Iffe Lundberg er den første dansker i NBA, men det var ikke planen, at det skulle ske allerede nu
En drengedrøm gik i opfyldelse, da den danske basketballspiller Iffe Lundberg i marts skiftede til den amerikanske liga NBA, hvor han er den første dansker til at optræde nogensinde. Skiftet er historisk, men kom i hus på en trist baggrund. Journalist Simon Kirkegård mødte Iffe Lundberg i hans sommerhus, en uge før den nyslåede NBA-spiller rejste mod USA.
Høj Disneymusik og skingre tegnefilmsstemmer buldrer ud af TV’et, der hænger på væggen i et sommerhus lidt uden for Odder. Camilla og sønnen Jamie leger i sofaen, og selvom sengetid nærmer sig, er Jamies energitank atter ikke tom. Han bryder med legen for en stund for at gå over og hilse på sin far, der sidder ved køkkenøen i den anden ende af rummet. Gabriel Ifeanyi Lundberg. Alle kalder ham for Iffe – Gabriel reagerer han knap nok på mere. Iffe udspringer af Ifeanyi, der er efternavnet hos hans nigerianske familie.
Han er Danmarks bedste basketballspiller, og så er han den første dansker, der kommer til at spille i NBA i USA, verdens bedste basketball-liga. Han har netop skrevet kontrakt med ligaens førerhold, Phoenix Suns, for resten af sæsonen. I første omgang skal han hjælpe sydstatsholdet med at lande det første mesterskab i klubbens historie.