'Denciks dagbog' - kapitel 5: Jeg savner mig selv som baby. Sådan er det at savne sport.

Daniel Dencik om ikke at kunne leve uden sporten, der har været hans ledsager gennem hele livet. Læs det nyeste kapitel i forfatterens Tour de France-dagbog her.

Kære dagbog,

Det er aften i Valle de Lecrín. Sofie er til bogklub med damerne fra dalen. Så jeg er alene hjemme og se fodbold i bare underhylere, VM-semifinalen mellem Belgien og Frankrig. Sport fylder meget denne sommer. Igen denne sommer. VM flyder ind i Wimbledon, som flyder ind i Tour de France. Størstedelen af transmissionerne flyder også ind ad det ene øre og ud af det andet. Det gælder især fodbold. Jeg kan faktisk ikke påstå at huske en eneste kamp, selvom jeg næsten har set dem allesammen.

Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).

Det slår mig, at det måske skyldes, at man grundlæggende ikke ser eller hører sport. Man befinder sig snarere i en tilstand, hvor en sportsbegivenhed får lov til at danne baggrundstæppe for den forestilling, der uafladeligt foregår i ens sind, men som man ellers sjældent opfanger. Sport er som havearbejde. Ens egen tankevirksomhed kan blive tydeligere, ens indre kan blive muligt at se og høre, når man retter opmærksomheden mod nogle atleter eller blomster, der bare gør deres arbejde.

Hvis jeg bladrer i min barndoms dagbøger og kalendere, opdager jeg, hvor stædigt sportsinteressen har fulgt mig. Og hvor tidligt den var der. Den har været min ledsager gennem hele livet. Tilfældige nedslag:

30. maj 1979 Vi var i Paris. Malmö-Nottingham 0-1.

13. juni 1986 Fri fra skole. Danmark-BRD.

27. maj 1988 I Sevilla. Kl. 12 Sevilla-Cadiz.

Men der var engang i 2011, hvor jeg mistede min interesse for sport. Jeg havde været ombord på en tremastet skonnert, der havde foretaget en dødsforagtende ekspedition til det nordøstligste Grønland. Det havde været en omvæltende tur, hvor vi havde sejlet lige ind i jordens undergang. Sådan føltes det, da vi kom tilbage til civilisationen. Vi havde set verdens største fjordsystem smelte for øjnene af os.

I månederne efter ekspeditionen var min sportsinteresse umulig at genfinde. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne bruge tid på noget så ligegyldigt. Jeg fik øje på det egoistiske og ekskluderende i at følge en helt anden verden end den forhåndenværende. En pseudoverden. Som om der gives en bedre, mere spændende verden, end den vi alle lever i.

Det var godt at få den oplevelse. Det er en gave at kunne forstå dem, der ikke kan forstå én. Og i dag, syv år senere, er interessen tilbage i fuldt flor. Den er en del af mig, jeg ikke vil vokse fra, selvom jeg kunne. Jeg tror ikke, det er en virkelighedsflugt, jeg tror bare, det er gammel, rustfri kærlighed. Men hvorfor kunne ikke en gang jordens undergang få bugt med den? Hvad består den i, denne hengivenhed?

Det er en tosidet affære.

På den ene side står de store, fællesskabende oplevelser. Fodboldlandsholdet, der vinder EM, Bjarne Riis, der vinder Tour de France, Caroline Wozniacki, der vinder en Grand Slam. Det er livgivende følelser, man gribes af, når man - omgivet af venner og fremmede - oplever en drøm gå fra sport til jubel. Det er måske disse stolte øjeblikke, den sportsinteresserede mest af alt higer efter.

Men hverdagen er jo en anden. Der er en nærmest uoverstigelig afgrund mellem den kollektive eufori og den stille rislen, der dagligt løber gennem et sportshjerte. Det er så intimt: Valget at leve med sporten ved ens side, som var det en elsket. Og den er en elsket. I vintermånederne kan jeg savne sporten, som jeg kan savne en kær afdød. Jeg hørte en gang et forstandigt, tre-årigt barn udtale ordene: 'Jeg savner mig selv som baby.' Sådan er det at savne sport.

De genkendelige lyde fra en tenniskamp åbner op for en tilbagelænet introspektion. En fodboldkamp kan være så søvndyssende, at den kan flette sig ind og ud af ens drømme via kanaler rene som musik. Et cykelløb kan være som at stirre ned i en bæk. Sporten er vandet, der løber beroligende og inspirerende gennem ens tilværelse.

Alle Tour de France-etaper vises i dag i sin helhed. Og jeg protesterer ikke. Jeg har det på samme måde som filminstruktøren Quentin Tarantino havde det på en filmfestival i halvfemserne, hvor jeg fulgte ham. Jeg husker en eller anden næsvis type fra publikum brokke sig over, at en film var for lang. That’s just more movie for your money, måbede instruktøren. Grundlæggende tror jeg ikke, han begreb, hvad problemet var.

Altså, det er jo altid bedre, at der er cykelløb, end at der ikke er cykelløb. Risikoen er, siger nogle, at oplevelsen vil blive fortyndet. Man kan bare ikke udvande vand.

11. juli 2018 Vi svømmede i poolen. Bagefter så vi femte etape af Tour de France.

Privatfoto: Stille dage i Valle de Lecrín.

LÆS OGSÅ: 'Denciks dagbog' - kapitel 4: Skal Landa eller Quintana vinde Valverdes løjtnantshjerte?

LÆS OGSÅ: 'Denciks dagbog' - kapitel 3: Feltets Rolling Stones er udtaget, og Sylvain Chavanel er Keith Richard

LÆS OGSÅ: ’Denciks dagbog’ – kapitel 2: ”Og så skal det hele ske samtidig! På 176 forskellige steder simultant!”

LÆS OGSÅ: ‘Denciks dagbog’ - kapitel 1: “Det kunne ende som et kys i år, drømmer jeg, for cykelsporten elsker naturen om sommeren.”