Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder introklummen til denne uges Morgenpost. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.


Jeg er begyndt at glemme min telefon med vilje.

Den sniger sig efterhånden ind i alle aspekter af mit liv: Mit betalingskort ligger på den, den er mit ur, min huskeseddel, mit kamera, min kalender, min afslapning og mit arbejde. Med lidt god vilje ville jeg kunne udføre 95% af mit job fra den (og måske få gigt i tommelfingrene af at skrive så meget, så det lader jeg være med). Men jeg kan ikke lide, at den har så stor magt.

Derfor er jeg begyndt at lade den ligge hjemme, hvis jeg bare skal en hurtig tur i Irma eller på legepladsen med min datter. Hvis jeg skal købe noget, må jeg så have mit kreditkort med, men til gengæld oplever jeg også en genvunden frihed af ikke konstant at være fristet til at tjekke mail, Twitter eller Instagram, tage billeder eller sende beskeder, som alligevel sagtens kunne vente.

Resultatet er ikke overraskende, at mine sanser er slået mere ud. Når jeg fjerner muligheden for at distrahere mig selv med den, flyder mine tanker mere frit, jeg ræsonnerer uden afbrydelser og lader verden gå i det tempo, den nu engang har.

Jeg irriterer mig over, at en trods alt genial genstand som telefonen også har den slagside, at den æder min opmærksomhed og leder mig i fristelse hvert andet minut. Og at løsningen på mit manglende fokus er at afskære mig totalt fra den. Enten ved at glemme den eller slukke den, så den ikke plinger med notifikationer og frister med overspringshandlinger konstant.

Jeg hørte på et tidspunkt om en forfatter, som skulle finde et sted at skrive sin bog færdig, hvor han ikke blev forstyrret. Han fik den idé at flytte ind i en kahyt på et fragtskib, der sejlede rundt om kloden, for langt ude på verdenshavene var der ikke signal på hans telefon eller computer. En optimal situation at koncentrere sig i, men et grotesk eksempel på den frivillige tvang, man kan være nødt til at underlægge sig for at fokusere på en opgave.

Mon fremtidens mest luksuriøse steder bliver områder, der ligger så øde, at vi ikke har kontakt til andet end vores inderste indre?

Det kan I lige filosofere lidt over. Husk at glemme jeres telefon lidt i weekenden.