luften og deres succes med at afskære byen tilføjelsen af vand, elektricitet og mad, men som lider det største knæk, da byen bliver afskåret dens mulighed for at kommunikere med omverdenen. Et tab, der er større end det at mangle mad og vand, fortæller Mstyslav Chernov:

”Det var først noget, jeg forstod i Mariupol efter at have oplevet en by i total blackout. Jeg så, hvordan et samfund bestående af stærke mennesker, der har været vant til at leve i en frontlinjeby i otte år, kollapsede efter et par dage uden kontakt til omverdenen. De vidste ikke, om Ukraine stadig var et land, om der stadig var noget værd at kæmpe for. De gik i panik. Det viste mig, at det er mere destruktivt at fjerne forbindelsen til omverdenen, end det er at afskære dem nye tilføjelser af mad og vand.”

Da Mstyslav Chernov og hans hold forlod Mariupol efter 20 dage, var krigen et andet sted, end den er i dag. Ruslands angreb på Ukraine kom for mange uventet, men Ukraine har stået i mod den større militærmæssige magt lige siden, de blev invaderet i februar 2022. Flere steder har de presset Rusland tilbage, og det er noget, der har givet Mstyslav Chernov håb:

”Der er håb. Der er mennesker, der har overlevet mod alle odds. De har fortsat livet og fortsat kampen. Det giver mig håb, at Ukraine, et år efter at være blevet invaderet af en langt større fjende, stadig kæmper imod, og det giver mig håb, at næsten hele verden støtter Ukraine i den kamp. Og det håb, synes jeg også, er afspejlet i filmen.”

’20 days in Mariupol’ har premiere på CPH:DOX den 16. marts klokken 20.00 i Bremen Teater i København og vises flere gange under festivalen.