Pony er som bekendt ’folkeudgaven’ af Kadeau – Kadeau light, om end det lyder misvisende, for sagen er, at maden er turneret med samme overlegenhed som på moderrestauranten, hvor der dog stadig på alle måder er skruet op for serveringerne...
...På Kadeau svinger menuerne (aften) mellem 550- 1.800 kr., sidstnævnte inklusive vin, mens man på Pony kan gå fuldstændig a la carte og lægge 55-125 kr. pr. ret, begyndende med snack og sluttende med dessert. Man kan spise præcis så meget/lidt, ens appetit og økonomi tillader, og er man vægelsindet, er et ’Ponyspark’ en mulighed – fire retter til 450 kr.
Vi lagde ud med friterede smelt, eddike og ramsløgsmayo og rillettes af gris til henholdsvis 65 og 55 kr. Eddiken kom i form af pulver på paneringen på de fine små fisk, men lidt mere surt måtte der egentlig godt have været til fiskene, mens ramsløgsmayoen var lige i øjet til de sprøde smelt.
Rillettes med sennepskorn og brøndkarse lagde en god bund. Det blev fulgt af ’Kammusling, syltet kålrabi, dild, agurk’ (110 kr.) Det var lige før kammuslingen havde svært ved at manifestere sig over for kålrabien. På bordet så vi desuden ’Saltet ørred, blomkål, drueagurk og ørredrogn’ (125 kr.), men aftenens helt store hit var ’Vesterhavstorsk, rogn, muslinger, kål, rygeost og puffet rug’ (175 kr.) Det var en fuldstændig sublim servering, visuelt såvel som smagsmæssigt. Den var så smuk, så smuk med sit kontrollerede kaos af kål – små duske af palmekål, små duske lilla grønkål, sauterede blade af rosenkål – og rygeosten tilførte et pikant strejf af røg. Saucen var fed og cremet og lidt suppeagtig, og man fik heldigvis en ske til, så intet gik til spilde.
Annonse
Vinkortet er fransk domineret, en del er naturvin, men ikke alt. Vi holdt os til champagne, Agrapart Mineral 2005 til 900 kr. Var vi gået i glaskortet, var vi sluppet en del billigere, men gik under alle omstændigheder glade derfra. Kaffen var på Nespresso- kapsler, det kan være okay til hjemmebrug, men en smule fladt i restaurantregi.
Pony er en ’spisehusudgave’ af Kadeau, enklere og billigere, men tydeligvis præget af slægtskabet med bornholmergourmeten – en af de senere års ’shooting stars’ på restaurant- scenen. To mennesker spiser rigtig godt for 1.000 kr.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
