JEG KAN IKKE komme i tanke om en eneste dag i mit voksenliv, der har været særligt god. I stedet drømmer jeg mig nogle gange til, hvordan den dag bliver, når den kommer. Jeg har et billede i mit hoved, hvor jeg vågner i min egen lejlighed, står op og drikker min morgenkaffe.

Bagefter tager jeg på arbejde, og otte timer senere kommer jeg hjem, laver aftensmad og går i seng. Der skal ikke ske noget specielt, men for mig er det den mest utrolige tanke, jeg kan forestille mig. Jeg ved også, at det næppe nogensinde kommer til at ske.

Der var engang, hvor jeg havde andre drømme, større drømme. Som barn var det min allerstørste drøm at blive forsvarsadvokat. Min mor var altid så god til at forsvare sig, når jeg havnede i problemer, så jeg kan huske, at jeg spekulerede meget på, om det mon var noget, der lå i generne.

Mit liv gik bare ikke, som jeg gerne ville, så jeg har aldrig fået mulighed for at prøve det af, og i dag har jeg tilmed min plettede straffeattest. Det gør ikke tingene nemmere.

Men engang i mellem, på en sjælden solskinsdag, bryder lyset ind og vækker noget til live inde i min sjæl. Så tænker jeg: ’Hvad nu hvis?’ For hvis ikke man har drømmene, hvad er der så tilbage?