Sarah og Javier fulgte drømmen og flyttede til Mallorca: ”Vi har aldrig været så sociale som her”

Fotograf Sarah Stenfeldt og retoucher Javier Gisbert har gjort deres lange snakke om at flytte familien fra København til Mallorca til virkelighed og har slået sig ned i et gammelt olivenpresseri. Her bor de omgivet af bugtende bjergveje, appelsinlunde, storslåede udsigter og pittoreske landsbyer.

Offentliggjort

MÅSKE DU SELV kender det? Drømmen om at flytte ud af byen, finde en gammel skole på landet, for ingen penge, som man sætter i stand, mens børnene leger i en frodig have i skyggen af de gamle æbletræer med krogede grene og masser af historie. 

Idéen om at ryste posen og prøve noget andet, måske endda i et klima, der ikke dikterer hue og vanter otte måneder om året, og hvor den gamle skole er skiftet ud med en borgruin eller en finca, og æbletræerne med en olivenlund i Toscana, Provence eller… på Mallorca. 

”Det var klart mig, der var den drivende faktor,” siger Sarah Stenfeldt om beslutningen om at flytte familien fra en lejlighed på fjerde sal på Vesterbro i København til et hus fra 1500-tallet med en appelsinlund som have tæt på byen Sóller på Mallorca. 

Sarah Stenfeldt og Javier (Javi) Gisbert mødte for 10 år siden hinanden i Nordspanien og flyttede efter et par år sammen til København. De havde på det tidspunkt ingen børn, og beslutningen var mere sådan ’nu prøver vi det’ end egentlig velovervejet.