Underholdende - og ringe

Jeg var en tur i Parken søndag eftermiddag for at se FCK-FCM. Det var en dejlig dag i solen; de to hold scorede syv mål, og det var en fornøjelse at se hjemmeholdets fans’ reaktion efter en af de sjældne sejre i denne sæson. Københavnerne gik glade ud i solen og Fælledparken.

Men hvor var det dog en elendig fodboldkamp rent niveaumæssigt. Forsvarsspillet fra begge sider var jo som et se blinde slås. Inden kampen havde jeg for sjov tippet på 4-4. Havde Sørloth ikke misset et blankt hovedstød fra to meters afstand, to minutter før FCK scorede til 3-2, så var det faktisk endt 4-4.

Der var langt fra tidligere tiders store opgør i Parken, hvor holdene var de to bedste i Superligaen. Man havde en fornemmelse af, at hvert eneste indlæg kunne føre til en scoring. Da FCK’s Verbic tog sig en spadsertur igennem FCM’s forsvar ved 2-0, var man helt overrasket over, at han ikke scorede. Der var i hvert fald ingen forsvarsspillere, der havde tænkt sig at komme i vejen.

De første to gange FCM var i FCK’s straffesparksfelt, scorede de – efter gigantiske forsvarsfejl. Målmændene var heller ikke noget at skrive hjem om. Jesper Hansen skulle have reddet det første og det tredje mål, og ved FCM’s andet mål lignede Robin Olsen en mand, der havde været en tur på Christiania før kampen.

FCK fik tre point og vil sikkert helst glemme måden, det skete på. Det forstår jeg godt. Måske kan sådan en oplevelse puste noget optimisme og liv ind i holdet, der jo også har Europa at tænke på.

FCM har ikke noget Europa, og der er langt større problemer i Herning. De stillede op i en 3-4-3, men det vælter fortsat ind i forsvaret. De har nu været på Sjælland tre gange (Brøndby, Helsingør og FCK) og har indkasseret ti mål. Defensiven sejler stort set lige meget, hvem der spiller dernede. Clean sheets er omtrent lige så sjældne som ærlige politikere. Spørgsmålet er, om de overhovedet ved, hvad problemet er i Herning?

Krig i Manchester

Mesterskabet kommer tilbage til Manchester denne sæson. City slog Liverpool 5-0 i weekenden, og selvom kampen var overstået efter det røde kort til Mané, må sådan en storsejr alligevel betyde noget for de blå. Der er vel ikke et værre hold i England at spille 10 mod 11 mod.

Som alle andre Guardiola-hold er City bare rigtigt stærke med bolden, og da Liverpool ikke længere havde mandskabet til at presse, kunne man godt se, det kunne blive en ordentlig røvfuld til de røde.

De Bruyne var fantastisk for City. På de rigtige dage er belgieren Premier Leagues bedste spiller. Han skal bare lære at vinde kampe for City på de dage, hvor resten af holdet ikke spiller godt. Når holdet svinger, er han fabelagtig.

Jeg tror alligevel, at Manchester United vinder mesterskabet. De har slet ikke det flow, som City har, men de har et våben, som City ikke har. De har en plan B, der fungerer, og en træner, der ikke har noget imod at vinde grimt. De to ting hænger sammen.

Efter weekendens uafgjorte kamp mod Stoke sagde Jose Mourinho, at skaden til Marouane Fellaini havde været afgørende. Journalisterne gik i selvsving over udtalelsen. United havde Romelu Lukaku, Anthony Martial, Juan Mata, Henrikh Mkhitaryan, Paul Pogba og Marcus Rashford klar til kamp, og Mourinho taler om en stor, primitiv belgier, der endda ikke ret ofte er i startopstillingen. Men Fellaini symboliserer meget godt, hvad det er, United har, som de andre klubber ikke har.

Når det flydende spil ikke fungerer for United, og kampen bliver til en såkaldt dogfight, nytter det ikke noget, at Mata, Mkhitarian og Martial løber rundt og laver hælafleveringer. Så kan Mourinho smide Fellaini på banen og begynde at øse bolden op mod belgieren, der vælter om sig med albuer og stemplinger og generelt er sjælden uskøn at se på. Men han er frygtløs, laver mål på dødbolde, og der kommer masser af andenbolde rundt omkring ham. Det kan man sagtens vinde fodboldkampe på. Spørg bare Bo Henriksen nede i Horsens. United vinder mesterskabet, og Fellaini bliver en nøglespiller for de røde djævle.

Eriksen i fuldt flor

Jeg har kritiseret Christian Eriksen meget på det danske landshold gennem tiderne. Han har manglet initiativ, mod og gennemslagskraft. Det gør han ikke mere. Eriksen var med i seks af de otte mål, Danmark scorede mod Polen og Armenien. Danmarks nye lidt småprimitive spillestil med høje bolde op mod FCKs gamle frontduo med tilhørende nedfaldsbolde og genpres fungerer godt for dansk fodbolds helt store stjerne.

Det hjælper også, at Pione Sisto er med – så har Danmark trods alt én spiller mere, som modstanderen skal koncentrere sig om. En, der kan drible og overraske lidt med bolden på fødderne. Eriksen kan gemme sig lidt og pludselig dukke op og stikke kniven ind, hvor det gør rigtigt ondt.

