JAKKEN ER FRA MKDT Studio og rammer den balance mellem arbejdsjakke og pæn jakke, som jeg leder efter. Den fungerer til et møde, men jeg kan også lave praktisk arbejde i den. Når jakken er helt ny, starter den oftest som en mødejakke, og efter noget tid bliver det til en arbejdsjakke. Hvis jeg tager en klassisk blazer på, bliver jeg pludselig en anden person. Det kan være nyttigt, når jeg sidder over for arkitekter og ingeniører og skal have vores vilje igennem. Så jeg ved godt, hvordan tøj kan bruges aktivt. Men til hverdag er den her mere neutral og mere mig.
MINE SKO ER fra Adieu og blev købt i Paris på min 35-års fødselsdag. Jeg kan godt lide, at de er knyttet til et bestemt sted og et bestemt tidspunkt. Højden er lidt sjov, fordi den ligger et sted mellem en støvle og en sko, men jeg kan godt lide, at de skjuler strømperne helt. Jeg bruger både skoene til hverdag og til pænere anledninger, som fx denne weekend, hvor jeg havde dem på til et bryllup.
JEG HAR ALTID gået med en lille sølvkæde. Den her har jeg fået af min kæreste. Jeg kan ikke huske anledningen, muligvis fordi den gamle blev stjålet på Bali. Nu er den blevet en del af mig, og jeg tænker næsten ikke over, at den er der.
POLOEN ER KØBT i en vintagebutik i Seoul i forbindelse med et samarbejde i Sydkorea, men jeg tror, at den egentlig er amerikansk. Sort var nærmest en slags Seoul-uniform, da jeg var der, og da jeg så den her, tænkte jeg med det samme, at den var en perfekt souvenir. Jeg går normalt ikke særlig meget i poloer, fordi de hurtigt kan blive lidt for pæne eller for polerede, men den her fungerer, fordi pasformen er lidt større og ikke er for slikket. Den fremstår enkel på afstand, men når man kommer tættere på, kan man godt se, at der er tænkt over de små stikninger og proportionerne.