Med Eriksens verdensklasseserver og Danmarks megen fysik har vi måske fundet et langtidsholdbart koncept, der er meget, meget langt væk fra Morten Olsens røde tråd. Gør det noget? Næ. Ikke for andre end DBU-puristerne, der jo ikke bryder sig om, at man laver et mål uden at have 200 afleveringer på egen banehalvdel først.

Det var en fest at høre Keld Bordinggaard – DBU-mand og rød tråd-elsker om en hals – i podcasten FodboldFM sidste uge forklare, at det var lidt sørgeligt, at Danmark havde vundet over Polen og Armenien på grund af den måde, de havde vundet. Med stor bekymring i stemmen forklarede Bordinggard, at det primitive spil jo var en nem måde at spille fodbold på, og skulle man være bedre end de små hold på lang sigt, var det nødvendigt at spille fodbold med mere talent, som han kaldte det.

Jeg har selv haft Bordinggard som medkommentator til en spansk kamp for nogle år siden, og han var en fornøjelse at arbejde med. Velforberedt, vidende og veltalende. Men når man ser faretegn på landsholdet, efter at Danmark har destrueret verdens 5.-bedste landshold, er man vel også tæt på at være decideret fodboldfundamentalist.

DIT landshold

Da jeg var barn og ung mand, var noget af bedste jeg husker busturene til København fra Jylland for at se landsholdet. Det var nogle mægtige ture. De voksne blev fulde – nogle af dem kom slet ikke ud af bussen, men vågnede op i Middelfart på vejen hjem - men hovedparten af os, der jo spillede fodbold fire timer om dagen hele barndommen, elskede det landshold, og det var en fest at komme i Københavns Idrætspark. Vi var lykkelige, når vi vandt og græd, når vi tabte. Men vi kom igen, lige meget hvor ringe det var.

På et eller andet tidspunkt tabte vi her i Danmark den stolthed og glæde, der skal være forbundet med landsholdet. Jeg hører ofte folk sige, at de ikke længere ser landsholdet, fordi de ikke spiller godt. Det gør mig vred. Man ser sit landshold! Man kan ikke være medgangsfan med landsholdet. Fint nok at holde med FCK, Brøndby eller Lyngby og så have sine diskussioner med kollegaer og venner efter weekendens bold. Men når Danmark spiller, skal alle være på. Vestegn eller Østerbro. Hede eller domkirke.

Landsholdet er meget mere end bare fodbold. Det er vores barndom, vores ungdom, vores fælles pejlingsmærke – alle os, der spillede fodbold hele barndommen. Det er Per Røntved, Allan Simonsen, Søren Lerby, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Thomas Gravesen. Det er Uruguay i Mexico i 86, Van Basten ved EM i 92, Ebbe Sand mod Nigeria i 98, Jon Dahl mod Frankrig i 2002. Det er Piontek, Ricardo og Morten.

Det er forståeligt nok, hvis børn og teenagere har lidt svært ved at følge min entusiasme. De har jo ikke oplevet alle de store øjeblikke. Men vi har også oplevet hårde tider med landsholdet, og den ældre generation, der husker tiden før Piontek, har set elendighed, vi andre slet ikke forstår. Men det går op og ned med dem, man elsker. Det er stadig vores landshold. Det er vores pligt også at få børn unge involveret og være stolte over Christian Eriksen, Pione Sisto og Kasper Schmeichel. De skal ikke kun snakke om Messi og Ronaldo.

Vi kan starte med at gøre landsholdet til VORES hold igen. Uanset om de spiller dårligt eller kedeligt, er det dit og mit landshold, og man tager ejerskab. Og jeg gider ikke diskutere det. Landsholdet er dit og mit, og man støtter det. Altid.

Rafa og Roger

På falderebet; jeg ved godt, at det her en fodboldklumme, men efter Rafael Nadals 16. grand slam-sejr søndag nat i New York, vil jeg godt lide minde folk om, hvor stor en præstation Rafa og Roger Federer har leveret denne sæson. Roger har nu 19 slams, tre mere end Rafa, der igen har to mere end nummer tre på listen, Pete Sampras. Med andre ord spiller tennishistoriens to bedste herrespillere stadig tennis, og de er stadig verdens to bedste.

Vi taler så meget om, at man skal huske at nyde Messi og CR7, fordi vi aldrig kommer til at se to spillere samtidig på så højt et niveau igen. Efter store skadesproblemer og masser af eksperter, der har dømt dem færdige, har Nadal og Federer, 31 og 36 år gamle, delt de fire slams imellem sig i år. Det er en kæmpepræstation. Nyd dem, mens I har dem.

Karsten Krogh har kommenteret mere end 300 fodboldkampe fra Serie A og La Liga. Derudover har han skrevet om fodbold og tennis i Tips-bladet, Sportsfan og flere andre steder. 

Følg Karsten Krogh på Twitter her

LÆS OGSÅ: Alex Ferguson havde én regel, når det gjaldt unge spillere og deres biler

LÆS OGSÅ: Dansk MMA-fighter: "Når jeg går op i buret, har jeg gummiben og tænker: 'Fuck hvor er det vildt det her!'”

LÆS OGSÅ: Chelseas Alvaro Morata kalder Premier Leagues forsvarsspillere sløsede